Film: Guldfeber

13. marts 2014
2 minutters læsetid

2014 er jubilæumsår i mange sammenhænge. Det er 150-året for det danske nederlag i den anden slesvigske krig; og det er 150-året for Richard Strauss’ fødsel. Ikke mindst er det 100-året for første verdenskrigs udbrud; og faktisk er det også 100-året for Charles ”Charlie” Spencer Chaplins (1889-1977) filmdebut, hvor han samtidig skabte sin kendte vagabondfigur, som med det karakteristiske, slidte jakkesæt, bowlerhatten, bambusstokken, overskægget og ikke mindst den ukuelige optimisme var med til at bane karrieren for filmhistoriens måske største skikkelse, der vel kun tåler sammenligning med Hitchcock (1899-1980). I anledning af jubilæumsåret vises der forskellige af Chaplins bedste film

Chaplin var vel mest kendt som skuespiller, men han instruerede selv en lang række af sine film; og han komponerede endog undertiden også selv musikken. Begge dele var tilfældet i ”The Gold Rush” (”Guldfeber”) fra 1925. Her passerer Chaplin som “the Lone Prospector” Chilkoot-passet i Klondike under den store guldfeber i slutningen af 1800-tallet i jagten på rigdom, lykke og kærlighed. Det massive, sneklædte bjergpas og den susende vintervind står i skærende kontrast til Chaplins sjove gangart; og det lover selvfølgelig problemer forude, da Chaplin bliver forfulgt af en sulten bjørn! Vor helt slipper dog fra den og fortsætter ufortrødent sin færd. Han bliver dog snart fanget i en frygtelig storm, og han må søge ly i en hytte hos den skurkagtige slyngel BLACK LARSEN, der er udover at være ualmindelig ugæstfri også er eftersøgt af ordensmagten. Heldigvis får vor helt hjælp af guldgraveren BIG JIM, der netop har fundet et bjerg af guld under sneen. Sammen får de has på Larsen, og efter et par kontroverser er overstået, udvikler de et venskab.

Der er dog flere problemer forude, og mens filmens første del overvejende viser Chaplins komiske talent, viser filmens midterdel hans talent for at udvikle karakteren i en mere følelsesmæssig retning, hvor vor helt forelsker sig hovedkulds i den smukke Georgia. Hun vil imidlertid kun gengælde hans følelser med latterliggørelse og ondskabsfulde narrestreger; og man får helt ondt af den ensomme helt. Med lige dele optimisme og naivitet i bagagen lader vor helt sig dog ikke slå ud af alskens tølpere og fruentimmere, og jagten på lykken går ufortrødent videre. Filmens morale er, at hvis man har hjertet på rette sted, og ikke lader sig kue af modgang, så skal det nok gå alt sammen.

Chaplins og filmens styrke er, at det formås at skabe en meget komplet figur med meget simple virkemidler, hvor der i pantomimeform både skabes tegnefilmsagtige situationer, der er voldsomt morsomme, samt følelsesmæssig indlevelse. Til sammen giver det en figur, der med sin almenmenneskelighed er genkendelig og vedkommende også efter 100 år. 8/10

P.N.

P.N. er vores anmelder og polyglote kulturskribent ved aarsskriftet-critique.dk.

Tegn abonnement på Årsskriftet Critique for kun 199,-

CRITIQUE 2023 - Forside

Få Årsskriftet Critique

Tegn abonnement i dag for 199 kr

CRITIQUE 2023 - Forside