Film: The Wolf of Wall Street

Martin Scorsese har sat sig for at for lave en film om børsspekulanten og 1990er-yuppieen Jordan Belfort, som havde premiere her for nylig. Belfort, der ifølge filmen fik navnet ”The Wolf of Wall Street” af Forbes Magazine, hærgede Wall Street i 1990’erne, og filmen skildrer hans vilde liv på vej til toppen samt den efterfølgende nedtur i form af anklager for svindel, kursmanipulation og lignende. Filmen foregår i 1990’erne og skal have ros for ikke at indeholde hverken fladskærme eller mobiltelefoner.

Filmen starter med Belforts ankomst til Wall Street som ren novice med ambitioner om at gøre store handler. Kortene bliver dog lagt på bordet foran ham allerede den første dag: Der er ingen moral på Wall Street. Ingen kan forudsige om aktierne stiger eller falder; og formålet med børsmægling er derfor alene at flytte så mange af klienternes penge til egne lommer som muligt ved at overtale dem til at købe så mange aktier som muligt og score den størst mulige provision. Penge man herefter kan bruge på biler, luddere eller rusmidler. Penge er det ubetinget vigtigste rusmiddel. Belfort sluger præmissen råt og bliver hurtigt meget dreven til spillet.

Filmens helt centrale emne er Belforts vilde liv med fester, damer og rusmidler til overflod, og den gør ikke meget for at portrættere ham, og det er angiveligt heller ikke filmens formål. Hans liv synes mest af alt at fungere som en blot kulisse for en lang række enkeltscener, der kommer i en lind strøm som perler på en snor, og som sjældent har nogen egentlig sammenhæng. Den ene vilde udskejelse følger efter den anden, og ofte er sex eller stoffer involveret. Det skildres effektivt og filmen er holdt i et komisk og lettere flabet tonefald. Filmen kan derfor ikke ses som en kritik af Wall Street og yuppie-kulturen som en verden, hvor penge betyder alt og mennesker intet. Heller ikke synes det at være et forsøg på at glorificere den vilde livsstil, selvom filmen synes at have en vis fascination af de fandenivoldske typer og deres uindskrænkede livsstil. Filmen kan så ses som en film om en mands storhed og fald i stil med Brian de Palmas Scarface (1983), og der er også klare lighedspunkter, men i den henseende har The Wolf of Wall Street det problem, at hovedpersonen i vidt omfang forbliver den samme hele vejen igennem, og at der ikke gøres nævneværdigt ud af at skildre hans personlige deroute, udover et par enkelte scener hen imod slutningen.

Filmen kan vel umiddelbart bedst sammenlignes med Oliver Stones Wall Street (1987). Men man skal så prøve at forestille sig Oliver Stones film, hvis den kun handlede om Gordon Gekko, og vel og mærke havde overdrevet dennes karaktertræk med en faktor 10. The Wolf of Wall Street har da på ingen måde den gamle films charme og raffinement, hvor der samtidig forsøgtes levere et budskab. Det gør Martin Scorseses film ikke.

Filmen er derfor underlig fad i den forstand, at den egentlig er ligeglad med meget af sit indhold. Det handler mest af alt om at svælge i de forskellige enkeltscener og pinlige/komiske optrin, hvor hovedpersonerne konstant overrasker os med, hvor pinlige, de kan være. Dette er for så vidt også ok, for Scorsese forstår at skrue en film effektivt sammen; og de 3 timer går hurtigt, fordi rytmen i filmen doserer stoffet effektivt. Det er dog ikke godt nok til at være rigtig godt, og det ændrer ikke ved, at filmen mest af alt synes at være en undskyldning for at vise lækre damer, hurtige biler, sex og pinligheder knyttet sammen af jakkesæt og rappe replikker om penge i corporate finance-jargon – Coyote Ugly for CBS-segmentet. 5/10.