Alf Ross genudgivet – magt er ret

Som de fleste læsere af denne hjemmeside vil vide, er 2013 året, hvor Alf Ross’ retsfilosofiske klassiker ”Om ret og retfærdighed – en indførelse i den analytiske retsfilosofi” fra 1953, er blevet genudgivet. Da værket utvivlsomt har været at finde under mange juletræer, har man herfra fundet det rigtigst at kigge lidt nærmere på værket. Da kun originaludgaven fra 1953 har været mig tilgængelig, vil alle henvisninger være til denne, der indeholder færre sider (476) end genudgivelsen (510). Genudgivelsen, der ifølge forlagets hjemmeside er en 2. udgave, indeholder i øvrigt en introduktion, der ikke var med i originaludgaven fra 1953.

Det er efter min mening uhensigtsmæssigt, at den nye udgave indeholder flere sider end den gamle udgave. Nu har jurister, filosoffer og andre med interesse i retsfilosofi og retslære i 50 år refereret til sidetallene i 1953-udgaven; og det er mit gæt at stort set alle juridiske afhandlinger indeholder henvisninger til Ross’ værk – om ikke andet for at tage afstand fra det. Det havde derfor været nærliggende at lave et uforandret genoptryk, hvor man ikke ændrede på sidetallene, når der nu alligevel ikke ændres ved indholdet af Ross’ tekst. Eventuelle introduktioner m.v., der skydes ind foran den oprindelige 1953-tekst, kunne i så fald anvende romertal, således at Ross’ tekst starter på s. 1, ligesom i 1953-udgaven. Alternativt kunne ny tekst i form af introduktioner og kommentarer være placeret i slutningen som et efterskrift.

Realistisk retslære

Om ret og retfærdighed bygger i meget vidt omfang på Ross’ tidligere arbejder, men er dog andet og mere end et blot resumé af de tidligere arbejder, idet værket giver en samlet helhedsopfattelse, hvor de tidligere studier mere havde karakter af specialstudier. Det direkte formål var dog at tilvejebringe en lærebog til brug for faget Almindelig retslære på jurastudiet. I bogens forord diskutere Ross, om bogen skal redegøre for hans egen opfattelse af den almindelige retslære, eller om den skal være ”doktrinhistorisk-refererende”. Han vælger det førstnævnte og giver samtidig et program for fremstillingen:

”Den retsfilosofiske tradition og doktrin er så overvejende metafysisk præget, og der består et sådant svælg mellem metafysisk og videnskabeligt orienterede lærebygninger, at jeg ud fra mine forudsætninger har anset det for nytteløst at følge en »neutral« metode. Målet for det retsfilosofiske studium kan efter min mening ikke være at bringe de studerende en »neutral« åndshistorisk »dannelse«, men at oplære dem i en holdbar videnskabelig betragtningsmåde af retten.” (s. 2)

Retten skal altså betragtes videnskabeligt i modsætning til metafysisk. Denne betragtningsmåde gennemsyrer hele værket, der gør op med metafysiske og spekulative opfattelser af retten:

”Dette grundsyn er antimetafysisk. Det er udtryk for den programmatiske fordring at retsvidenskaben må grundlægges og opbygges som en erfaringsvidenskab i samme relativistiske ånd og efter samme metodiske mønster som gælder for al anden moderne videnskab der ikke er af rent formallogisk karakter. Derfor afvises tanken om en specifik »gyldighed« af apriorisk natur, og begrebet om rettens »gælden« fortolkes i udtryk af sociale kendsgerninger. Derfor afvises tanken om en apriorisk retside, retfærdighedens ide, som »konstruktiv« for rettens »begreb« og »regulativ« for den retspolitiske vurdering, og retspolitikken opbygges uden tanke på nogen »rigtighed« som empirisk teknik til påvirkning af lovgiveren gennem videnskabelig argumentation under hypotetisk accepterede vurderingsforudsætninger. Og derfor, endelig, afvises tanken om en specifik bør-være-erkendelse som formallogisk forudsætning for retsvidenskaben, og den juridiske tænkning tolkes i samme logik hvorpå al anden videnskabelig erkendelse er opbygget. Som etiket for en retsfilosofi baseret i dette grundsyn har jeg valgt betegnelsen den realistiske retslære.” (s. 3)

