Konservatismen og den højreradikale terror

Den norske højreekstremist Anders Behring Breiviks terror mod det norske samfund ledte herhjemme til en voldsom debat om blandt andet forbindelsen mellem tonen i debatten og terrorangrebet og forholdet mellem kulturkonservatismen og højreradikalismen. Essayet Konservatismen og den højreradikale terror blev skrevet af ph.d.-stipendiat Christian Egander Skov umiddelbart efter angrebet og er et forsøg på at skabe klarhed over fronterne i debatten.

Fredag d. 23. juli fandt en forbrydelse sted af et omfang, som vi håbede, vi aldrig skulle opleve. Anders Behring Breivik, der gennem længere tid havde fløjet under efterretningstjenestens radar, lod ikke alene bomber sprænge i Oslos regeringskvarter, men satte trumf på sit angreb mod det norske samfund, da han på den lille ø Utøya massakrerede de unge politisk aktive fra Arbejderpartiets ungdom, AUF. 77 mennesker omkom, og i dagene, som fulgte, blev der sat ansigt på flere af de myrdede, og det gik op for alle, hvad der egentlig var hændt.

Jeg har valgt at indlede denne overvejelse om Anders Breiviks ideologiske udgangspunkt med denne korte påmindelse om, hvad der skete, fordi tragedien kun alt for let kan blive overskygget af alle de overvejelser, der følger i dens kølvand, og som må følge i dens kølvand. Angrebet har affødt en debat, som blandt andet har fået Berlingske Tidendes chefredaktør Tom Jensen til at kritisere reaktionen. Men debatten må imidlertid følge, fordi en begivenhed som denne skriver sig ind i vores verdensbillede og kræver at blive sat ind i en meningsfuld kontekst. Det er kun naturligt, at den ikke kan forblive ufordøjet, men alligevel bør vi holde os det tragiske udgangspunkt for øje. Det følgende er et forsøg på at sige noget om Anders Breiviks ideologiske udgangspunkt med skelen til de forsøg, der allerede er blevet gjort, idet jeg særligt vil hæfte mig ved forbindelsen mellem Breiviks ideologiske udgangspunkt og den kulturkonservatisme, som har præget debatten siden 2001.

Det første spørgsmål, som man må stille sig selv, er jo, hvordan man overhovedet kan finde på sådan noget? For de fleste af os, er det jo ufatteligt, og vi kan måske kun forstå det som et udslag af vanvid, som en gal mands værk eller lignende. En sådan forklaring er naturligvis besnærende, dels fordi den bekræfter os i vores egne opfattelser af ret og vrang, og dels fordi vi ikke behøver at beskæftige os med hans motiver i øvrigt, når den fuldstændige irrationalitet er konstateret. Dette kendes fra de historiske biografier, hvor man særligt tidligere havde en tendens til at forklare det uforståelige som et udslag af ondskab eller af en dæmoni, der indhyllede deres handlinger i en uigennemtrængelig irrationalitet. Diktatorer som Hitler, Pol Pot og Stalin står for os som ondskabens ikoner, og på den måde kan vi gøre det ufattelige fatteligt. Det kan sammenlignes med, hvad sociologen Zygmunt Baumann skrev om Holocaust, der i også vores bevidsthed står som indbegrebet af ondskab:

”Det var en forfærdende forbrydelse, som ondskaben havde begået mod uskylden. En verden opdelt i morderiske galninger og hjælpeløse ofre… således mindede mit billede af Holocaust om et billede på væggen: pænt omgivet af en ramme, som holdt billedet adskilt fra tapetet og tydeligt markerede, hvor forskelligt det var fra resten af rummet”

