Fyrtårnet og det forliste parti

Per Stig Møller making an appearence during the danish 2011 election

Den danske partikonservatismes centrale intellektuelle har i årtier været Per Stig Møller. Da han for nylig fyldte 70, benyttede Det Konservative Folkeparti lejligheden til at udgive et festskrift til ære for ham – men gør festskriftet nu også hans værk ære, og kan det hjælpe os til at forstå den krise, partiet befinder sig i? Christian E. Skov anmelder skriftet:

Lars Barfoed hævder i sit forord, at Per Stig Møller har haft en ”uvurderlig betydning som filosof og forfatter”. For hvem, tør man spørge? Næppe for Lars Barfoed selv, som i sit meget korte indlæg ikke går ind i denne filosofs filosofering, men holder sig på et konverserende, anekdotisk plan.

Et standardindlæg lyder: ”Per Stig er jo en meget særlig konservativ. Både praktiker og teoretiker. Han har skrevet så mange bøger. Det er så imponerende. Nu skal I høre engang, hvor han blev rigtig vred over næsten ingenting.” Bevares, det er da meget skægt, at Bertel Haarder fortæller om dengang, da Per Stig Møller fik muret Bertel Haarders dør til. Men er der virkelig ikke andet? Er Per Stig Møller bare et kolerisk offer for vennernes hyggelige anekdoter?