Ensidighed i Danmarks Radio

De røde lejesvendes hegemoni i Danmarks Radio er afløst af DJØF’ernes og journalisternes, ikke mindst fordi den folkeligt-demokratiske funderede kontrol og repræsentation er afskaffet. Væsentligste konsekvens af dette er, udover politisk vanetænkning og indforståethed, et svigt af Danmarks Radios arv og forpligtelse som kulturbærende og oplysende institution, og et ensidigt fokus på underholdning, seertal og pop. Det mener månedens kronikør Ole Hyltoft, der tager Danmarks Radio under kritisk, men også kærlig behandling.

af Ole Hyltoft

For nylig viste DR et søndagsprogram om ondskaben ved den stramme indvandringspolitik. En 17-årig asylansøger var blevet udvist til Kosovo efter adskillige års ansøgning om permanent ophold i Danmark. Den unge mand var blevet depressiv af ventetiden og fik i Danmark et antidepressivt middel ved navn Abilify. Dette kunne han nu ikke få i Kosovo, sagde DR. Derfor var udvisningen ulovlig. Og desuden moralsk forkastelig, fremgik det af udsendelsen.

Et par dage efter kunne man i Berlingske læse et indlæg fra lægen Henrik Day Poulsen, der er den i landet der har mest forstand på antidepressive lægemidler. Han kunne fortælle, at Abilify var til at købe i Kosovo. Men det var ret dyrt i forhold til levestandarden på Balkan. Til gengæld var andre billigere medikamenter tilgængelige, der var næsten lige så gode som Abilify.

Rygmarvsreaktioner

Dette er et af talrige lignende eksempler på den politiske indstilling, der dominerer i DR’s programmer. Holdningen er den talende klasses, caffe latte-segmentets, kulturkleresiets. Den er ikke en minutiøs afskrift af Enhedslistens eller Det Radikale Venstres partiprogram. Men den er rygmarvsreaktionen hos især tilhængere af disse partier. Den er den helligånd, der svæver over hovedet på gennemsnitsredaktøren i Danmarks Radio.

Når DR beskriver sigøjnere, er det som oftest som de undertrykte, de forulempede. Måske strejfer man i udsendelserne, at befolkningerne i sigøjnernes nærhed føler sig plaget af, at der er mange romaer der stjæler, snyder, lyver, forurener eller er arbejdssky. Men DR’s hovedtema er, at sigøjnerne er et forfulgt folkefærd.

Ånden i DR

Nu skal dette ikke forstås sådan, at der ikke bringes mange indsigtsfulde og forstandige programmer i DR. Jeg synes også, at ensidigheden er blevet lidt mindre de senere år, og meget mindre end i de røde lejesvendes glade dage. Og nyhedsafdelingens indenrigspolitiske dækning er med Kim Bildsøe og Ask Rostrup i spidsen blevet ret politisk afbalanceret.

Visse toneangivende DR-journalisters skamløse behandling af personer som Karen Jespersen, Pia Kjærsgaard, Mogens Camre m. fl. finder ikke sted mere, eller i hvert fald kun i meget mindre omfang end før. Men tv-redaktører har jo flere måder at vise deres afstandtagen på. Meget effektivt er det jo at undlade at give ordet til personer med ”forkerte” meninger. En prøvet måde at udøve censur på. Så trods lidt mindre ensidighed de seneste år er der stadig en helligånd, en sagtelig brise, der bølger gennem kontorerne i DR-byen. Den kan i overskrift beskrives sådan:

At være multikulturel er smart. At være national er tilbagestående.

Jo mere vi giver i ulandsstøtte, jo bedre mennesker er vi og jo mere betaler vi af på den skyld, vores fædre, kolonisatorerne, har lagt på vore skuldre. Dette er fast inventar i mange tv-journalisters forråd af fordomme. Og det på trods af at sorte, afrikanske nationaløkonomer dokumenterer, at vestlig ulands støtte ikke gavner, men skader Afrikas udvikling.

Muslimsk storindvandring til Europa anses af kulturkleresiet som ønskelig. Bevares, der kan være nogle småting at rette på islams sønner, når de hærger skadestuer, skyder på hinanden i gaderne, belaster statsbudgettet, kræver særbehandling, tyranniserer deres døtre, ikke lærer dansk og den slags småtterier.

Det virker som om den mangel på erkendelse af virkeligheden, der har præget venstrefløjens holdning i disse spørgsmål, har smittet af på DR’s journalister.

Journalisternes magt

I den forbindelse skal man huske på den flytning af magtforholdene i DR, der er foregået i DR i de sidste 20, 30, 40 år. Hvor det for 40 år siden var det politisk afbalancerede radioråd og programudvalg der havde den afgørende indflydelse, er det nu DR’s journalistgruppe, der sidder på magten. Journalisternes magtovertagelse har givet os bedre reportager om øjebliksbegivenheder end før. Men også en dårligere dækning af fænomener der kræver kundskaber om kulturarven, historien, filosofien, kunstarterne. Det siger næsten sig selv. Journalister er hovedsagelig nutidsorienterede, uden en uddannelse der gør dem fortrolige med det kulturgrundlag, vi står på. Hvis man skal sige det uforblommet: De ved for lidt. Det gør djøfferne også. Og dem er der også kommet flere af i DR.