Baumanns pointe er ikke, at Holocaust ikke var en forfærdende forbrydelse, men at reduktionen af denne begivenhed til ren ondskab også betød, at man dermed aldrig ville kunne forstå, hvad der egentlig var på spil. Holocaust blev opfattet ikke som en del af vores normale virkelighed, men som et brud på historiens normale gang, ”en kræftsvulst på det civiliserede samfund, et momentant udbrud af sindssyge blandt psykisk sunde.” Hvad Baumann opdagede, da han frasagde sig ondskaben som forklaringsmodel, var, at Holocaust som fænomen var snævert knyttet til modernitetens formålsrationalitet. Kort sagt havde nazisterne et ideologisk mål og satte sig så for at løse det på den mest logiske og rationelle måde. Dette var, understregede Baumann, det egentlige og ubehagelige lære af Holocaust; der var ikke tale om en unormal, før-moderne irrationalitet, men netop om et udslag af alt det, vores moderne tilværelse baserer sig på.

I skrivende stund tyder meget på, at Anders Breivik ikke var sindssyg i gerningsøjeblikket, og i det hele taget synes terrorhandlingen planlagt i en sådan grad, at det ikke lader sig gøre at afvise den som – i den forstand – vanvid. Det uhyggelige er netop, at det var en uhyre meningsfuld handling, vel at mærke ikke for os andre, men for Breivik selv, en revolutionær handling, som okkuperede en central plads i hans ideologiske system, og som han gik igennem meget besvær for at realisere. Alt dette er i virkeligheden kun for at sige ét: At den forklaring slet ikke er en forklaring, som vil forklare ved at afvise, at der er noget at forklare, eller som vil henvise alene til kringelkrogene i gerningsmandens sind. Breivik var tydeligt og ubetvivleligt et ideologisk menneske, og det spørgsmål, vi må stille, er altså, i hvilket ideologisk landskab massakren på Utøya og bombeanslaget i Oslo er en meningsfuld handling?

Breivik og tonen

 Indtil videre synes to overordnede synspunkter at råde: Den første er det, der vil afskrive handlingen som galskab eller ondskab, det andet er det, der søger at identificere Breiviks ideologiske ståsted og her når frem til, at hans holdninger er nært beslægtet med gængs kulturkonservatisme. Der kan også spores en ideologisk opdeling, hvor groft sagt højrefløjen har betonet, at her var noget psykologisk på spil, mens venstrefløjen har forsøgt at bruge analysen til at underbygge en kritik af den højreorienterede, national- eller kulturkonservative diskurs, som har vundet frem i de senere år.

Selv fulgte jeg mediedækningen tæt i de første dage, og det slog mig, hvordan forskellige etiketter hæftedes på Anders Breivik. Generelt omtaltes han på aftenen for massakren som højreradikal eller højreekstremist for næste dag at blive kaldt kristen fundamentalist, nationalist eller slet og ret højreorienteret. På tredjedagen var han så igen blevet højreekstremist, samtidig med at flere dog fremhævede, at han tilsyneladende opfattede sig selv som kulturkonservativ.

Skal en kort kommentar knyttes hertil, må det være, at det synes i værste fald urimeligt og i bedste fald larmende upræcist at kalde Anders Breivik højreorienteret, for det kan da godt være, at han er det, men det er et meget bredt begreb, som strækker sig fra Det Radikale Venstres højrefløj til diverse ætlinge af Djenghis Khan. Sigende var en kommentar af debattøren og venstrepolitikeren Kasper Elbjørn i den forbindelse: ”Der er efterhånden rigtig mange, som kaldes – eller kalder sig – højreorienterede. De fleste kan jeg slet ikke identificere mig med. Jeg er borgerlig-liberal. Jeg mener, at et samfund skal måles på den frihed, det giver sine borgere, og på den tryghed, som det giver sine svageste…”. Ligeledes er karakteristikken af Breivik som kristen fundamentalist skudt ved siden af. Den opstod meget tidligt i forløbet, før manifestet blev kendt, og bygger mig bekendt kun på, at han på sin Facebook-side skrev, at han var kristen og konservativ, hvilket måske i en eller anden redaktionsproces er blevet til konservativ kristen og således altså kristen fundamentalist.

