Demokratiets grundlag

Det er ikke rettigheder eller forfatninger, der holder nationen sammen, men snarere end kulturel sammenhængskraft, siger Kasper Støvring – har han ret?

af Anne-Bjørg Kjærhus

Kasper Støvring udgav i 2010 bogen ”Sammenhængskraft”, hvis centrale tese er, at mens Danmarks stærke sammenhængskraft er blevet til over flere århundreder, så kan den hurtigt gå tabt igen. Bogen er et opgør med dominerende strømninger inden for politik- og kulturvidenskaberne og inden for den offentlige debat.

”Sammenhængskraft” er skrevet i 2010 og sidenhen fulgt op af bogen Fortællingen om Fredens Europa (2014), men bogens tema er stadig lige så relevant, som da den udkom. Interessen for kulturfølsomme teorier synes endda at være stigende gennem de seneste år.

Temaet for sidste års store matchpoint konference på Aarhus Universitet var bl.a. tillid, hvor Putnam, som Støvring også gentagne gange refererer til, var en af hovedtalerne og her betonede det kulturelles betydning for et samfunds opretholdelse.

Forudsætningen for demokratiet

I bogens første del leverer Kasper Støvring et forsvar for den nationale sammenhængskraft.

Støvring argumenterer overbevisende for, hvorfor det er et stort problem, at sammenhængen mellem kultur og sammenhængskraft er underbelyst. Støvrings pointe er, at sammenhængskraften vil trives bedst i samfund, hvor der eksisterer kulturel homogenitet og national samhørighed.

Støvring beskriver videre, hvordan nationale fællesskaber skaber en stærk form for loyalitet, der passer til det moderne liberale demokrati. Forudsætningen for et liberalt demokrati er således ikke en stærk forfatning med et stort rettighedskatalog til de enkelte individer. Det er snarere noget førpolitisk, der ifølge Støvring er bestemmende for, hvorvidt et land vil tilegne sig en stærk sammenhængskraft og herunder et liberalt demokrati.

Ikke blot jura

Støvring mener således ikke, at en forfatning (hverken nationalt eller over-nationalt som i EU) er nok til at realisere demokratiske idealer for: ”Principper alene holder ikke sammen på staten og folket”. Støvring går således imod ideen om, at velfungerende demokratier kan etableres ”top-down”. De liberale demokratier er ikke selvbærende og har aldrig været det. Netop derfor bør vi værne kraftigt om dem.

Støvring vælger således et noget andet fokus end de fleste traditionelle demokratiforskere, når han betoner det præpolitiske. Det er noget af dette, der først og fremmest fangede og udfordrede min interesse som læser.

De fleste strømninger inden for demokratiforskningen mener nemlig, i modsætning til Støvring, at det gælder om enten at skabe en stærk forfatning eller afholde relativt frie valg, og at de øvrige demokratiske goder vil komme efterfølgende. Dette er for Støvring en fejlslutning, da demokratiet er kulturelt betinget, og derfor ikke alene kan konstrueres succesfuldt gennem politiske manøvrer.

Skaber nationalstaterne fred?

EU-systemet er en anden ting, som Støvrings bog behandler, og som han har meget lidt, endsige intet, godt at sige om. Støvring mener EU-samarbejdet er med til at undergrave den nationale loyalitet og tillidskultur, der er forudsætningen for en stærk sammenhængskraft.

Spørgsmålet er dog om Støvrings argumentation holder, når han i sin kritik af EU påstår, at det er nationalstaterne og ikke EU, der har sikret fred i Europa efter 1945, og at nationalstaten er en forudsætning for demokratiet. Det er jo stort set kun i Nordeuropa, at der er et sådant sammenfald mellem folk, sprog og og landegrænse. Måske har Støvring ret, men hans påstand lader sig i hvertfald ikke uden videre generalisere udenfor en nordeuropæisk kontekst.

I det hele taget lider Støvrings bog en kende af mono-kausale forklaringer, hvor det udelukkes, at de forskellige variabler kan påvirke hinanden gensidigt. Det ville i det hele taget styrke Støvrings argumentation, hvis han således søgte at forklare kausalpilen mellem kultur og sammenhængskraft, og mellem sammenhængskraften og dens gavnlige effekter mere dialektisk.

Spørgsmålet er dog om Støvrings argumentation holder, når han i sin kritik af EU påstår, at det er nationalstaterne og ikke EU, der har sikret fred i Europa efter 1945, og at nationalstaten er en forudsætning for demokratiet. Det er jo stort set kun i Nordeuropa, at der er et sådant sammenfald mellem folk, sprog og og landegrænse. Måske har Støvring ret, men hans påstand lader sig i hvertfald ikke uden videre generalisere udenfor en nordeuropæisk kontekst.

