Opera: Rusalka

Rusalka, foto fra Det Kongelige Teaters opsætning af Thomas Petri

Selvom Det Kongelige Teater, i hvert fald indtil videre, har valgt at forbigå Richard Strauss’ 150-årsjubilæum i tavshed, skal man naturligvis ikke glemme, at der alt andet lige er glimrende operaer på programmet, f.eks. tjekkiske Antonín Dvořáks (1841-1904) opera, Rusalka, der spillede på Operaen her i vinters. Dvořák er mest kendt for sin flotte, højromantiske orkestermusik, men han skrev faktisk også en del operaer, hvoraf kun få dog er kendte. Dette skyldes formentlig, at Dvořáks orkestermusik i sig selv var fremragende, men også, at der var trængsel på de europæiske operascener i slutningen af 1800-tallet, hvor en operakomponist ikke bare skulle konkurrere med arven fra tidligere tiders stjerner, Mozart, Rossini, Bellini m.fl., men også med samtidige giganter som eksempelvis Verdi og Wagner. Af de af hans operaer, der opføres regelmæssigt, er Rusalka fra 1901 formentlig den mest opførte.

Rusalka, foto fra Det Kongelige Teaters opsætning af Thomas Petri
Rusalka, foto fra Det Kongelige Teaters opsætning af Thomas Petri

Librettoen er forfattet af Jaroslav Kvapil; og historien er baseret på forskellige fortællinger fra den tjekkiske folketradition, men også på H. C. Andersens Den lille havfrue. Der er altså tale om ægte eventyr af den gode gammeldags slags.

Operaen handler om vandnymfen Rusalka, der forelsker sig en prins fra menneskenes verden, men da hun er en vandnymfe, kan hun ikke få ham. Han kan faktisk ikke engang se hende, hvilket gør den stakkels pige frygtelig ulykkelig; og hun drømmer derfor om at blive menneske, sådan at hun kan få sin elskede. Hendes far, søkongen/søtrolden forstår hende ikke og advarer hende mod menneskene, der er både onde og troløse. Han prøver at appellere til, at hendes vandnymfe-søstre vil savne hende, men Rusalka vil ikke høre; og hun bønfalder derfor heksen Ježibaba om at gøre hende til menneske. Heksen indvilliger heri, men kun på den betingelse, at Rusalka skal være stum, så længe hun er menneske, hun vil derfor ikke kunne tale og udtrykke sin kærlighed til sin elskede. Hvis han forråder hende, vil de begge være fortabt; og hun må vende tilbage til vandet og være tvunget til et liv i mørke frem for i solen.

I starten går det hele som planlagt. Rusalka får menneskekrop og menneskesjæl; og prinsen forelsker sig straks i hende og vil tage hende til ægte. Rusalka opdager dog snart, at menneskers følelser kan være særdeles flygtige og uensartede. Småfolkene omkring slottet, hvor hun bor med prisen, er bange for hende. Og de frygter, at hun er et overnaturligt væsen, der vil bringe dem ulykke. Prinsens følelser rettes også snart mod en fremmed prinsesse, der er jaloux på Rusalka, håner hende og forsøger at ødelægge hendes forhold til prinsen.

Historien er enkel, effektiv og glimrende og udover kærlighedshistorien rummer den også mere generelle fortællinger om ungdommelig naivitet og menneskelig svaghed. Dvořáks musik er fremragende; og den fornemt leveret af Det Kongelige Kappel. Interessant er det, at den er noget mørkere, end man kender den fra hans symfonier. Gennemgående er Rusalka en mørk opera. Musikken er uendelig i den forstand, som det kendes fra Wagner, hvor den ene passage uden ophold glider over i den næste, men Dvořák har også passager, der de facto er fritstående arier, mest kendt er nok Rusalkas sang til månen i første akt. Musikalsk er vi i nærheden af Puccini, men heldigvis undgår Dvořák at forfalde til sentimentalitet og overdrevet føleri.

Mens musik og historie altså fungerer upåklageligt, halter Det Kongelige Teaters opsætning imidlertid efter det gode forlæg. Richard Jones (ved Kim Amberia) har stået for iscenesættelsen, og opsætningen er i det store hele udmærket, især i første akt, hvor den i det store hele foregår ved en sø i skoven, sådan som den skal. Selvom scenografien måske er noget spartansk, er belysningen eventyragtig og giver det hele et magisk, overnaturligt præg.

Navnlig i tredje akt går det imidlertid galt. Her er vi havnet på en bar, hvor søens vandnymfer synes at være blevet simple glædespiger, der venter på at blive samlet op af tilfældige, mandlige besøgende. Der synes dog ikke at være belæg for dette pubertære indfald i Kvapils libretto, ikke engang i den synopsis, der findes i Det Kongelige Teaters eget program for opsætningen; og det må således være Jones’ eget indfald. Ideen synes at være, at dette skal gøre Rusalkas forfald begribeligt for et nutidigt publikum. Jeg har min tvivl; og jeg tvivler på, at den slags narrestreger får flere til at gå i operaen. Tværtimod. For man føler sig som tilskuer i den grad talt ned til med den slags indfald; og folk kan selvfølgelig godt forstå og fortolke historien, uden at der skal gøres vold på den gennem opsætningen. Hvis man vil hjælpe publikummet, kan man lave programartikler eller introduktioner til formålet.

Det er efterhånden mere undtagelsen end reglen, at operaer opsættes i den traditionelle stil, som oprindelig var tiltænkt. Dette er en skam; og skal man dømme ud fra pausesnakken er det det, som folk efterspørger. Tendensen er desværre generel, i hvert fald i Vesteuropa, hvor operahuse synes at konkurrere om, hvem der kan lave de mest utraditionelle opsætninger. Operainstruktørerne har taget over i en sådan grad, at deres ”kreative” fantasier gang på gang får lov til at gå forud for den kunstneriske intention med værket. I pauserne under Rusalka lød det dog til, at man måske med fordel kan henlægge operarejserne til Østeuropa, hvor operainstruktørvældet angiveligt endnu ikke er slået igennem. Ellers må man til USA, hvor Metropolitan Opera i New York er kendt for at lave traditionelle opsætninger af operaer. Denne opera er da også privat finansieret i modsætning til mange Vesteuropæiske operahuse. Den har med andre ord ikke råd til at sætte noget op, som folk ikke vil se.

Man kan dog glæde sig over, at det ikke blev så slemt, som Richard Jones oprindelig havde forestillet sig. I et interview i programmet til forestillingen udtaler han nemlig følgende:

”Rusalka vil ændre sin krop og sin identitet. Det er ligesom et menneske, der drømme om en skønhedsoperation. Så jeg overvejede, om min opsætning skulle handle om anorektiske supermodeller, men det havde jeg ikke lyst til. Det ville have været for aggressivt, og jeg ville hurtigt have kedet mig – men min forestilling handler helt sikkert om et menneske, der vil ændre sin krop radikalt, og om hvilke konsekvenser det har.”

Richard Jonas skal have mange tak for, at det ikke gik så vidt; og at det hele faktisk blev meget godt. Det var dog ikke godt nok.

Link til Det Kongelige Teaters hjemmeside, hvor man kan høre uddrag fra musikken, blandt andet Rusalkas sang til Månen, og se en reklamefilm for operaen:

http://kglteater.dk/det-sker/forestillinger/sason-2013-2014/opera/rusalka

Referencer

Program trykt i forbindelse med opsætningen
Oversættelse af librettoen fra Opernführer, se http://www.opera-guide.ch/opera.php?id=116&uilang=de