“Indtil videre synes to overordnede synspunkter at råde: Den første er det, der vil afskrive handlingen som galskab eller ondskab, det andet er det, der søger at identificere Breiviks ideologiske ståsted og her når frem til, at hans holdninger er nært beslægtet med gængs kulturkonservatisme. Der kan også spores en ideologisk opdeling, hvor groft sagt højrefløjen har betonet, at her var noget psykologisk på spil, mens venstrefløjen har forsøgt at bruge analysen til at underbygge en kritik af den højreorienterede, national- eller kulturkonservative diskurs, som har vundet frem i de senere år.”

Det interessante i denne sammenhæng er kategoriseringen af Breivik som kulturkonservativ, for således betegnede han jo sig selv; at spørge ind til denne selvidentifikation synes altså at være et godt sted at begynde. Denne tråd blev fornuftigvis taget op af studieværten Adam Holm på DR 2’s nyhedsprogram Deadline. Her havde Adam Holm, som selv har skrevet ph.d.-afhandlingen I opposition til fortiden om dansk radikalkonservatisme, inviteret to gæster i studiet, som nu fik rig mulighed til at udrede de ideologiske tråde. Desværre var analyserne begge stærkt generaliserende og øgede ikke just forståelse af Breiviks ideologiske udgangspunkt. Første gæst var en for mig indtil da ukendt blogger ved navn Monica Margrethe Hansen, som ikke var i tvivl om, at Breivik havde ramt helt rigtigt, når han kaldte sig selv national- eller kulturkonservativ, og som i øvrigt mente at vide, at Breivik havde tætte kontakter til danske islamkritikere. Bloggeren er imidlertid et meget problematisk sandhedsvidne, idet hun selv på sin blog p77.dk er mere end almindelig engageret i kampen mod højreblogosfæren, regeringen i almindelighed og Dansk Folkeparti i særdeleshed. Om dette frakender hendes udsagn enhver form for sandhedsværdi, er naturligvis ikke givet, men der var tydeligvis tale om et partsindlæg, og det ville have klædt Adam Holm at have gjort opmærksom på dette forhold. Den anden ekspert var en medarbejder på P1-programmet Orientering, som også talte om de nationalkonservative, hvortil han regnede en bred vifte af personer, partier og bevægelser lige fra populistiske, liberale islamkritikere som Geert Wilders til det svært fascistoide ungarske parti Jobbik, der som ungdomsparti har en militant bevægelse, der gør i at overfalde sigøjnere og immigranter. I studiet var også lektor i statskundskab Søren Hviid Pedersen, der vel er Danmarks største kapacitet på området, men hans opgave var kun at diskutere retspolitik med CEPOS-juristen Jacob Mchanghama, som var ganske enig i opfattelsen af Breivik som konservativ, idet han udtalte, at hvad Breivik havde sagt og skrevet, ikke adskilte sig fra det, man kunne læse hos Jyllandspostens højrebloggere.