Derfor er Danmarks Radio i dag uden populære eksperter som dem der tidligere berigede sendefladen og gjorde befolkningen oplyst. Personligheder som Ingvald Lieberkind, Palle Lauring, Erik Kjærsgaard, Paul Bergsøe, Harald Isenstein.

Sådanne personligheder findes også i dag. Men uden for DR’s studier. De efterspørges ikke af DR.

Kulturen fjernet

Udsendelser om kunst og historie bringes i tv kun på den lille kanal, DR-K. Og for det meste garneret med pjattede konkurrencer og anden spøg og skæmt. Litteratur og oplæsning af litteratur er stort set afskaffet som en del af DR’s sendeflade. Bortset fra et par anmeldelser om ugen i radioen.

Kulturen eksisterer ikke som relevant emne i DR’s tv-aviser, bortset fra sensationer som tyveri fra Det Kongelige Bibliotek eller krimiforfatter Jussi Adler Olsens salgssucces i Tyskland. DR’s bestyrelse har i flere omgange bedt nyhedsafdelingen om at medtage kulturen som en del af det liv i Danmark og i verden der bør omtales. Det sker ikke. DR’s skaber, Emil Holm, mente, at ”der skal være et fostbroderskab mellem radiofonien og kunsten”. DR i dag begår forræderi mod Emil Holms vision.

Kun musikken, ikke mindst den klassiske, lever godt i DR. Men lad os ikke glemme, at den forrige generaldirektør spurgte, om der ikke var en anden tv-station der ville købe hans symfoniorkester.

Tidligere var der kunstnere og magistre og selvlærde i spidsen for DR. Ja, ham der skabte Danmarks Radio, Emil Holm, var selv kunstner. Nu består medarbejderstaben og ledelsen næsten kun af journalister og djøffere. Vi i bestyrelsen ( radiorådets arvtager ) kan ikke gøre noget ved det. For vi udpeger kun de 6 direktører, hvad jeg synes er forkert. Bestyrelsen burde også deltage i udnævnelsen af cheferne for de forskellige afdelinger (DR 1, DR 2, tv-avisen osv.) Så ville DR være bedre sikret mod politisk ensidighed. Selvfølgelig skal faglig dygtighed være det afgørende signalement for en chef – og for enhver – i DR. Men derudover ville en vis, ikke en rigid, politisk differentiering være fornuftig.

Jagten på seertal

Allerede i den første radiolov fra 1926 slog politikerne fast, at Statsradiofonien (nu DR) skulle hvile på tre søjler, være oplysende, kulturel og alsidig. Dette er i varierende formuleringer gentaget siden. Derimod har politikerne aldrig krævet bestemte (høje) lytter- eller seertal. Alligevel er jagten på seertal blevet en afgørende faktor, jeg tør godt sige den afgørende faktor, når DR’s programmer vurderes i huset. Denne tendens er især blevet fremherskende efter oprettelsen af den konkurrerende TV 2.

I de år jeg har siddet i bestyrelsen har jeg igen og igen argumenteret imod denne åndeløse og åndløse seerjagt. Lige lidt synes det at hjælpe. Måske havde det set værre ud, hvis jeg ikke havde talt. Hvem ved? Man skal i hvert fald værne om demokratiets islæt i DR’s ledelse, bestyrelsen. Den er en chance for at skævheder og mangler kan blive påtalt inden for husets døre.

En professionel bestyrelse?

Med mellemrum hører man ønsket om at DR’s bestyrelse skal være ”professionel”. Dermed mener man, at politikere ikke skal udpege bestyrelsen, og at den skal bestå af de fra erhvervsbestyrelser velkendte advokater og højtlønnede forretningsdirektører. Det vil jeg advare imod. Den type personer er som regel inkompetente, når det drejer sig om medier og kultur. De er netop ikke i stand til at føre en professionel samtale med DR’s ledere og medarbejdere. Den løbende dialog mellem DR’s ”embedsmænd” og de folkevalgte vil udeblive.

DR’s bestyrelsesposter må ikke være en sinecure til veltjente partifunktionærer. DR’s bestyrelse bør bestå af kultur- og medieerfarne mennesker, som de udvælgende partier har tillid til. Og bestyrelsesmedlemmerne skal være så civiliserede, at de kan sidde i stue og føre ædruelig samtale med personer af anden politisk observans.

Fremtiden for DR

Da de røde lejesvende huserede voldsomst med deres propaganda og Berufsverbot, var der mange der sagde: Nedlæg dog Danmarks Radio! Jeg vil ikke nægte at tanken også har strejfet mig. DR har jo i mange år ikke været hele Danmarks radio og fjernsyn.

Men jeg tror trods alt ikke, det er nogen god ide. Privatiseres DR, kan den købes af kapitalstærke kræfter, der kun tænker i penge og populistiske seertal. Eller af fanatikere, islamister for eksempel, der kan misbruge DR som antidemokratisk propagandasender.

Dansk kultur, dansk sprog, dansk tone har brug for en kvalitetsstærk radio- og tv-sender for at klare sig over for de store sprogområder. Men DR skal være mere alsidig og have større fokus på dansk og europæisk kultur end tilfældet er.

Den selvgode spøgelsesånd, helligånden fra 1968, må ud af DR-huset. Og det bedste af slægternes materielle og åndelige præstationer, vores kultur, må genfindes.

Ole Hyltoft er forfatter, cand. mag., næstformand for DR’s bestyrelse og bogaktuel med tredje bind af sin romantrilogi om København siden 1905.