I flæsket på EU’s fredsmyte

Det er ikke EU, men snarere de europæiske nationalstater, der har skabt fred i Europa, skriver Kasper Støvring i sin bog Fortællingen om fredens Europa, der på trods af enkelte mangler er et vigtigt bidrag til debatten om EU’s rolle.

Af Nikolaj Bøgh

Blandt de senere års væsentligste bidrag til konservativ idédebat i Danmark finder man en række større og mindre værker fra kulturforskeren Kasper Støvrings hånd. Støvring repræsenterer en uafhængig konservativ position med stor fokus på betydningen af den kulturelt homogene nationalstat som forudsætning for et velfungerende samfund og et reelt folkeligt forankret demokrati. Såfremt man er optaget af de mere principielle linjer i, hvad dansk konservatisme er, var, eller burde være, har Kasper Støvring således meget væsentligt på hjerte. Også selvom man ikke køber alle hans til tider noget skarptskårne konklusioner.

En gammel fortælling

Med Fortællingen om fredens Europa har Kasper Støvring nu skrevet en debatbog om EU, som navnlig bygger videre på analyserne fra hans seneste bog om Sammenhængskraft (2010), og den understregning af den homogene nationalstats mange positive funktioner, som den rummer. Den nye bogs anliggende er som udgangspunkt at imødegå ”argumentet over alle argumenter” for EU’s berettigelse: At EU sikrer freden i Europa ved at knytte de europæiske lande (egentlig oprindelig de europæiske stormagter) sammen i et forpligtende samarbejde, hvor krig umuliggøres gennem fælles råderet over nøgleressourcer – eller hvor omkostningerne ved at gå i krig med hinanden bliver for store på grund af de mange samarbejdstråde, der binder landene sammen. Det er en argumentation, som navnlig har spillet en stor rolle for borgerlige EU-tilhængere gennem tiden – ikke mindst for konservative. Denne anmelder husker fx en klassisk konservativ præsentationsvideo forud for Europa-Parlamentsvalget i 1984, hvor den mangeårige konservative profil Poul Møller fortæller om EU’s fredsskabende rolle foran en gammel film med ruiner fra 2. verdenskrig, mens sangerinden Lulu Ziegler synger ”Jeg er den sidste turist i Europa”.

Blokerer kritik

Argumentet om EU’s fredsskabende rolle er ofte blevet brugt til at affeje de (mange) konkrete kritikpunkter af EU’s store reguleringsiver på talrige områder – oftest begrundet med hensynet til det indre markeds funktion – eller til at affeje kritik af EU’s integrationistiske organisation med bl.a. en domstol, som skaber en praksis med betydelig magt til reelt at lave egen regulering uden hensyntagen til de politiske målsætninger i medlemslandene. Det er et problem, når man ikke kan diskutere konkret politisk indhold på grund af en relativt abstrakt, men indiskutabelt positiv overordnet værdi som ”fredsskabelse”. Støvring refererer i begyndelsen af bogen konkrete borgerlige EU-tilhængere, som i realiteten søger at monopolisere debatten og udgrænse alternative synspunkter – sågar med anvendelse af venstrefløjens og de kulturradikales foretrukne udgrænsningstrick; at man har et ubehageligt ”menneskesyn”, hvis man problematiserer den herskende EU-ideologi. Alene derfor er Kasper Støvrings ærinde særdeles relevant og hans argumenter væsentlige at forholde sig til. Og da der bl.a. i Det Konservative Folkeparti trives en betydelig skizofreni i forhold til ønsket om at værne om nationalstatens kultur og hævde en vis principiel EU-skepsis – samtidig med at man i praksis så godt som aldrig konkret ønsker at indtage et EU-kritisk standpunkt, kan bogen med fordel læses af konservative med interesse i at udvikle en lidt mere konsistent EU-holdning. Også selvom bogens EU-kritik formentlig vil være lidt for hård kost for mange. Det er med andre ord en spændende og meget engageret bog, som kan være med til at tilføje nye perspektiver til den danske EU-debat, som meget ofte præges af lige dele apati og automatreaktioner.