Denne analyse blev snart fulgt op af krav om selvransagelse hos de nationalkonservative, og det lå mellem linjerne, at de var mere eller mindre medansvarlige for Breiviks handlinger. Trine Pertou Mach, der er folketingskandidat for Socialistisk Folkeparti og derudover formand for Mellemfolkeligt Samvirke, skrev eksempelvis på Facebook: ” håber i den grad, at den nationalkonservative højrefløj er i gang med en systematisk og ærlig selvransagelse af deres retorik og fjendebilleder i disse timer”, og dette krav blev af en anden kommentator fulgt op af udbruddet: ”Venstre og Konservative er lige så racistiske – primitive og pinlige udover alle grænser !! FØJ !!!”. Med offentliggørelsen af Anders Breiviks 1.500 siders lange manifest var der tilsyneladende mere skyts til dem, der delte denne analyse, for her priste Anders Breivik blandt andet den danske udlændingepolitik, Anders Fogh Rasmussen og Morten Messerschmidt. Et blogindlæg som, Søren Espersen fra Dansk Folkeparti havde forfattet, hvor han tog afstand fra terrorhandlingen og udtrykte sin medfølelse med ofrene blev mødt med vrede fra en række af bloggens læsere, der mente, at det netop var holdningerne bag Dansk Folkeparti og den borgerlige regerings indvandringspolitik, som kom til udtryk i Breiviks terroranslag. Grundlæggende er der tale om en kontinuitetstese, som finder årsagen til Breiviks terror i en bredere højrediskurs, som måske ikke selv er en opfordring til vold, men som legitimerer sådanne handlinger, fordi de udtrykker en kritik af det multikulturelle samfund.

Det er naturligvis nemt at pege fingre af de meget ophedede reaktioner, som fulgte i dagene efter. I en forstand er det også på sin plads, for det kan for mange synes problematisk at udnytte tragedien i politisk øjemed, hvortil kommer, at angrebene kan være ødelæggende for dem, der kobles til en handling, som de ingen sympati har for. Harmen over denne analyse kom blandt andet til udtryk hos den konservative folketingsmand Rasmus Jarlov, som på sin blog på Politiken skrev:

”Det er en grotesk simplificering at gruppere udenlandske såkaldt højreekstremister sammen med den danske demokratiske højrefløj og gøre dem kollektivt ansvarlig for hinandens handlinger.  Der er ikke mere Anders Breivik i Dansk Folkeparti, end der var Rote Armee Fraction i Socialdemokratiet”

Indlægget var et svar på nogle bemærkninger i Politikens leder, som associerede indvandrerdebatten med Breiviks terror og en kritik fra formanden for Socialistisk Folkeparti, Villy Søvndal, som for sin del mente, at terrorhandlingen måtte føre til et opgør med højrefløjens hetz mod muslimer og venstreorienterede.

Selvom man med rette kan kritisere det saglige indhold i sådanne udtalelser, skal man dog være varsom med at afskrive reaktionerne som kold opportunisme; uden tvivl har mange netop set deres forhåndsopfattelse af dele af den danske højrefløj tragisk bekræftet i Breiviks handlinger, og de heftige angreb skyldes således ikke manglende samvittighed, men at hér er tale om mennesker, som netop er drevet af deres samvittighed til et opgør med noget, de ud fra deres ideologiske forudsætninger må associere til Anders Breiviks massakre. Problemet er imidlertid, at sådanne generaliseringer, hvor forståelige de end måtte være, skaber en unuanceret debat, hvis eneste resultat er, at der graves ideologiske grøfter, hvorfra der i ny og næ affyres et læs retorisk mudder eller gøres et dristigt udfald, og dermed risikerer man uforvarende at gå ekstremismens ærinde, som hellere end gerne ser den offentlige debat afløst af gensidig uforsonlig tavshed.

I forsøget på at forstå det hændte, må vi som Odysseus navigere mellem Scylla og Charybdis. Man skal hverken afvise nødvendigheden af en grundig analyse af det ideologiske grundlag og dettes relation til politikkens ideologiske hovedstrømninger, men man skal heller ikke forfalde til en grovkornet og generaliserende ideologianalyse, som kun tjener til at forplumre. Disse fejlagtige tilgange deler i øvrigt det karakteristikon, at de operer med en ondskabens kategori, der blot tjener til at bekræfte normaliteten, men til gengæld lukker debatten og dermed afskærer os fra en dybere, mere nuanceret og nødvendig forståelse for terrorismen ideologiske fundament.