Alf Ross behandler herefter i selve værket forskelle emner (f.eks. ”Begrebet »gældende« (dansk) ret”, ”Retskilderne”, ”Rettighedsbegrebet”, ”Analyse og kritik af naturretsfilosofien”, ”Retfærdighedens ide”, ”Videnskab og politik” m.v.) som der ikke kan og skal gøres udtømmende rede for på dette sted, hvor jeg kun vil fokusere på det, der efter min mening er mest centralt. Det er værd at bemærke, at Alf Ross ingenlunde anså sin retslære for at være udtømmende. Tidligere tiders værker om retslære havde da også et sidetal, der uden besvær kunne overskride 1000 sider, hvor hvert enkelt område af retten blev behandlet, f.eks. familieret, strafferet, formueret m.v.. Ener som Ross ikke behandlede specifikt i sit værk.

Opgøret med de metafysiske retsopfattelser

Som det ses af citatet overfor afviser Ross ”tanken om en specifik »gyldighed« af apriorisk natur”. Retten er altså ikke noget, der kan udledes af naturen eller for den sags skyld af fornuften eller andet. Ross bruger begrebet ”naturretten”, men hermed forstår han

”(…)enhver metafysisk retsteori, der tillige er en retspolitik, d.v.s. afgiver et kriterium for rettens rigtighed eller retfærdighed(…)”. (s. 332).

Opgøret med naturretten i denne forståelse er helt centralt i hans retsopfattelse, da den form for retsforståelse er umulig at objektivisere og altid vil føre til subjektive postulater, som ingen dybest set kan argumentere for eller modsige. Således påpeger Ross i de læseværdige kapitler ”Nogle træk af naturrettens historie” og ”Analyse og kritik af naturretsfilosofien”, hvordan filosoffer og lærde helt tilbage fra oldtiden har taget retten til indtægt for snart det ene og snart det andet, hvilket ifølge Ross savner ethvert videnskabeligt grundlag, men derimod er baseret på ”magisk-religiøs-metafysik” (s. 310).

Det gør for Ross ingen forskel, at man i 1600- og 1700-tallet forsøgte at begrunde retten alene med henvisning til den menneskelige fornuft. Dette var faktisk næsten værre, da det gjorde det vanskeligt at sondre mellem positiv ret (den ret, der faktisk blev håndhævet af magthaverne) og den ”naturlige ret”, idet periodens rationalister med stor grundighed gav sig til at deducere sig frem til omfattende systemer af retsregler, som hævdedes at være af universel gyldighed:

”Sålænge naturretten (sådan som det havde været tilfældet i al forudgående filosofi) kun tænktes at omfatte et fåtal generelle maksimer af abstrakt natur, kunne der ikke opstå nogen fare for forveksling af naturret og positiv ret. Selvom der nok bestod en sammenhæng mellem dem på den måde, at den positive ret hentede sin gyldighed som ret fra naturens lov, så var det dog på den anden side klart, at naturretten henvendte sig til en anden adressat end den positive. Den indeholdt nemlig de moralsk-retlige principper der bandt lovgiveren, og hvis efterkommelse var en betingelse for, at dennes bud var en virkelig forbindende retsorden, ikke blot voldsregimente.
(…)
Anderledes nu. Når man først kom ind på at deducere et komplet retssystem på naturretlig basis, måtte den uundgåelige følge være, at naturretten blev tænkt som et sæt af rettigheder og pligter gældende direkte for borgerne i deres indbyrdes forhold på samme måde som den positive ret. Naturretten blev nu fra en moralsk til en egentlig juridisk disciplin” (s. 329 f.)