Kosmopolitisk projekt

Støvring tager med god argumentatorisk effekt sit udgangspunkt i tildelingen af Nobels Fredspris til EU i 2012. Modsat de øvrige nobelpriser har fredsprisen slidt på sit omdømme ved en række åbenlyst politisk begrundede tildelinger, navnlig i den periode, hvor den norske socialdemokrat Thorbjørn Jagland har været formand for tildelingskomitéen. Den vel nok mest opsigtsvækkende af disse var tildelingen af fredsprisen i 2009 til den spritnye amerikanske præsident Barack Obama, som havde siddet så kort tid, at han ikke havde haft mulighed for at skabe nogen form for fred, men alene et diffust ”håb”. I samme noget agitatoriske politiske boldgade finder vi tildelingen af prisen til EU, og det er på mange måder øjenåbnende, når Støvring citerer de takketaler, som henholdsvis EU-præsident van Rompuy og kommissionsformand Barroso fik holdt i den anledning. For talerne siger meget om den diffuse kosmopolitiske vision, EU-toppen præges af. Ambitionsniveauet går langt ud over, at unionen skal gavne EU’s medlemslande – eller Europa som sådan, for den sags skyld – men hvor man tilsyneladende i fuldt alvor forestiller sig, at EU kan tjene som en global samarbejdsmodel, der, baseret på menneskerettigheder og en regulatorisk udvikling og drevet af ikke-folkevalgte embedsmænd og dommere, virker for fredelig sameksistens mellem verdens lande. Støvring påviser gennem citater fra takketalerne, hvordan EU-toppen netop ikke tager udgangspunkt i den fælles europæiske kultur, men i stedet i kosmopolitiske ”værdier”. Heri finder man bl.a. baggrunden for, at EU-toppen er så optaget af at tilbyde det overvejende ikke-europæiske og på mange måder problematiske Tyrkiet medlemskab af EU.

EU’s virke har – hævdes det – fredeliggjort de traditionelle aggressive europæiske nationalstater, som i første halvdel af det 20. århundrede kastede verden ud i to katastrofale verdenskrige. Heroverfor argumenterer Støvring, at det netop er velfungerende nationalstater, som skaber fredelig sameksistens både indadtil og udadtil. Som i sine tidligere værker argumenterer han for, at der i homogene nationalstater med fælles historie, sprog, kultur og traditioner opstår en høj grad af sammenhængskraft og tillid, som skaber grundlag for fredelig sameksistens internt – såvel som mulighed for frugtbart samarbejde udadtil.

Nationalstaterne og freden

Det, som efter Støvrings opfattelse skaber krig og ufred, er til gengæld imperiedrømme og ideologisk funderede overnationale imperiekonstruktioner som Nazityskland og Sovjetunionen – og potentielt også EU selv. I den periode siden 2. verdenskrigs afslutning, hvor EU hævder at have sikret freden i Europa, er det efter Støvrings og hans kilders opfattelse netop sammenbruddene af først Nazityskland, der affødte etniske fordrivelser efter krigen og dernæst Sovjetunionens sammenbrud, som har skabt grundlag for den velfungerende homogene europæiske nationalstat, der har sikret fred og stabilitet i vores verdensdel. Fremfor at sikre freden i Europa er EU altså med til at undergrave grundlaget for fred og stabilitet, fordi EU svækker de nationalstater, der har sikret freden. I modsætning til meget af den traditionelle diskurs, som opfatter nationalstaten som et bedaget, udlevet foretagende, ser Støvring altså nationalstaten som en moderne succeshistorie, der er værd at værne imod EU’s overstatslige og ideologisk funderede overgreb.