En europæisk uafhængighedserklæring

Denne baggrund har Anders Breivik selv redegjort for i et manifest på mere end 1.500 sider, som han kalder 2083- A European Declaration of Independence. Desuden findes en række internetkommentarer, som Anders Breivik har forfattet gennem årenes løb. Eksempelvis har den norske netavis document.no samlet alle hans indlæg på deres side, så de er nemt tilgængelige. Læser man disse indlæg, finder man en række synspunkter, som ikke vil være fremmede for den, der har fulgt den danske debat, og det var vel også denne observation, der fik Jacob Mchanghama til i føromtalte udgave af Deadline at konkludere, at Breiviks synspunkter ikke adskilte sig fra, hvad man kunne læse hos diverse bloggere hos Jyllandsposten – en observation, som er tæt knyttet til opfattelsen af Breiviks ideologiske fællesskab med den gængse kultur- eller nationalkonservatisme, som har præget debatten herhjemme siden 2001. Men læser man Breiviks manifest finder man tværtimod nogle synspunkter af langt mere radikal karakter, som bestemt ikke er almen kost i den danske debat. uoverensstemmelsen lader sig også forstå ud fra manifestet, idet Breivik på side 855 skriver: ” I feel really happy about my current course. In fact, I have never been happier than I am today and I do not find it problematical to hide my true ideological agenda from everyone else. To all I know I am a moderate right-winger and not a resistance fighter.” Tilsyneladende har Breivik i et eller andet omfang spillet en rolle, og har optrådt som moderat for at undgå mistanke. Dette er i øvrigt en vurdering, som også den norske efterretningstjeneste, PST, deler. Det betyder, at man skal fare med lempe, når man forsøger at slutte fra hans generelle kommentarer til hans ideologiske udgangspunkt. Vil man forsøge at karakterisere dette udgangspunkt, må man vende sig mod manifestet.

Her udlægges en særegen korstogsideologi, der har en ikke ringe lighed med den islamiske jihadisme, som jo også i sin rod er et selverklæret opgør med den muslimske verdens forfald, dets korrupte ledere og en kamp for en islamisk genfødsel i et samlet muslimsk kalifat under den hellige lov. Centralt i Breiviks verdensbillede står en omfattende konspirationsteori, ifølge hvilken den vestlige verdens magthavere er ved at gennemføre en bevidst befolkningsudskiftning i Europa. Der er tale om en måde at forklare masseindvandringen på, som vil identificere en hemmelig masterplan, således at den aktuelle udvikling kun kan forstås som et forræderi i helt konkret forstand. Derfor er ideologiens hovedfjende også den indre fjende, herunder samfundets politiske elite og system som sådan. Den indre fjende er også en række vestlige ideologier som kulturmarxisme, feminisme og humanisme, hvis funktion det er at fordærve vesten inde fra, og som på grund af sagens alvor skal bekæmpes med våben i hånd. Ideologien er også en kritik af den globale kapitalisme, der i sin nuværende form er en drivkraft bag den islamiske kolonisering af Europa, og desuden vender Breivik sig imod den anglo-amerikanske verdensdominans og i det hele taget den politiske orden, som opstod i vesten efter Anden Verdenskrig. En følge af den hårde systemkritik er desuden, at demokratiet må opfattes som fejlslagent, og at et svar på Vestens ødelæggelse ikke kan komme inde fra systemet, hvorfor opgaven påhviler en revolutionær avantgarde, hvortil Breivik regner sig selv.

De to første bøger i manifestet består i hovedsagen af diverse indlæg og analyser af et bredt spektrum af skribenter på den europæiske højrefløj. I det omfang, der er et sammenfald mellem Breiviks synspunkter og en bredere højrediskurs er det på dette analytiske plan. Men de forskellige analyser knyttes også sammen for at danne et nogenlunde sammenhængende verdensbillede, som understreger, at Vestens forfald er så fremskredent, at der ikke blot er tale om en krise, men om at undergangen er næste stop. De to første bøger definerer altså den udfordring, som Breivik mener, at Vesten står over for, mens han i tredje bog kommer med løsningen. Med andre ord så tilføjer Breivik noget nyt til de gængse højrefløjsanalyser, som ikke udspringer af analyserne selv, og han lader de mere gængse højrepopulistiske og nationalkonservative analyser indgå i en ny ideologisk kontekst, hvor de kommer til at understrege behovet for radikal, revolutionær handling.

