Den liberalkonservative tomhed

6. september 2013
4 minutters læsetid

Det Konservative Folkeparti – og særligt partiets liberalkonservative repræsentanter – svigter kampen for nationalstaten. Det mener månedens kronikør, historikeren og redaktør for hjemmesiden Uriasposten Kim Møller, der eftersporer årsagen til partiets stagnation og udpeger de skyldige herfor.

af Kim Møller

For nylig lancerede den tidligere KU-formand, nuværende folketingskandidat Rune Kristensen, et udlændingepolitisk manifest under overskriften ”Åbne grænser – lukkede kasser”. Liberal Alliance gik til valg på ”åbne grænser – lukkede kasser”, og vil man forstå hvorfor de Konservative ikke har medvind i meningsmålingerne, så må man forstå Rune Kristensen og det der er blevet omtalt som “liberalkonservatisme”.

Langt de fleste konservative i dette land er nationale, og da jeg polemisk lancerede mig som nationalkonservativ blogger for mange år tilbage, så var det netop for ikke at blive slået i hartkorn med den daværende KU-formand i København Kian Schmücker, der åbent argumenterede for det, man relativt nøgternt må betegne som kulturrelativisme. Der er et stort vælgerpotentiale i konservatisme, fordi det ligger dybt i ethvert menneske at anskue verden med udgangspunkt i det konkrete. Man kan sagtens have sympati for det store udland, men vi er danskere, og vores måde at leve på, må nødvendigvis være vigtigere end andre folks måde at leve på i Danmark. Man kan glæde sig over europæisk forbrødring, men langt de fleste betragter sig selv som danskere – ikke udelukkende, men først og fremmest.

Mellem LA og DF

Her svigter de Konservative helt fundamentalt. “Danmark for Danske!” var et KU-slogan tilbage i 1935, og nok så mange nationalsocialistiske ekscesser ændrer ikke på det indlysende: at Danmark er danskernes land, at et konservativt parti, som et absolut minimum, ikke arbejder for det modsatte. Var jeg liberal, ville jeg stemme på Liberal Alliance, ikke på Rune Kristensen eller Kian Schmücker, og her ligger det store problem for Barfoeds konservatisme anno 2013. Hvis moderne konservatisme er Liberal Alliance minus 5 procent, så forsvinder det tidligere Højre, og erstattes af ideologiske liberale. At tro andet er naivt.

Samme fare ligger ikke ved at markedsføre sig som et konservativt folkeparti, med tryk på det nationale. Her er den gennemsnitlige dansker en potentiel vælger, og selvom Dansk Folkeparti altid vil kunne overgå De Konservative værdipolitisk, så vil det ikke ende med Dansk Folkeparti minus 5 procent. I skrivende stund argumenterer DF-leder Kristian Thulesen-Dahl for 2 års dagpengeret, formentligt ud fra den betragtning, at røde vælgere er nye vælgere, og nationalborgerlige uanset hvad ikke tør stemme på andet end Dansk Folkeparti.

Svigt af det nationale

Sikkert en fornuftig strategi, men også en strategi der kun lader sig gøre fordi de Konservative på forhånd afviser at gå ind i kampen om det nationale. Selvom internetsiden 180grader.dk er erklæret liberal, så har den længe været domineret af nationalborgerlige. Dem er der langt flere af end liberale, og mange erklærede tilhængere af Liberal Alliance lyder faktisk fornuftigere end de Konservative når det kommer til nationalstaten. Der har selvfølgeligt været grove angreb fra eks-radikale i partiet mod Dansk Folkeparti, men overordnet er det med rationel-økonomisk argumentation. Når konservative politikere argumenterer imod Dansk Folkeparti er det omvendt mere reglen end undtagelsen, at det sker med kerne-radikal undsigelse af partiets ”menneskesyn”.

Det næres forrang

At gå i rette med menneskesynet hos hver femte eller sjette dansker er i virkeligheden et opgør med den hårdtprøvede danske arbejder, der priser det jordnære og tænker konservativt helt ind til benet. Konservatisme er ikke en fasttømret ideologi, men en anti-revolutionær tænkning baseret på en hævdvunden erfaringsbase, det prøvede. Det står i modsætning til eksempelvis Rune Kristensen, der i sit manifest går til angreb på Dansk Folkeparti, som ligefrem betegnes som et ‘halv-racistisk parti’, der mangler ‘et holistisk billede’, og ‘på alle måder er farlige for fremtiden’. Det er for mig at se et anti-konservativt manifest. Racisme har ifølge Dansk Sprognævn taget et skift, så det ikke mere har en biologisk betydning. ‘Halv-racistisk’, betyder i den forstand blot, at der skelnes mellem danskere og ikke-danskere, ikke på grund af hudfarve, men på grund af nationalitet og kulturel arv. Holisme er et lækkert ord, som sociologien har taget til sig, men hvis konservatismen ikke er konkret, så er den slet ikke. To modsatrettede tanker lader sig ikke forene.

“Trust the people”

Det sidste er næsten det værste, når nu Rune Kristensen samtidig revser Dansk Folkeparti for populisme. Hvis man mener det at følge folks holdninger er farligt for (det den fascistiske satire-flodhest Dolph kaldte) ”fremtidens samfund”, så er man revolutionær, og konservatisme kan i sagens natur aldrig blive revolutionær. Da Winston Churchill var teenager gik hans fædrene arv til valg under mottoet ”Trust the people”, og meget lidt kan være vigtigere for konservatismen som sådan, end at lade folkets vilje manifestere sig politisk. Det er i sidste ende folket der skal leve med konsekvenserne. Det giver en langsommere samfundsudvikling, men også den stabilitet, det giver i hævdvunden legitimitet. Det betyder ikke at Rune Kristensen og Kian Schmücker skal holde sig fra politik, slet ikke, men skal det absolut ske i de Konservative? Politik handler om holdninger, og ingen kan argumentere overbevisende for konservatisme hvis de i virkeligheden er liberale af sind.

Et græsk ordsprog lyder, at “et samfund bliver stort, når ældre mænd planter træer, hvis skygge de ved, de aldrig kommer til at sidde i”, og det er sådan set en udmærket metafor for det, man også kunne kalde generationskontrakten. Det er ikke små-racistisk at fastholde at jorden er dansk, det er så konkret som det kan blive, og det kan aldrig blive farligt for fremtiden at tage udgangspunkt i det hævdvundne. Hvis man er konservativ, forstås.


Rune Kristensen og Kian Schmücker Conteh har skrevet et modsvar til denne kronik, som kan læses her:

Tegn abonnement på Årsskriftet Critique for kun 199,-

CRITIQUE 2023 - Forside

Få Årsskriftet Critique

Tegn abonnement i dag for 199 kr

CRITIQUE 2023 - Forside