Også i det 19. århundrede levede naturretten videre i bedste velgående. Hvor fornuften tidligere havde erstattet religionen som det aprioriske grundlag, så blev der nu blot forsøgt med andre grundlag, eksempelvis i historicismen, der ifølge Ross på ingen måde var blot historie, men tillige kriteriet for det gode, en moralsk dom. Altså blot naturret i forklædning. Ligeledes havde de voldsomme begivenheder i det 20. århundrede stimuleret trangen til at søge absolutte holdepunkter:

”Det er som virkelighedens brutalitet forøger trangen til at hævde rettens idealer. Allerede den 1. verdenskrig virkede kraftigt befordrende på den absolutistiske naturret. Fransk idealisme blev stillet i modsætning til tysk magtteori, og teorien om rettens ide som manifestation af det absolutte benyttet til legitimation af de allieredes krigsmål og opbyggelse af befolkningens modstandskraft1). På lignende måde har Hitlers ugerninger sikkert bidraget til at vække det almindelige ønske om at bekræfte troen på menneskerettighederne, ligesom tyskernes voldsherredømme i de besatte lande har stimuleret trangen til i absolutte vendinger at betone forskellen mellem ret og magt og rettens fundering i en absolut ide.
(…)
1) Se Ross, Theorie der Rechtsquellen (1929), kap. II, 7.“ (s. 337)

Problemet med en naturretlig anskuelse af retten er åbenbart, nemlig, som anført, at det giver carte blanc til at hævde snart det ene og snart det andet som værende ret. Ross gengiver en række eksempler på, hvordan den ene filosof udler én ting af naturen, mens en anden udleder det modsatte:

”Byder naturen, at mennesker skal være lige som brødre, eller er dens lov, at den stærkere skal herske over den svage, og at derfor slaveri og klasseforskel hører til Guds mening med tilværelsen? Begge dele er blevet hævdet med samme styrke og samme »ret«; for hvorledes skule nogen kunne træffe valg mellem disse absolutter på anden måde end ved en absolut påstand hævet over al intersubjektiv argumentation: Det er sådan, fordi jeg ved, at det er sådan! Lighedsideologien blev hævdet af sofisterne i det 5. årh. f. Kr. og af Rosseau i det 18. årh., i begge tilfælde som udtryk for en klasses politiske aspirationer; ligeledes af stoikerne og kristendommen, men i disse tilfælde på religiøs baggrund uden politisk tendens. Platon, derimod, postulerede menneskets medførte ulighed, forsvarede slaveriet og et strengt kastedelt samfund.
(…)
I politisk henseende er det velkendt, hvorledes naturretten i forbindende med læren om herskabskontrakten har kunnet benyttes og er blevet benyttet til at legitimere en hvilken som helst statsform fra den absolutte enevælde (Hobbes) til det absolutte demokrati (Rousseau).
(…)
Kapitlet om familieretten er altid munter læsning i de naturretlige systemer, fordi det så klart afspejler tidens moralske fordomme. For Thomas Aquinas er naturligvis ægteskabets uopløselighed (»du skal ikke bedrive hor«) en evident fornuftsandhed. Rationalismens snurrige tørhed afspejler sig i Kants definition af ægteskabet som en kontrakt mellem to personer af forskelligt køn om livsvarig, gensidig besiddelse af deres kønsegenskaber.
(…)
Som en skøge er naturretten til rådighed for enhver. Der er ikke den ideologi der ikke kan forsvares under påberåbelse af naturens lov. Og hvor kan det være anderledes, når det sidste grundlag for enhver naturret ligger i en privat (intrasubjektiv), umiddelbar indsigt, en evident skuen, en intuition. Kan ikke min intuition være lige så god som din? Evidensen som sandhedskriterium forklarer de metafysiske påstandes fuldkommen vilkårlige karakter. Den hæver dem op over enhver form for intersubjektiv kontrol og slår døren op for ubunden digt og dogmatik.” (s. 341, 342 og 343)

Ovenstående er en banal sandhed for den konservative, men ikke overraskende støder man ofte kvasi-naturretige opfattelser i liberalistiske kredse, hvor der – navnlig i relation til ejendomsretten og den personlige frihed – hævdes snart det ene og snart det andet, og at staten i øvrigt forbryder sig imod disse ”rettigheder”. Ross har i øvrigt et helt kapitel om navnlig rettighedsbegrebet, herunder især ejendomsretten, hvor der gøres eftertrykkeligt op med ejendomsretten som noget naturgivent. Dette skal dog ikke omtales videre her.

