Essensen af eksistensen

200-året for Søren Kierkegaards fødsel reaktualiserede i høj grad interessen for Kierkegaards teologi og filosofi. Mag.art. Birgit Bertung, der er forfatter til en række bøger om Kierkegaard, præsenterer i månedens Replique-kronik essensen af Kierkegaards tænkning, med særlig vægt på menneskelivet i dets evindelige spædingsfelt mellem paradokser, tro og ansvar for næsten.

af Birgit Bertung

 Søren Aabye Kierkegaard (1813-1855) er ikke naturvidenskabsmand, men fokuserer på, hvad et menneske eksistentielt set er, for at finde meningen med tilværelsen – det at være til. Han kan fx skrive om mennesket som ”en syntese”, en sammensætning af ”legeme og sjæl”, krop og psyke, noget der er bestemt af ”nødvendighed” og noget, som er frit. Ens køn, alder, højde osv. kan man jo ikke ændre på, men det gælder ikke den anden side af syntesen. Man kan vægte det psykiske, det evige, det åndelige – sine muligheder, mere eller mindre seriøst. For at blive en virkelig eksisterende person skal man stræbe mod at holde disse modsatte momenter i ligevægt.

Det ufuldkomne menneske

Det kan imidlertid kun lykkes i ”øjeblikket”, hvorefter mennesker falder fra igen – synder – ligesom en hund måske kan stå på to ben et øjeblik, men igen falder tilbage på de fire, den er skabt med. Hunden er jo ikke et menneske, og mennesket er ikke fuldkomment, det ideale, Gud. Bevægelsen kan så gentages. Alligevel skal mennesket stræbe mod på denne ligevægtige måde at blive et helt menneske – men også indrømme, at det ikke slår til. Et eksisterende menneske er således altid stræbende, og det, som der skal stræbes imod er det ideale, kærligheden, hvorved det bliver sig selv eller ”et selv”, ”den enkelte”, som det er bestemt til. Kærligheden ligger nemlig dybt i grunden og skal blot opdrages, opelskes.

Sokratisk metode

Det er dog ikke nogen ligefrem opgave således, fx som forfatter, indirekte at opdrage et andet menneske; man kan kun hjælpe ved måske at blive anledningen til, at personen selv vælger det rette. Heri er Kierkegaard klart inspireret af Sokrates (ca. 470-399 f.kr.), den gamle græske filosof, som netop gik rundt i Athen og kommunikerede med folk ved at stille dem spørgsmål, de ikke rigtigt kunne svare på, fx hvad retfærdighed er. Derved satte han deres tankevirksomhed i gang. Kierkegaard har annekteret denne metode, dels ved, at han selv gik rundt i København og polemiserede, men navnlig i selve sine skrifter. Det gør han fx ved hjælp af pseudonymer, der modsiger hinanden eller ved hjælp af ironi, humor eller over- eller underspilning af synspunkter. Der kan også være ”falsk vægt på det uvæsentlige”. Dermed bliver det en farlig sag at tage Kierkegaard på ordet, som altfor mange har gjort – idet det giver vildledende konklusioner. Hans skrifter skal forsås som en helhed, der dialektisk modsigende bliver fremlagt, dels fordi der skal være rum for ”modtagerens” egen holdning, dels fordi tilværelsen selv er tvetydig.

