Når tomme tønder buldrer

13. september 2013
3 minutters læsetid

Liberalkonservatismen trænger til bedre repræsentanter, der ikke misforstår den som ren liberalisme, skriver Christian E. Skov i et svar på gårsdagens indlæg af Rune Kristensen og Kian Schmücker, hvor han også kommenterer den påstand, at han skulle gøre sig til talsmand for en stærkt relativistisk konservatisme.

af Christian E. Skov

Det er med nogen undren jeg konstaterer, at jeg nu er blevet hevet ind i en polemik mellem bloggeren Kim Møller og Rune Kristensen/Kian Schmücker, da jeg aldeles ingen rolle spiller i deres indbyrdes debat. Jeg skriver da også kun her for at kommentere på et par usandheder, som artiklen uden at give den mindste dokumentation hæfter på min person.

Tilbagevisning

Det væsentligste og mest konkrete først: Kristensen & Schmücker anklager mig i artiklen for at være kulturrelativist og forsvare arabiske regimers overgreb mod deres befolkninger. Der gives ingen kildehenvisninger og det kunne jo undre, men det skyldes antageligt, at Kristensen og Schmücker skriver usandt. Jeg har nemlig aldrig skrevet, hvad jeg her beskyldes for. Jeg har derimod i en række artikler i Årsskriftet Critique skrevet nærmest det modsatte, idet jeg har problematiseret en konservatisme, der giver sig partikularismen i vold og glemmer det universelle eller civilisatoriske. (Se ”De Sorte Jakobinere” 2010 samt ”Konservatismen og den højreradikale terror” 2011). Jeg har endda været inde på emnet i en længere forskningsartikel i Historisk Tidsskrift (”Radikalkonservatismens sekulærreligion”). Ingen af stederne har jeg dog nævnt arabiske regimer. Dem har jeg derimod nævnt i en kortere artikel i Berlingske Tidende (”Konservatisme uden Gud”, 30. maj 2011), hvor jeg specifikt problematiserede konservatismens kulturrelativisme.

Hvordan er det lykkedes de to skribenter at tage så meget fejl? Jeg må antage, at de ikke har læst en linje af, hvad jeg har skrevet, men de skal være lovligt undskyldte, for flere af artiklerne er jo lange og indeholder lange ord, og intet i Kristensens og Schmücker lille opsats tyder på, at nogen af dem har let til bogen. Det meste af artiklen er jo et opkog af gamle Rune Kristensen-blogindlæg, hvor han skriver om en størrelse han kalder liberalkonservatismen, som vistnok er meget bred, da både Hayek, Thatcher, Reagan, Lars Barfoed og socialkonservatismens gamle chefideolog Hans Jørgen Lembourn kan være med (se RK’s blogindlæg ”Konservatisme og liberalisme i et sommerhus”, 8/8 2013).

Den liberale Lembourn

Lembourn stod på Det Konservative Folkepartis venstrefløj og brød med partiet, da de ville lave skattelettelser. Er det hvad liberalkonservatisme går ud på? Eller er Lembourn bare med på listen, fordi han har skrevet bogen Een/mange, der handler om den socialkonservatisme, som Lembourn kalder ”liberalkonservatismen” og som ikke har det mindste med Thatcher, Reagan og Hayek at gøre? Forklaringen på forvirringen er nok, at den bog har de to forfattere heller ikke læst.

Selv har jeg ikke fået plads på den rummelige skude, for jeg stemples som stats-/nationalkonservativ, hvad jeg ikke tror, jeg nogensinde har kaldt mig selv, men når nu forfatterne alligevel er i gang med at tilskrive mig synspunkter jeg ikke har, så kan de jo ligeså godt give mig et mærkat, der passer til disse synspunkter. Jeg kan da trøste mig med, at jeg deler skæbne med Poul Schlüter, eller i hvert fald de dele af ham, der ikke vedrører kartoffelkuren og dyrtiden. (Det lader i øvrigt til, at skribenterne tror, at dyrtiden var et tiltag, som Poul Schlüter iværksatte. Det var det som bekendt ikke.)

Den partikulære konservatisme

En sidste konservativ, de to skribenter namedropper uden at have læst er Edmund Burke. Burke fremhæves også som liberalkonservativ. Det kan i øvrigt være rigtigt nok. Men Burke er altså også – som det er almindelig kendt – et eksempel på en konservativ tænker, der netop var kulturrelativist, hvorfor han gav det partikulære og lokale forrang frem for det universelle. Derfor var Burke også anti-imperialist. Også den pointe er gået tabt for Kristensen & Schmücker.

Det er ærgerligt, at en position, der i udgangspunktet er så tiltalende som en liberal konservatisme har så overfladiske og udygtige frontmænd. Der er brug for liberalitet i konservatismen, og der er brug for konservatisme i liberalismen. Hvad Kristensen og Schmücker repræsenterer, er imidlertid ikke en liberal konservatisme, men en liberalisme uden genkendelige konservative elementer.

Som sådan fremstår de som symptomer på den ideologiske krise, der knytter sig til partikonservatismens aktuelle vanskeligheder. Om Det Konservative Folkeparti klarer sig, afhænger blandt andet af om partiet formår at skabe afstand til en sådan konservatisme, der end ikke vil være en udvandet liberalisme, men bare slet og ret liberalisme.

Rune Kristensen og Kian Schmückers indlæg kan læses her:

Kim Møllers oprindelige kronik kan læses her:

Tegn abonnement på Årsskriftet Critique for kun 199,-

CRITIQUE 2023 - Forside

Få Årsskriftet Critique

Tegn abonnement i dag for 199 kr

CRITIQUE 2023 - Forside