Koncert: Prokofjev, Rakhmaninov og Tjajkovskij

2. marts 2014
4 minutters læsetid

Seneste torsdagskoncert med DR SymfoniOrkestret bød på et rent russisk program med tre af de absolutte musikalske sværvægtere fra den store kulturnation ovre østpå, nemlig Sergej Prokofjev (1891-1953), Sergej Rakhmaninov (1873-1943) og Pjotr Iljitj Tjajkovskij (1840-1893). Programmet var altså koncentreret omkring det høj- og senromantiske samt det præ-moderne/neoklassiske. Altså et varieret program, hvor værkerne dog overlapper hinanden.

Vi starter stilmæssigt bagfra med Prokofjevs 1. symfoni, der blev færdiggjort i 1917. Et værk der var med til at starte neoklassisimen inden for musikken, idet værket ifølge Prokofjev er tænkt son en symfoni, som Haydn ville have skrevet den, hvis han havde levet i starten af 1900-tallet. Den har derfor også tilnavnet ”den klassiske” eller ”klassisk symfoni”. Et pragtfuldt værk der har den sammen livlighed og legen med instrumenterne, som man finder i Mozart og Haydns symfonier, og den er tilsvarende enkelt opbygget, kort og meget hurtig. Lige så vigtigt er, at Prokofjev formår at skabe meget af den uimodståelige charme og varme, der findes i de wienerklassiske værker, før romantikkens tunge patos slog igennem. Prokofjevs trang til dissonanser, voldsomme kontraster, brud og skrift fornægter sig dog ikke, og de modernistiske indfald glider ubesværet ind og ud imellem de klassiske former. Glimrende fremført med fin balance mellem den klassiske elegance og de burleske, modernistiske indfald.

Næste værk på programmet er Rakhmaninovs Rapsodi over et tema af Paganini fra 1934. Et virtuost klaverværk, hvor der præsenteres 24 variationer over en melodistump, som den virtuose italienske violinist Nicolò Paganini (1782-1840) i sin tid skrev. Den mest kendte variation er formentlig nr. 18, som Bill Murray lærer at spille i filmen Groundhog Day (1993). Værket er ualmindeligt krævende for pianisten; og Bill Murray lærer da også kun at spille det, fordi han er fanget i en tidslomme, hvor han er tvunget til at gennemleve den samme dag igen og igen. Han har således helt bogstaveligt al den tid i verden, der skal til for at lære det. Denne aften var det den russiske pianist Alexei Volodin, der på fin vis manøvrerede sig igennem Rakhmaninovs virtuose ekstremer. Derimod var der dog undertiden lidt genvordigheder med at få styr på balancen mellem orkester og pianist. Rakhmaninovs kæmpemæssige, senromantiske orkester var i flere passager det eneste, som man kunne høre, hvilket er en skam, da klaverdelen er det centrale og derfor i sagens natur fortjener maksimal eksponering.

Efter pausen var sidste værk på programmet Tjajkovskijs 5. symfoni fra 1888, der undertiden kaldes hans skæbnesymfoni, fordi den har et dystert skæbnemotiv, der er tilbagevendende i alle symfoniens satser. Sammen med den 4. og 6. symfoni danner den en slags trilogi, da de to andre værker også har skæbnen som tema. De tre symfonier bliver gradvist mørkere og mere smertefulde, kulminerende med den 6. symfoni. Tjajkovskijs musik er enkel, udtryksfuld og melankolsk med hang til det sentimentale. Den har letgenkendelige temaer, der gør det overkommeligt at orientere sig i musikken og sammenhængen mellem de forskellige satser. Ikke alle brød sig om den stil, som nogle i samtiden fandt larmende og vulgær. En af dem var den berygtede musikkritiker, Eduard Hanslick (1825-1904), der ligesom Tjajkovskij oprindelig var jurist af profession, men som sidenhen blev musikkritiker og professor i æstetik ved Wiens Universitet. Hanslick var stærkt kritisk over for det, som han kaldte for ”følelsesæstetikken”, og i 1854 udgav han sit hovedværk”Vom Musikalisch-Schönen”, hvor han redegjorde og opstillede principper for, hvad var god – og navnlig ikke god – musik, således fra indledningen i den danske oversættelse fra 1885 (s. 2):