Da der bl.a. i Det Konservative Folkeparti trives en betydelig skizofreni i forhold til ønsket om at værne om nationalstatens kultur og hævde en vis principiel EU-skepsis – samtidig med at man i praksis så godt som aldrig konkret ønsker at indtage et EU-kritisk standpunkt, kan bogen med fordel læses af konservative med interesse i at udvikle en lidt mere konsistent EU-holdning

Bogen igennem gennemgår Støvring en række eksempler på, hvordan EU fungerer i konflikt med nationalstaterne, og hvordan EU på en række punkter forsøger at erstatte den demokratisk funderede og virkelighedsnære politik, nationalstaterne fører – med bl.a. den danske udlændingepolitik som eksempel – med juridisk og ideologisk begrundede fælles EU-løsninger. EU mangler efter Støvrings opfattelse demokratisk og folkelig legitimitet, og som følge heraf har man udviklet en uigennemskuelig beslutningsproces, der på grundlag af et uforståeligt traktatgrundlag og store muligheder for domstolsfortolkning af såvel traktatgrundlaget som konsekvenserne af den enkelte EU-retsakt truer med at ødelægge ansvarlighed, tillidskultur og i sidste ende også frihedsrettigheder i medlemslandene.

Støvrings EU-kritik er som sådan ikke ny, og han refererer da bogen igennem også til en række andre EU-kritiske forfattere – bl.a. den konservative tidligere tjekkiske regeringsleder og præsident Vaclav Klaus. Men ved at tage udgangspunkt i forsøget på at punktere myten om EU’s fredsskabende rolle sætter Støvring den grundlæggende EU-kritik ind i en interessant ny sammenhæng, og han tilføjer også på en række punkter interessante perspektiver til allerede kendte problemstillinger. Der argumenteres i bogen således for, at EU’s ideologisk funderede og juridisk fremførte fokus på globale menneskerettigheder i Danmark aktivt anvendes af en slags politisk ”5. kolonne” med bl.a. Institut for Menneskerettigheder og politiske yderpositioner som den radikale politiker Zenia Stampe. Disse kræfter forsøger gennem juridisk aktivisme at fremme holdninger til bl.a. ligebehandling og udlændingepolitik, som de aldrig ville kunne skaffe politisk flertal for at gennemføre. Derigennem risikerer man, at den nationale politiske beslutningsproces kortsluttes og den generelt meget store folkelige accept af opbakning til landets lovgivning lider skade – men altså uden at EU er direkte involveret i processen, men blot legitimerer metoden.

Støvrings blinde vinkler

Det er som nævnt en meget engageret debatbog, og deri ligger både dens styrke og dens svaghed. Styrke, fordi Støvring med brask og bram går lige i flæsket på myten om EUs fredsskabende rolle med stærke og overbevisende argumenter og med relevante eksempler og referencer til (andre) vigtige debattører. Det er spændende at læse, bogen er – i den mest positive betydning – hurtigt læst. Svagheden ved en skarptskåren debatbog er naturligvis, at nuancerne har det svært. Alene i beskrivelsen af den institutionelle sammenhæng mellem de europæiske institutioner er Støvring ude på noget tynd is. Europarådet og Den Europæiske Menneskerettighedskonvention gøres således med et snuptag til en del af EU-systemet, hvad de jo strengt taget ikke er, selvom der naturligvis er en vis ideologisk sammenhæng mellem dem. Det forekommer også lovligt letbenet, når vi i bogens indledning to gange hører den (tvivlsomme) påstand, at EU-institutionerne befolkes med ”døde sjæle”, uden sans for værdien af kultur.

Jeg mener også, at Støvring går lige lovlig let henover den historiske analyse. For selvom jeg fuldt ud kan tilslutte mig det bærende argument i bogen – at kulturelt homogene autonome nationalstater er den bedste garant for et velfungerende samfundsliv indadtil og et fredeligt samarbejde udadtil, så mangler der nuancering. Man kan vel således næppe hævde, at i og for sig homogene nationalstater som England og Frankrig var uden skyld i udbruddet af 1. verdenskrig, der jo senere skabte fundamentet for Hitlers imperialistiske ambitioner. Ej heller kan man formentlig hævde, at disse traditionelle europæiske stormagter er blevet mere homogene siden 2. verdenskrig – tværtimod.

Nationalstaterne og krigen

Man kan også her i 150-året for krigen i 1864 diskutere, om Støvrings observationer om nationalstatens fredsskabende karakter er helt i overensstemmelse med den langsigtede danske erfaring. Op til krigsudbruddet var det de konservative helstatstilhængere, der ønskede at bibeholde de sprogligt og kulturelt uhomogene hertugdømmer samt kongeriget under samme konge, og som advarede mod den Ejderpolitik, de toneangivende nationalliberale politikere førte, hvor man ønskede at forene kongeriget og det kulturelt og sprogligt danskdominerede Slesvig, men udskille Holsten og Lauenborg. Selvom genforeningen i 1920 med den nordlige del af Slesvig, som havde undgået dominerende fortyskning, skabte en homogen nationalstat, så var fravalget af helstatspolitikken den direkte årsag til den katastrofale krig, som i realiteten truede landets overlevelse, og som kostede os dyrt på mange områder. Var helstatspolitikken en fejltagelse og 1864 en skjult velsignelse? Det er nok tvivlsomt…

Euroens rolle

Et punkt, som jeg synes Støvring med fordel kunne have gjort mere ud af, er spørgsmålet om Euroens funktion i integrationsbestræbelserne. Støvring nævner – åbenlyst med rette – at Euroen var og er et særdeles risikabelt forsøg på at etablere en monetær union mellem alt for uensartede økonomier, og at konsekvenserne at Euroens sandsynlige sammenbrud for Europas økonomi kan blive særdeles alvorlige – også for Danmark, selvom vi klogelig har valgt at stå udenfor samarbejdet. Men ser man på den måde, som de virkelig store spring fremad i EU’s udvikling er foregået på, så er forløbet med Euroen helt logisk. Man træffer en ekstremt vidtgående beslutning, som efterfølgende skaber ”behov” for yderligere integration og ensretning af medlemslandenes individuelle regler på utallige områder. Således er der næppe tvivl om, at man blandt EU-eliten ønsker den fælles monetære politik i Euroen fulgt op af en egentlig fælles finanspolitik – og også gerne skattepolitik, som endnu engang vil fratage nationalstaterne helt afgørende dele af deres autonomi. Den udvikling er godt i gang med kravet til medlemslandene om at leve op til fælles budgetregler, sende finanslovsforslaget til gennemsyn i Bruxelles etc. Det indre marked var på mange måder et tilsvarende forsøg, som efterhånden affødte ”behov” for omfattende ensretning af regler og love i medlemslandene på utallige områder, som ingen dansk politiker i hvert fald havde forestillet sig, da vi stemte om det indre marked i 1986. Deraf bl.a. hele miseren med domstolens angreb på den danske udlændingepolitik og kravet om potentiel adgang til danske velfærdsydelser for samtlige EU-borgere.

Manglende løsninger

Som det næsten altid er med EU-kritik, er der i bogen gjort mere ud af diagnosen af problemet end af beskrivelsen af løsningen/den alternative model. Støvring hælder åbenlyst til at dansk udmeldelse af EU ville være det bedste, men er også åben for muligheden af et mere fleksibelt EU, inspireret af den konservative britiske premierminister David Cameron, som har lovet sine vælgere en folkeafstemning om fortsat EU-medlemskab. Tanken er her, at det skulle være muligt at etablere et frihandelsområde i EU med langt større autonomi til medlemsstaterne. Det er en kompliceret sag, for som nævnt er hovedårsagen til rigtig mange af de konkrete konflikter mellem EU og nationalstaternes autonomi netop ”frihandelen” – eller med andre ord det indre marked, som ifølge systemets iboende logik kræver ensretning på snart sagt utallige områder. Men, som Støvring slutter med, så er det ”et emne for en anden bog” – og Støvring skal bestemt have ros for, at han har skrevet netop denne bog, som så præcist og forfriskende peger på en lang række af de problematiske sider ved det nuværende EU, og på hulheden i argumentet om ”Fredens Europa”.

Kasper Støvring: Fortællingen om fredens Europa, Munch & Lorenzen, 2014.

Nikolaj Bøgh er cand.scient.pol og medlem af Frederiksberg Kommunalbestyrelse (C).