“Det er Gelé Alt Sammen” – om postmodernismen

Af dr.phil. Jon A.P. Gissel

psmjapHvad er postmodernisme? Som ordet siger, er det noget, der kommer efter noget andet: Det moderne. Egentlig er det moderne bare det, der er nu, men her er tale om det moderne som ideologi; sådan er udtrykket ”Det moderne Gennembrud” blevet brugt. Repræsentanterne for ”det moderne” eller moderniteten har som regel ment, at fremtiden tilhørte dem eller burde gøre det, fremtiden er deres territorium. Derfor er det ubekvemt for dem, at nogen kommer og gør krav på at re-præsentere noget efter dem.

Formålet med denne artikel er at karakterisere den postmoderne bølge, både historisk og filosofisk, på et tidspunkt, da den ser ud til at ebbe ud, og samtidig angive nogle positive alternativer til den – alternativer, som bygger på den positive værdi af religion, tradition og helhedssyn, at såvel naturlige ting som skønhed findes. Ved dette kan vi søge en gladere sammenhæng. Postmodernismen er et omfattende emne, og det må være rimeligt, at gøre et forsøg på at sammenfatte det. Det er også en vanskelig opgave for en historiker, da emnet ikke er afsluttet. Den har også modtaget forskellige tilskud undervejs. Men jeg vil gerne pege på, at den sprogvidenskabeligt-filologiske linie er af særlig vigtighed i sammenhængen, idet et samlende ærinde for post-modernismen er holdningen til sproget. Derimod er historiens betydning nedskrevet, og historiefaget i denne situation, i forhold til denne holdning, mere modtagende end givende.

Endvidere er postmodernismen meget international, men det må også være rigtigt, fordi vi selv er danskere, at vise nogle vigtige træk gennem danske eksempler. Det, der skildres her, er også en dansk åndshistorie. Dermed kan nogle andre nuancer komme frem. Der er indlæg, som har karak-ter af vidnesbyrd om bestemte tendenser, som jeg netop gerne vil indfange gennem noget konkret.

Postmodernismen kan ses som den endelige opløsning af alt, en opløsning, som længe havde været forberedt. Ingen historisk sammenhæng eksisterer længere. Facit blev, at intet forpligter, hverken den kristne tro eller den danske tradition, de enkelte mennesker svæver frit i luften. Det naturlige eksisterer ikke, kun konventioner og konstruktioner. Identitet er kun noget, man konstruerer. Sandheden eksisterer ikke i sig selv, derfor er der ingen endegyldig fortolkning af f.eks. en historisk tekst, og det står fortolke-ren frit for at lave sin egen fortolkning, bare den adskiller sig fra den traditionelle. Både sandhed og identitet betragtes som flydende, og et andet standpunkt kaldes ”essentialisme”.

Kun forandringen og opbruddet accepteres som kendsgerninger, kun fragmenteringen eksisterer som et vilkår. Men da ingen absolut sandhed anerkendes, bliver forandringerne blot omskiftelighed i et ellers meningsløst landskab. Mennesket selv bliver en flakkende størrelse, bestemt alene af sin placering og uden nogen fri vilje, og vi er på vej mod både menneskehedens ophævelse og opløsningen af jeg’et. Sammen med opløs-ningen og benægtelsen af, at sandheden findes, har postmodernismen et magtsynspunkt, som den i væsentlig grad har arvet fra moderniteten: Alt er udtryk for magt.

Vil du læse resten? Bestil Årsskriftet Critique 2013 for kun 125 kr. Årsskriftet sendes direkte til din adresse og indeholder over 200 siders artikler om den borgerlige og konservative idé- og samfundsdebat.

Jon A.P. Gissel (f. 1961) er dr.phil. i historie fra Københavns Universitet. Han er forfatter til bogen Den indtrængende forstaaelse om den konservative historiker Johannes Steenstrup, og udkommer 2014 med en bog om den kristeligt-konservative antibrandesianisme i slutningen af det 19. århundrede.