Det er lidt pudsigt, at Ross nævner Platon i sin eksemplificering, for netop Platon leverer nemlig også i en af sine dialoger en form for kritik af metafysisk og naturret. Dette er i dialogen ”Euthyphron”, hvor Sokrates falder i snak med den selvretfærdige Euthyphron, der har anklaget og vil sagsøge sin egen far for drab, fordi han har mishandlet og dræbt en af Euthyphrons løsarbejdere, fordi løsarbejderen havde dræbt en af familiens slaver. Euthyphron hævder, at faren handlede uretfærdigt ved at dræbe løsarbejderen, og at han selv begår en from handling ved at retsforfølge faren, uanset at det er hans egen far eller en hvilken som helst anden person. Euthyphron forklarer, at handlingen er from, fordi den elskes af guderne. De ufromme handlinger er omvendt dem, der ikke elskes af guderne. Sokrates indvender herimod, at der jo er adskillige guder, og de ofte ligger i indbyrdes strid om, hvad der er godt og retfærdigt. Hvad nogle guder elsker, kan andre guder hade. Hertil svarer Euthyphron, at det er muligt, at guderne generelt kan være uenige om, hvad der er godt og uretfærdigt, men at de bestemt alle er enige om, at den, der gør sig skyldigt i et uretfærdigt drab, skal straffes. Sokrates spørger så herefter ind til, hvilket bevis Euthyprhon har for, at farens handling ikke var elsket af guderne. Herudover spørger han nærmere ind til definitionen af ”det fromme”, og for at gøre en lang historie kort, får Sokrates Euthyphron til at indrømme, at guderne må elske handlinger, netop fordi de er fromme, og at en handling altså ikke er from, fordi den er elsket af guderne. Dette er jo er i modstrid med den første definition. Dialogen ender uafklaret, da Euthyphron hævder, at han har en anden aftale, og derfor må gå. Dialogen viser de problemer, der opstår, når naturen eller guderne forsøges påberåbt som autoritet.

Ross’ egen definition af ret

Men hvad er så ret, hvis enhver apriorisk gyldighed må afvises? Ross fastslår, at retten er:

”et overindividuelt, socialt fænomen i den forstand, at de retlige handleforestillinger udgør en fælles ideologi der er virksom i en flerhed af individer, således at der derved skabes en interpersonal menings- og motivationssammenhæng. Retten er på en gang retsnorm og retsfænomen (retsliv)1). Retsnormerne er det abstrakte normative ideindhold der, anvendt som tydningsskema, gør det muligt at forstå retsfænomenerne (retslivet) som en meningsfuld sammenhæng af retshandlinger og indenfor visse grænser at forudsige retslivets forløb.
(…)
1) (…)” (s. 41)

Ross forklarer dette ved et eksempel med to personer, der spiller skak. En tilskuer vil kunne iagttage, at brikkerne rykker på forskellige måde, på forskellige felter, at spillerne skiftes til at flytte en brik osv. De normer, der gør iagttageren i stand at forstå det, han ser, vil man i dette tilfælde kunne kalde for ”skaknormer”. Det er vigtigt at understrege, at dette ikke er en blot og bar beskrivelse af det, som iagttageren ser, for som Ross siger:

”Selv efter at have iagttaget tusind spil kunne man tro, at det er forbudt at åbne med a 2.” (s. 23)

Man kan altså ikke gå behavioristisk-deskriptivt til værks og blot finde regelmæssigheder i det, som man kan iagttage. Det handler om at finde de regler, der faktisk er socialt forbindende, en regelbundethed. På samme måde forholder det sig med retten. Retsvidenskabens opgave er at fremstille det normsystem, der kaldes ret. Definitionen af begrebet ret er i den sammenhæng ikke så afgørende, når blot det gøres klart, at ret er betegnelsen af et individuelt sæt af normer, der udgør en meningssammenhæng og derfor ikke defineres, men påvises:

”Om man vil kalde et sådant system, fx den orden der hersker indenfor en bande, for et »retssystem« (banderet) eller ej, er videnskabeligt set – d.v.s. når ordet »ret« befris for sin emotionel-moralske ladning – et vilkårligt definitionsspørgsmål uden al interesse. Man har hævdet, at Hitlers voldsregimente ikke var nogen retsorden, og beskyldt den juridiske »positivisme« for moralsk forræderi ved kritikløst at anerkende en sådan ret. Men en deskriptiv terminologi har intet med moralsk godkendelse eller fordømmelse at gøre. Samtidig med at rubricere en vis orden som en »retsorden« kan jeg anse det for min højeste moralske opgave at omstyrte denne orden.” (s. 44)

For skaknormerne var systemets indre meningssammenhæng ret enkelt, idet de alle referer til træk, der foretages af skakspillerne. ”Fodboldnormer” kan siges at være de normer, der har det til fælles, at de kan forklare de fænomener, der finder sted på en fodboldbane osv. For ”retsnormer”, retten, er spørgsmålet principielt det samme, og man må tilsvarende se på, hvilke handlinger og hvilke personer, dette normsystem referer til. De fænomener, der skal forklares, er dog mere komplekse og mere uklart afgrænsede end adfærden på en fodboldbane eller adfærden, der udvises af skakspillere som led i et spil skak. Ross konstaterer og påviser herefter, at de regler, der sædvanligvis fremstilles som ”dansk ret” alle i sidste ende er direktiver til domstolene eller andre retshåndhævende myndigheder om udøvelse af tvang, hvorfor ret derfor også bliver monopoliseret udøvelse af fysisk tvang ved offentlig myndighed:

”Ved at sammenfatte og generalisere disse betragtninger føres man til det resultat, at retten udgøres af en sammenhæng af regler der alle, direkte eller indirekte angår udøvelse af fysisk tvang mod person gennem dertil bestemt offentlig myndighed. Når vi ser bort fra de forholdsvis få tilfælde, i hvilke der er hjemlet forvaltningen adgang til umiddelbar magtanvendelse, kan vi også sige, at retten er direktiver for anordning af konkret tvangsudøvelse ved domstolene.”(s. 46)

Man kan indvende, at der i dag efterhånden en del steder i lovgivningen, hvor der hjemles myndighederne adgang til umiddelbar magtanvendelse uden domstolens mellemkomst. Dette er dog ikke en afgørende indvending mod definitionen, da det er uden betydning, om det er den ene eller den anden retshåndhævende institution, der kigges på.

Forskelle og ligheder med tidligere retsfilosofiske værker

Denne citerede definition af ret er ikke afgørende ny. Selv Ross’ forgænger Frederik Vinding Kruse definerede ret på en næsten tilsvarende måde i sin retslære fra 1943 (s. 7 f.):

”(…) den af et Samfund med Magt gennemførte Ordning af Forholdet – eller samlivet – mellem Samfundets individer, hvad enten Ordningen bestaar i en ensartet Optræden i lige Tilfælde, i en Regel, eller i en individuel enkeltafgørelse”.

Hermed må man dog ikke tro, at de to forfattere er enige, for hvor Ross ser på normer, der kan forklare bestemte fænomener, så indleder Vinding Kruse sin retslære, med at finde rettens plads i universet og nærmest placerer det side om side med grundstoffer. Vinding Kruse giver også retten et formål, nemlig at sikre, at mennesker ikke skader hinanden (s. 25 ff.).

