Film: Die Nibelungen

7. februar 2014
3 minutters læsetid

Der var gedigen storfilm på plakaten forleden, da Cinemateket i København havde valgt at vise Fritz Langs monumentale ”Die Nibelungen” fra 1924. De to film, som der rettelig er tale om, varer samlet omkring 5 timer med ca. 2½ time til hver, ”Siegfried” og ”Kriemhilds Rache”. Der er ikke tale om en filmatisering af Wagners Nibelungens Ring, men Fritz Lang trækker på samme tyske helteepos ”Das Nibelungenlied” fra omkring 1200, men adskiller sig dog noget fra Wagners version; og Lang har filmatiseret det tyske sagn uafhængigt af Wagners operatetralogi,

I grove træk handler filmen om den de omstændigheder, der ifølge sagnet førte til Burgunderrigets undergang (omkring 435 e.kr.), men mere generelt forsøger Lang at søge efter en idealiseret, tysk fortid midt i Weimarrepublikkens kaos.

Kriemhild som prinsesse
Kriemhild som prinsesse
I filmen møder vi helten Siegfried, der er søn af kong Siegmund fra Xanten (vistnok i nærheden af det nuværende Düsseldorf), der har hørt om den smukke Kriemhild med de lange lyse fletninger, der har til huse ved burgundernes hof i det prægtige Worms. Siegfried beslutter sig for at ride ud og bejle til hende, men på sin vej kommer han forbi alskens farer, blandt andet en fæl og væmmelig drage, der spyr farlige ild! Som en ægte helt besejrer han naturligvis dragen ved uforfalsket heltedåd. Ikke at dragen har gjort ham noget, men i den slags historier er drager per definition onde og indbegrebet af de mørke kræfter, som mennesket skal besejre, uanset (n)utidig politisk korrekthed fordrer biodiversitet og fredelig sameksistens med naturen. Dragens blod sætter Siegfried i stand til at forstå skovens fugle, og en af dem fortæller ham, hvordan dragens blod kan gøre ham usårlig. Efter alt dette er vi kun nået små 15-20 minutter ind i filmen (!)

Da Siegfried omsider ankommer til Worms, har han vundet hæder og ære, og alle har hørt sange om hans bedrifter og heltegerninger. For at Siegfried kan få Kriemhild, er han dog nødt til at indgå alliance med hendes slapsvans af en bror, den burgundiske kong Gunther. Han er ugift, men vil gerne ægte den islandske dronning Brünhild, der er ubeskriveligt smuk, men som kun er bestemt for den stærkeste af alle, og som bestemt ikke vil lade sig nøje med mindre. Hvor hun hos Wagner er en valkyrie, der har mistet sin guddommelighed og blevet sårbart menneske, er hun i Fritz Lang en regulær amazone. Gunther har derfor brug for en germansk Herakles til at besejre den kvindelige vildskab, og hermed er kortene lagt op til det næste store eventyr!

Kriemhild som hævner!
Kriemhild som hævner!
Problemer med Brünhild er dog vand i sammenhæng med de problemer, som burgunderne, der senere tager navn til Nibelungerne, får med den ellers så uskyldige Kriemhild, der forvandler sig fra sød prinsesse til en germansk Elektra, der af hævntørst udvikler et altfortærende had til en af kongens mest betroede mænd, Hagen Tronje. Da den tyske ånd (som det hedder i filmen) fordrer, at kongen beskytter sine tro mænd kommer begivenhederne så meget ud af kontrol, at det ender med Nibelungernes totale undergang. Som det hedder i sagaen:

”Ich kann Euch nicht berichten, was dort noch geschehen ist, nur dass man Ritter, Damen und auch die edlen Knappen den Tod ihrer lieben Freude beweinen sah. Hier hat die Geschichte ein Ende. Dies ist »Der Nibelungen Not«.”

Kriemhilds forvandling er egentlig meget sigende for filmens karakterer, der sjældent er helt entydige. Alle har de ”gode” grunde til at gøre ”dårlige” handlinger; og de fleste handlinger kan forklares og forsvares ud fra datidens moral og æresbegreber, der faktisk ikke forekommer helt så fjerne som den fortid, det hele foregår i. Ganske meget virker meget almenmenneskeligt, og den store fortælling om et folks storhed, selvtilstrækkelighed, korrumpering og fald bliver derfor så meget desto mere nærværende.

Fritz Lang er vel mest kendt for science-fiction-filmen Metropolis fra 1927; og Die Nibelungen er stilistisk meget magen til. Den er lavet i samme kæmpeformat, hvor der bruges tusindvis af statister til de gigantiske kulisser og rekvisitter, som filmen flyder over med. Mest imponerende er hans evne til at filme alt i et perspektiv, der får selv de mindste værelser til at virke som de største katedraler; og overalt er æstetikken massiv og monumental i en grad jeg ikke mindes at have set hverken før eller siden. Noget nær det samme kan siges om musikken, der ligesom musikken til Metropolis er komponeret af Gottfried Huppertz i fornem senromantisk stil, og sammen med den enestående billedside skabes der et helhedsindtryk, der er intet mindre end overvældende.
64679751
Man ærgrer sig derfor heller ikke et øjeblik over, at der er tale om en stumfilm. Snarer tværtimod, når historien fortælles så effektivt udelukkende via billeder og musik, er det nærmest ved at flytte historien uden for en specifik historisk kontekst, hvormed mytens kraft som almenmenneskelig fortælling kommer effektivt til udtryk.

Derimod kunne jeg godt et par gange have ønsket, at de tyske mellemtekster, der var skrevet med gotisk skrift, blev stående et par sekunder mere. Undertiden kunne det være svært at nå at læse det hele. 10/10

Referencer

Das Nibelungenlied. Mittelhochdeutsch/Neuhochdeutsch. Nach der Handschrift B herausgegeben von Ursula Schulze. Ins Neuhochdeutsche übersetzt und kommentiert von Siegfried Grosse (2010)

P.N.

P.N. er vores anmelder og polyglote kulturskribent ved aarsskriftet-critique.dk.

Tegn abonnement på Årsskriftet Critique for kun 199,-

CRITIQUE 2023 - Forside

Få Årsskriftet Critique

Tegn abonnement i dag for 199 kr

CRITIQUE 2023 - Forside