Film: Sunset Blvd.

Cinemateket havde forleden valgt at sætte Billy Wilders Sunst Blvd. Fra 1950 på plakaten. Et glimrende initiativ, da det er en film, der sagtens kan klare et gensyn på det store lærred. Selvom film ’noir-genren havde sin storhedstid for snart 60-70 år siden, kender de fleste til dens elementer, der ubesværet har vundet indpas i film og tegneserier, ofte som stereotyper i form af ensomme, selvudslettende detektiver på mørke kontorer, der opsøges af en mystisk kvindeskikkelse. Forleden kunne man dog se den ægte vare.

Filmen starter med, at filmens fortæller-jeg beretter om et mord, der har fundet sted i et kæmpepalæ på Sunset Boulevard i Hollywood. Han beretter så om, hvordan det kom hertil. Fortælleren er den fattige manuskriptforfatter Joe Gillis, der stræber for at komme frem i Hollywoods filmindustri. Det ser dog sort ud. Det er indtil videre kun blevet til et par manuskripter til ligegyldige b-film, og han har ikke haft en opgave længe. Regningerne hober sig op; og situationen spidser til, da han opsøges af et par gorillaer udsendt af den lokale pengeudlåner, der vil tage hans bil, hvis han ikke hoster op med noget kapital senest omgående. Desperat opsøger han alle venner, bekendte og kontakter m.v. og trygler dem om et job, der kan skaffe nogle penge. Ingen succes. Ved et tilfældigt lykketræf havner han i et faldefærdigt kæmpehus hos den afdankede stumfilmstjerne Norma Desmond, der tidligere var en megastjerne, men som med tonefilmens indtog nu næsten er glemt. Hun lever i sin egen verden i palæet på Sunset Boulevard, hvor hun – overbevist om sin egen storhed – drømmer om sin tilbagevenden til det store lærred og nægter at indse, at tiderne har forandret sig. Butleren Max, der er den eneste beboer i huset udover Norma selv, holder drømmen i live og fortæller hende mekanisk, at hun stadig er en stor stjerne, og at der er tusindvis af fans, der elsker hende. Da Norma tilbyder Joe penge for at hjælpe hende med det manuskript, der skal bane vejen for hendes tilbagevenden til filmen, øjner han chancen for at få løst sine økonomiske problemer, inden han igen er ude af vagten.

Det kommer dog ikke til at gå helt så enkelt, for langsomt, men sikkert, bliver vores hovedperson fanget i det store hus og af den altdominerende Norma, som han ikke helt ved, hvordan han skal håndtere. Hans følelser er uafklarede; og han føler både medlidenhed og lede ved hendes selvfornægtelse. Samtidig er han også fascineret af den selvbevidste kvindeskikkelse, der liver op og genfinder sin ungdom i hans selskab, der stimulere hendes drømme om at vende tilbage til filmen. Samtidig møder Joe i sit parallelle, almindelig, liv den unge, søde Betty Schaefer, der arbejder som korrekturlæser i Hollywood, men som har ambitioner om at blive manuskriptforfatter. Bettys følelser for Joe er slet skjulte, og da tilmed finder kreativiteten i hinandens selskab synes de som det oplagte par. Joes vanskelige følelser for Norma kommer dog på tværes, og han har vanskeligt ved at træde i karakter over for nogle af de to kvinder, før det er for sent.

Filmen er et mørkt portræt af det ellers så glamourøse Hollywood, der i filmen bliver et stort sort hul, der pirrer menneskers drømme, men som ender med at fortære og ødelægger både dem, og hvad de har kært. Filmens titel bliver således en ironisk kommentar til den ellers så berømte gade og dens reference til solnedgangen. I den forstand minder synes David Lynch at have hentet en hel del inspiration til såvel Mulholland Dr. (2001) som Inland Empire (2006) i Billy Wilders film. I Sunset Blvd. er kritikken dog mere underspillet, og der fokuseres mere på karaktererne, særligt Joe. Til gengæld er fortællestilen mere ligefrem end hos Lynch. Filmen er i grove træk et portræt af en mand, der stræber efter succes, men som lader drømmen styre ham, sådan at han ender med amputere sig selv og sine ambitioner. Samtidig er det en stille formaning om ikke at glemme fortidens storhed, bare fordi den ikke er der længere. 8/10

Trailer: