Vedrørende tidsånden

Hvem former tidsånden? Ny bog af Nils Gunder Hansen ser gennem en række store personers virke tilbage på det 20. århundredes Danmarkshistorie, fra Hal Koch og Løgstrup til Anders Fogh, og anmeldes her af Anders Orris.

Idéen med at efterspore tidsånder er god. De fleste kan genkalde sig overordnede forestillinger om eksistensen af en bestemt tidsånd, der dominerer en epoke eller et årti. De alvorlige 1950’ere med deres institutionaliserede mådehold. De frigjorte 1960’ere – og her sigtes der, modsat vanlige forestillinger, altså primært til årtiets sidste halvdel, der så eftertrykkeligt kom til at overskygge første halvdel. I hvert fald i nærværende anmelders optik. De vilde 1970’ere med universitetsmarxisme, økonomisk krise og Mogens Glistrup og Erhard Jacobsen. De modsætningsfyldte 1980’ere; yuppier og bz’ere.


Set fra nærværede anmelders stol forekommer f.eks. inddragelsen af Hans-Jørgen Nielsens let besynderlige værk Den fraktale boogie fra 1991 knap så indlysende i en koncis gennemgang af tidsånderne fra 1940 til 2010, tilmed i en periode der ellers ikke får en så vægtig behandling, men så fylder omtalen af bemeldte værk jo heller ikke mere end et par sider. Omvendt er der også udvalgte aktører og værker, der så havde fortjent mere opmærksomhed. Søren Krarups Demokratisme er (for) oplagt at udpege, dens ry er alment tiltagende, men så i stedet Bettina Heltbergs sublime erindringer Hvor der handles, som også kun får et par siders plads i bogen.