I sin tredje bog knytter Breivik an til, hvad man kan kalde en konservativrevolutionær tankegang. Breivik kalder en konservativ revolution det eneste svar for Europa, tager et opgør med den hidtidige konservatisme og når frem til, at Europa egentlig har brug for en ny konservatisme, som han kalder for en ”korsfarernationalisme” og som han giver navnet the Vienna School of Thought. Dette ikke er en eksisterende konservativ skole, men netop en nyskabelse, et udkast til en ideologi, som gerne vil opfattes som en slags konservatisme, men som Breivik selv kalder en en blanding af konservative og traditionalistiske elementer. Navnet skyldes, at Wien var den by, hvor det i 1683 endelig lykkedes at bremse de muslimske osmanners fremmarch i Europa, og allerede her tilkendegives således en opfattelse af, at opgøret om Europas fremtid står her og nu. Denne ideologis udgangspunkt og mest markante karakteristikon er da også dens korsfarermytologi, som knyttes til en opfattelse af, at vi allerede nu står i en krigssituation. Et sted skriver Breivik således: “The cultural Marxists have for more than 50 years disregarded the will of the majority of Europeans. The time for dialogue is now over. The time for armed resistance has come”, og dette skal altså forstås som den krigserklæring, der inden for ideologien etablerer krigen, dvs. borgerkrigen som den nye normaltilstand, og Breivik fremhæver da også, at militær kamp mod de indre fjender er den eneste rationelle tilgang. Der er med andre ord ikke tale om en krigsmetafor, eller om en trussel om borgerkrig, sådan som det er udbredt i visse kredse på højrefløjen, men om en opgørets mulighed her og nu, der betyder, at det er legalt og korrekt at slå fjenden ihjel for at rense Europa:

”We know who you are, where you live and we are coming for you. If not today, then tomorrow, if not in 10 years, then in 50 years. We are in the process of flagging every single multiculturalist traitor in Western Europe. You will be punished for your treasonous acts against Europe, and Europeans. We will ensure that all category A and B traitors, the enablers of Islamisation and the destroyers of our cultures, nations and societies, will be executed and your property expropriated”

Bogen indeholder efterfølgende en minutiøs plan for forløbet af den forestående krig, der vil forløbe i tre faser, begynder med terrorisme og ender med en etnisk og ideologisk udrensning i Europa. Når terror er nødvendig skyldes det, at den vil vække de sovende europæiske folk til dåd. Når folket i al almindelighed slumrer, understreges den revolutionære avantgardes rolle i opgøret. Denne elite lignes gennemgående med korstogstidens tempelriddere, og Breivik hævder at være medlem af et europæisk netværk af moderne korsriddere. For den revolutionære avantgarde gælder andre regler end for mennesker i al almindelighed. Det viser sig eksempelvis, da Breivik i sin dagbog indrømmer at have benyttet sig af to prostituerede i Prag, men undskylder sig selv med, at det intet betyder i lyset af den nåde, han snart vil opnå gennem sit martyrium. I forbindelse med det angiveligt kristne element hos Breivik skal det nævnes, at han eksplicit skriver, at han er kulturkristen og ikke religiøs kristen, fordi han ikke har et personligt forhold til Jesus. Han erkender altså blot kristendommens kulturelle værdi, men fastholder samtidig, at denne værdi ophæves, hvis kirken domineres af en pacifistisk kristendom. Kristendommen lever hos Breivik på den ekstreme nationalismes nåde og har kun en rolle at spille som et fundament for dette system, dette er en af grundene til, at Breivik modsætter sig den protestantiske kirke, som han opfatter som svag og ønsker at re-katolicering af Nordeuropa.