Det er endvidere ærgeligt, at Støvring ikke forholder sig til og kommenterer på de empiriske resultater, som andre prominente demokratiforskere har frembragt, og som viser, at der ser ud til at være en sammenhæng den anden vej. Til tider bliver Støvring således lidt postulerende, fremfor at forholde sig åbent til det komplekse problemfelt han har sat sig for at beskrive. Det er ærgerligt, da det reducerer bogens forklaringskraft mærkbart.

Selvhadet

I anden del af bogen gør Støvring op med den efterhånden indiskuterbare ”sandhed”, der hersker på de højere læreanstalter, at nationen og nationalstaten kan reduceres til en politisk konstruktion. Det tunge skyts er primært rettet mod en række navngivne meningsdannere og politikere, der dominerer den offentlige debat i dag. Støvring mener disse dominerende meningsdannere besidder et selvhad, der gør, at de alene har til formål at fordømme os selv som folk.

Det er ikke mindst multikulturalismen, velfærdsstaten, EU og integrationspolitikken, som Støvring retter sin kritik imod. Det interessante ved Støvrings bog er dog, at den ikke nøjes med at karakterisere problemerne og deres ophav, men også opstiller forskellige løsningsforslag til, hvordan de kan imødekommes. Støvring påpeger vigtigheden af at føre en aktiv kulturpolitik og kommer med flere bud på, hvordan en sådan politik bør udformes. Støvring påpeger bl.a. vigtigheden af at sikre folkekirkens særstatus i samfundet. Et andet af bogens mest konkrete bud på en aktiv kulturpolitik er at erstatte den danske integrationspolitik med en assimileringspolitik, hvor indvandrerne aktivt skal vælge Danmark til.

Indvandring og sammenhængskraft

I det hele taget ser Støvring multikulturalismen (og ikke mindst den muslimske indvandring) som en af de største udfordringer for sammenhængskraften i Danmark. Multikulturalismen vil ifølge Støvring uundgåeligt føre til flere konflikter og et deraf følgende fald i tilliden mellem borgerne. Støvring forudser, at vi i fremtiden vil se, at ikke mindst de danske muslimer i stigende grad vil udnytte friskoleloven, og blasfemiparagraffen. Sidstnævnte i et forsøg på at indskrænke retten til religionskritik.

Derfor argumenterer Støvring afslutningsvis for, at alle former for multikulturalisme må afvises til fordel for en prioritering af den enkelte nationalstats distinkte kultur, såfremt den nationale sammenhængskraft skal bestå. På den måde leverer bogen en række fremadrettede ideer, der gør den aktuel også i 2014.

Opgør med liberalismen

Bogen er ikke alene et opgør med venstrefløjen og de kulturradikale, men også med liberale kræfter, der ønsker at opløse fællesskabet til fordel for individuelle rettigheder.

De liberales paradoks består ifølge Støvring i: ”at et liberalt samfund kun kan opretholde sig selv så længe, en ikke-liberal, sædelig orden accepteres som en selvfølge”. Et liberalt samfund forudsætter således nogle grundlæggende præpolitiske forhold. Det er heri Støvrings konservative bidrag ligger. Støvring tager således afstand fra liberalismens tro på, at et samfund alene skal være retsligt integreret og derfor kan reduceres til at foregå på individ-niveauet.

Bogen slutter med den (for mange) overraskende tese, at nationalstaten ikke er på vej i graven, men tværtimod har fremtiden for sig i en globaliseret tidsalder.

Selv om bogen ikke helt overbevisende forstår at redegøre for, hvad der skaber sammenhængskraften, og hvad sammenhængen mellem sammenhængskraften og dens gavnlige effekter er, så er bogen bestemt anbefalelsesværdig. Ét formår Støvring nemlig overbevisende at slå fast: Kulturdimensionen er underbelyst, og det er dybt problematisk for både forskning og politik.

Støvrings bog er således til stadighed et vigtigt bidrag til den danske kulturdebat, og ikke mindst et nødvendigt korrektiv til de forskere og meningsdannere, der blot affejer kulturaspektets relevans for et velfungerende samfund.

Kasper Støvring: Sammenhængskraft. Gyldendal, 2010.

Anne-Bjørg Kjærhus er stud.soc i samfundsfag og bestyrelsesmedlem i Studenterkredsen ved Aarhus Universitet.