Replique tager favntag med nyere populærkultur. Anders Orris har forfattet en længere essayistisk introduktion til den irske rockgruppe U2, der er et af populærmusikkens største navne siden The Beatles. Gruppen har søgt at navigere mellem to poler – den indre længsel og det udadvendte engagement – og denne balancegang står i centrum for essayet, der også løbende kritisk vurderer gruppens katalog af musik.
Imidlertid kaster den amerikanske, i hvert tilfælde patosfyldte nerve ganske mørke skygger over albummet. Tre af de fire nævnte titler er mere eller mindre direkte kommentarer til en imaginær nord/syd-konflikt; til påståede uretfærdigheder i vestlig/amerikansk fremfærd i og omkring den tredje verden. Det er udsigtsløst og lidt malplaceret at diskutere politisk hældning i kunsten, men hos U2 som hos andre er tendensen så massiv, at man med rimelig ret kan spørge nærmere ind til kompassets nærmere justering. I længden bliver det enerverende, at heltene altid er de ikke-hvide, altid er oprørsbevægelserne i den tredje verden, og omvendt at skurkene altid er de hvide og de vestlige samfunds magtapparater og militær.