Vinding Kruse sondrede mellem positiv ret (hvad der faktisk gælder i et samfund), og naturlig ret (hvordan tingene bør være) (s. 40 ff.). For Ross var den positive ret det eneste, der gjaldt. Helt anderledes for Vinding Kruse (s. 82):

”Det er, som jeg formentlig tidligere har paavist, en fejlagtig videnskabelig Metode at indskrænke Retsvidenskabens Opgave til at fastslaa, hvad den gældende Ret faktisk er, og alene at kalde denne faktiske Beskrivelse for Realisme.”

Vinding Kruse indskrænkede sig ikke. I sin retslære på over 1200 sider beskriver han, eksempelvis, hvad der var den rationelle styreform, og hvilke betingelser, der skal gælde for ægteskabets indgåelse og opløsning.

Ligeledes gav Carl Goos tilbage i 1880erne i sin retslære udtryk for en lignende opfattelse af retten samt retslærens opgave (s. 1 i første del):

”I den Sikkelse, der ligger nærmest, fremstiller Retsvidenskaben en for et givet Samfund af Mennesker gjældende, ved flere eller færre af Samfundsmedlemmerne fastsat Ret. Dette er den p o s i t i v e R e t s v i d e n s k a b. Da dens Gjenstand er en positiv, i Øjeblikket gældende og lokal Ret, er Forskjellen mellem den og en almindelig Retslære indlysende. Dens videnskabelige Berettigelse og Nødvendighed ligger for Dagen. Den Ret, hvorved den beskæftiger sig, foreligger som Kjendsgerning, og det en saadan, der griber afgjørende ind i de paagjældende Samfundsmedlemmers Livsvilkaar, idet den drager grænser for deres Gjøren og Laden, og idet disse Grænser, om fornødent, opretholdes med Magt.”

Retslærens opgave var herefter at udlede følgesætninger for det positive ret:

”Opgaven for den almindelige Retslære i den Betydning, hvori efter det oveenstaaende dette Udtryk her tages, bliver altsaa den, at bestemme den positive Rets Forhold til den sædelige Ide og at den herom givne Bestemmelse at udlede de etiske Følgesætninger for Rettens Omraade og Indhold.” (s. 9 i første del)

Goos behandlede således i stil med Vinding Kruse en række forskellige retsforhold.

Uenigheden består således ikke i, hvorvidt magt er ret, da dette kan konstateres umiddelbart. Eller med Goos’ ord: Det foreligger som kendsgerning. Uenigheden består i, hvorvidt den positive ret er den eneste relevante. Hertil kommer, at Ross forsøge at betragte den positive ret som enhver anden videnskab.

Ret som videnskab

I modsætning til Vinding Kruse og Carl Goos arbejder Ross på at gøre retten til en objektiv størrelse, der kan betragtes på linje med enhver anden videnskab.

En retsnorm eller retsregel kan ifølge Ross siges at gælde, hvis den ligesom skaknormen kan forklare, det, der kan iagttages ved domstolene, altså de retlige fænomener. Disse retsregler eller ”normer” kaldes typisk for retskilder. Foruden gængs, skreven, lov kan det eksempelvis være retsgrundsætninger eller retspraksis. Alt det, der normalt kan forklare de retlige fænomener, og som inden for visse rammer gør det muligt at forudsige, hvad domstolene vil nå frem til. På den måde bliver udsagn om, hvad der er ”gældende ret” altid en prognose over, hvad domstolene vil nå frem til i en given situation. Domstolenes resultat vil herefter kunne tvangsfuldbyrdes, i sidste ende ved politiets mellemkomst. Hvis det f.eks. i en juridisk lærebog eller andetsteds hævdes, at ”det er dansk ret, at mordere straffes med fængsel fra 5 år og indtil livstid” er dette en prognose, der siger, at domstolene vil nå frem til dette resultat, hvis de får lejlighed til at tage stilling til situationen. Den relevante norm, der kan forklare de retlige fænomener, og som kan siges at gælde, hvis prognosen viser sig rigtig er straffelovens § 237:

”Den, som dræber en anden, straffes for manddrab med fængsel fra 5 år indtil på livstid.”

Når denne lovbestemmelse eller ”norm” kan siges at være gældende ret, er altså fordi, at den kan forklare domstolens adfærd og altså dermed også i sidste ende magtudøvelsen. Det er den norm, der kan bruges til at tyde de retlige fænomener. Hvis den relevante norm ikke længere kan forklare domstolenes adfærd, er den ikke gældende ret, eksempelvis hvis domstolene begynder at frifinde mordere, selvom de ligger til grund, at der er begået et drab af den tiltalte (og der ikke foreligger relevante formildende omstændigheder, så som f.eks. nødværge eller lignende). Man må dog holde dette tilfælde adskilt fra de tilfælde, hvor domstolene begår ”fejl”, eksempelvis hvis en domstol frifinder en morder, men der ikke er noget som helst holdepunkt for, at dette ikke skulle blive omgjort af en appeldomstol eller at domstolene i senere tilfælde ikke igen skulle finde på at dømme mordere. Prognosen holdt ikke stik i det konkrete tilfælde, men da udsagn om, hvad der er gældende ret, netop altid er en prognose, kan det meget vel være, at reglen stadig vil vise sig at gælde i fremtiden.

Dette er på sin vis ikke afgørende nyt, idet Oliver Wendell Holmes og andre amerikanske retsteoretikere var inde på noget af det samme i slutningen af 1800-tallet, hvor han ligeledes definerede ret (”law”), som intet andet end det, som domstolene ville nå frem til i konkrete tilfælde. De fleste praktiserende jurister har da også uafhængigt af Ross fundet ud af, at det eneste, der for alvor er relevant ved løsningen af en retlig problemstilling er, hvad domstolene vil nå frem til, hvis de skal tage stilling til situationen. Det er derfor efter min mening også upræcist at sige, at Alf Ross ikke har nogen relevans i dag. Tværtimod er hans retslære en akademisk begrundelse for det, som alle praktiserende jurister gør til daglig, selvom de fleste ikke tænke over det og ikke behøver have noget kendskab til Ross for at kunne praktisere.

Afslutning

Værdien i Alf Ross’ realistiske retslære ligger i, at den på engang afviser en metafysisk/apriorisk forståelse af retten og på den anden side afviser en behavioristisk opfattelse. På den ene side kan man deducere sig frem til gældende ret fra et apriorisk grundlag; og på den anden side kan man ikke bare nøjes med en ren deskriptiv analyse af de retlige fænomener. Gældende ret er de normer, der kan forklarer de retlige fænomener. Kun de normer, der kan det, kan siges at gælde. På den måde gøres spørgsmålet om gældende ret intersubjektivt fra for intrasubjektivt, og det bliver på sin vis en objektiv størrelse, der kan verificeres eller falsificeres på samme måde som naturvidenskabelige hypoteser.

Ross’ bog er stadig relevant for alle, der seriøst interesserer sig for retsfilosofi og spørgsmål vedrørende rettens natur. Bogen er velskrevet, skarpt formuleret og sine steder decideret underholdende. Det må derfor hilses velkomment, at bogen nu er blevet genudgivet.

Link til forlagets hjemmeside:

http://hans.gyldendal-uddannelse.dk/Books/Jura/9788741257587

Referencer foruden 1953-udgaven af Om ret og retfærdighed

C. Goos, Forelæsninger over den almindelige Retslære, Første Del (1889)
C. Goos, Forelæsninger over den almindelige Retslære, Anden Del (1892)
Platon, Euthyphron (Samlede værker i ny oversættelse, bind I, 2009, s. 51 ff.)
Vinding Kruse, Retslæren, 1 Bog, Almindelig Del (1943)
Vinding Kruse, Retslæren, 2 Bog, Retslærens særlige Dele (1943) (det er muligvis en fejl, at værket angiver MCMLXIII som udgivelsesår – Ross henviser i hvert fald til denne bog allerede i 1953)

Henvisningen til Oliver Wendell Holmes stammer fra Henrik Palmer Olsens artikel i Juristen 2008, s. 313 (s. 315, note 18), hvor der igen henvises til s. 173 i Holmes værk ”The Path of Law” fra 1897.