Et fortrængt kapitel af antibrandesianismens historie

hnAf cand.theol. Martin Ravn

Der kan næppe herske nogen tvivl om, at radikalismen var den ideologi, der gik sejrende ud af det 20. århundredes Danmark. Og man skal være uvidende eller ualmindeligt blåøjet, hvis man ser det 21. århundredes første årtis såkaldte kulturkamp som andet end bølge-skvulp. Kulturkampen har ikke væltet radikalismens dominans i vort åndsliv.

Tænk blot på den overmåde populære DR-tv-serie ”Borgen”, som nogenlunde er en fiktionalisering af Det radikale Venstres parti-program. Tænk på Nikolaj Arcels spillefilm En kongelig affære, hvis portræt af Struense-perioden bedst kan betegnes som en biedermeier-udgave af den radikale historietradition fra det 20. århundrede. Og overvej endelig, at da landets nyudnævnte kulturminister Marianne Jelved i 2012 skulle anbefale bøger til en gratisavis’ læsere, da satte hun øverst på sin liste Politiken-redaktør Bo Lidegaards ”En fortælling om Danmark i det 20. århundrede” , som med sin positive vurdering af samarbejdspolitikken og af skikkelser som P. Munch – meget andet kunne nævnes – netop er indbegrebet af klassisk radikal historieskrivning.

Intet af dette er overraskende, og netop derfor er det interessant. Man kan kalde det typiske tilfælde, fordi det er tilfældige nedslag, der viser noget typisk og generelt. Men selvom radikalismen i dag er toneangivende i den offentlige debat, så er den jo ikke nogen selvfølgelighed. At den ikke er det, og hvorfor den ikke er det, bliver tydeligt, hvis man studerer Harald Nielsens (1879-1957) kritiske for-fatterskab.

Vil du læse resten? Bestil Årsskriftet Critique 2013 for kun 125 kr. Årsskriftet sendes direkte til din adresse og indeholder over 200 siders artikler om den borgerlige og konservative idé- og samfundsdebat.

Martin Ravn (f.1984) er cand.theol. fra Københavns Universitet.