”Vor Tids Trang til en objektiv Erkjendelse af Tingene maa nødvendigvis ogsaa gjøre sig gjældende ligeoverfor Erkjendelsen af det Skjønne. Til et saadant objektivt Standpunkt svarer kun daarlig en Metode, som gaar ud fra den subjektive Følelse og saa, efterat have sværmet rundt i Gjenstanden i dens hele Omfang, igjen vender tilbage til Følelsen. Undersøgelsen af det Skjønne maa, hvis den ikke skal blive ganske illusorisk, saavidt nærme sig den naturvidenskabelige Metode, at den forsøger at komme Tingene selv ind paa Livet og at udforske, hvad der i disse er det livende, det Objektive, løst fra de tusindfold vekslende Indtryk.”

Bogen blev oversat til dansk og fungerede længe som et æstetisk standardværk; og med den i hånden gik Hanslick til kamp mod den omsiggribende følelsesæstetik, hvilket i særdeleshed vil sige Wagner, der imidlertid tog hævn ved at karikere Hanslick i operaen Die Meistersinger von Nürnberg (1868), hvor den krakilske stadsskriver, Sixtus Beckmesser, er inspireret af Hanslick, men også komponister som Bruckner, Listz og Tjajkovskij måtte holde for. Om Tjajkovskijs berømte violinkoncert skrev Hanslick således (gengivet efter Gerhard Schepelern og Gereon Brodins koncerthåndbog II, s. 534):

”Der spilles ikke længere paa Violinen, den mishandles, den rives i Stykker, den bankes gul og blaa. – – Finalen fører os midt ind i et russisk Markeds brutale og ynkværdige Glæde. Vi ser vilde og vulgære Ansigter, vi hører Eder, vi mærker Lugten af daarlig Brændevin. Tschaikovskys Violinkoncert giver os for første Gang den ækle Tanke, at der kan findes Musik, som lugter daarligt for Øret.”

Hanslicks grovheder og æstetiske dogmatisme har dog ikke forhindret den 5. symfoni i at blive en af de mest kendte og elskede fra højromantikken; og også dette værk blev glimrende fremført i fredags. Her gør det ikke så meget hvis orkestret spiller højt, voldsomt og en smule larmende. Meget af Tjajkovskijs musik fungerer efter min mening så afgjort bedst, når orkestret giver efter og ikke går på kompromis med de voldsomme virkemidler. Bliver musikken for pæn bliver den ligegyldig.

Referencer

Koncertprogram for koncerten fredag. Kan hentes her: http://www.dr.dk/Koncerthuset/Kalender/2014/februar/tjajkovskij-og-rakhmaninov-28.htm.

Dr. Eduard Hanslick, Om Det Skjønne i Musikken. Et Bidrag til Tonekunstens Æstetik (Oversat med Forfatterens Tilladelse efter Originalens sjette Oplag af Karl Bjørset, 1885)

Gerhard Schepelern og Gereon Brodin, Koncerhaandbogen II. Orkester og Vokalmusik fra Romantik til Impressionisme (1957)

Gerhard Schepelern og Gereon Brodin, Koncerthandbogen III. Det 20. Aarhundredes Musik (1959)

P.N.

P.N. er vores anmelder og polyglote kulturskribent ved aarsskriftet-critique.dk.

Tegn abonnement på Årsskriftet Critique for kun 199,-

CRITIQUE 2023 - Forside

Få Årsskriftet Critique

Tegn abonnement i dag for 199 kr

CRITIQUE 2023 - Forside