Mennesket som syntese

Den førstnævnte analyse af menneskets struktur, som en evigt bevægelig syntese, er således fremsat at pseudonymet Anti Climacus, der betegnes som ”overordentligt” troende – helt urealistisk, og han kaldes derfor i Noterne ”hovmodig” eller endog ”dæmonisk” – alligevel har han for så vidt fat i det rigtige. Hans dialektiske modpol er Climacus, der ikke er troende. Han ved imidlertid hvad kristendom er og er i det hele taget en stringent logisk tænker, en inkarneret filosof. Denne ”uvidenskabelige” kommunikations-metode åbner netop i kraft af sit manglende ”resultat” muligheden for læserens personlige overvejelse og eget valg af, hvad der er sandheden. Denne etiske, indirekte ”meddelelses-dialektik” fravælger altså det blot at ”docere ligefremt”, hvordan en sag forholder sig. Den videnskabelige, direkte, form egner sig nemlig kun til fx naturvidenskab, love eller brugsanvisninger. Det medfører også, at Kierkegaard kritiserer næsten alle samfundsinstitutioner; men det skal blot forstås sådan, at der jo kan siges meget modsigende om dem, fx om ægteskabs-institutionen. Derfor kan der i ”Diapsalmata” (æstetisk mellemspil) i Enten-Eller stå: ”Gift dig, du vil fortryde det; gift dig ikke, du vil også fortryde det” – og der kan næppe siges noget sandere om ægteskabet generelt set. Med kirkeinstitutionen forholder det sig lidt alvorligere, fordi emnet her er kristendom. Dels er ”kirken” som institution kun menneskeværk og dermed selvfølgelig ufuldkommen; men når biskopper holder store middage for de velhavende, mens de fattige sulter udenfor – og dengang sultede de virkelig – så er de gejstlige for langt fra det kristne kærligheds bud: Du skal elske din Næste, som dig selv. Det sker til trods for, at de netop selv prædiker dette bud, og dermed er de hyklere.

Kirkeligt hykleri

Ydermere prædiker de kun nåde og glæde og glemmer, at der også kræves anstrengelse og dermed lidelse. Det er jo lidelsesfuldt, at man ikke nemt og umiddelbart kan blive, hvad man er skabt til: ”den kærlige”. Ligeledes vil de gejstlige heller ikke indrømme, at det ikke er kristendom de prædiker. Præster, og navnlig biskopper, betegnes derfor af Kierkegaard som ”kannibaler” og ”menneskeædere” – hvilket gjorde ham, og stadig gør ham, særdeles upopulær i nogle teologiske kredse. Men de gejstlige lever jo unægtelig af Kristus, og Kierkegaard prøver kun at være værdighedspunkterende for at ”opdrage” dem. Det kræver imidlertid en vis åndelig kapacitet at se, og navnlig at indrømme det. Desuden lægger man i kirkeinstitutionen for stor vægt på det rent æstetiske, fx ifører præsterne sig ”lange klæder”, som skjuler deres egentlige jeg, og man satser meget på musik og dragende retorik for at lokke folk til. Derved underprioriteres det etiske og religiøse. Disse tre hovedkategorier eller stadier: det æstetiske, det etiske og det religiøse, er blevet opfattet som stadier, hvor man enten befinder sig i det ene eller det andet stadie. Men de kan naturligvis kun ses som overordnede bestemmelser for valg af den enkelte handling. Man kan ikke være udelukkende æstetisk, etisk eller religiøs. Den religiøse skal jo også have noget at spise, og det må naturligvis gerne se æstetisk tiltalende ud. Kierkegaard angriber kun det ”udartede”: hvis en enkelt del af livet bliver hele meningen med tilværelsen. Det er selve essensen af Kierkegaards filosofi, at mennesket ikke må overprioritere, så et enkelt forhold bestemmer alt – bliver Gud – hverken fx penge, magt, arbejde eller sex. Forholdet til disse fænomener skal integreres i personligheden på den individuelt rette måde, for at personen kan blive et helt menneske, blive ”ånd”, en selvstændig personlighed: ”den enkelte”. Har man valgt at blive den enkelte med et personligt ansvar, implicerer det netop, at man får øje på det andet menneske – ikke som endnu en genstand, man kan udnytte til egen fordel, men netop som sin Næste, som genstand for næstekærligheden. Dét er essensen i Kierkegaards eksistens-filosofi eller teologi.

Birgit Bertung er mag.art. i filosofi og forfatter til bogen “Søren Kierkegaard – formidlet til nutiden.”