Fremhævelsen af den revolutionære avantgarde, der gennem martyriet og enestående og heroiske (terror)handlinger har til opgave at vække de europæiske folk, knytter sig til en heroiserende og vitalistisk tro på den enkelte handlings, dådens magt til at ændre historiens gang. I kraft af denne handling kan hele den historiske udviklingslinje drejes bort fra undergang til national genopstandelse. Dyrkelsen af dåden knytter sig også til dyrkelsen af krigen, for som nævnt er krigen ikke et skræmmebillede, men en mulighed for handling og opgør – det sted, hvor det nye samfund skal skabes, som skal afløse den degenerative tilstand. I dette kommende samfund er Europa på ny bundet sammen i en økonomisk og kulturel føderation, som har afløst EU og NATO. USA’s hegemoni er blevet brudt af dette nye Europa. Alle muslimer skal deporteres fra Europa, og de vil på dette tidspunkt ifølge Breivik vel at mærke udgøre op til 60 % af befolkningen – den etniske udrensning er gennemgående og også fra de ellers muslimske lande som Albanien og Bosnien-Hercegovina skal muslimerne udrives, samt fra Middelhavets kyst fra Bosperus til Sinai, hvor der skal oprettes stater til mellemøstens kristenhed. Endelig skal demokratiet i dets nuværende form afskaffes og samfundslivet genmoraliseres, men krigen og den etniske udrensning er så absolut, hvor hovedvægten lægges.

Hvordan skal vi karakterisere det og hvad er højreradikalisme?

 Det spørgsmål, der nu rejser sig, er, om vi kan forstå dette som konservatisme. Et svar ville være, at ja, det kan vi godt, for han kalder det selv konservatisme, og derfor er der egentlig ikke noget at rafle om. Bag et sådant svar ligger en streng nominalisme og en antagelse om, at konservatisme blot er det, som selverklærede konservative tror på. Dette udgangspunkt kan have meget for sig rent analytisk, men det står imidlertid klart, at ingen af parterne i debatten har dette udgangspunkt. Også de, som hævder, at Breivik er konservativ mener jo netop at kunne identificere en række ideologiske karakteristika såsom anti-islamisme, anti-multikulturalisme og nationalisme, som afslører ham som konservativ. De hævder altså præcis det modsatte af det nominalistiske synspunkt, hvilket dog ikke forhindrer, at der også henvises til selvidentifikationen som en underbygning af argumentationen.

Men vi skal altså koncentrere os om indholdet snarere end etiketten, og det synes da også rimeligt at antage, at hvis en ideologisk markør som begrebet konservativ overhovedet har nogen værdi, så er det netop, fordi den er i stand til at markere en substantiel forskel mellem denne position og andre positioner. Det giver sig selv, at en ideologisk identitet, der kan være sammenfaldende med enhver tænkelig anden ideologisk identitet, slet ikke er noget, som man kan bruge til at identificere sig med. Den ville være så værdiløs som et pas uden fornavn, efternavn, foto og andre kendetegn. Skal det overhovedet give mening at operere med begrebet så må det betegne noget; dermed ikke sagt, at det ikke kan dække over meget, og dermed heller ikke sagt, at det dækker over det samme til alle tider. En måde at anskue forholdet på er blevet foreslået af den britiske politolog Michael Freeden, som mener, at ideologer har kendetegn, som gør, at de adskiller sig fra hinanden, men at ideologier samtidig er under stadig forandring dog på en sådan måde, at visse af ideologiens komponenter udviser en højere grad af stabilitet end andre, hvorfor vi kan forstå, at ideologier både er præget af en betydelig historisk forandring og af en betydelig kontinuitet, som særligt gør sig gældende for ideologiens kernekomponenter.

Hvad er da konservatismens kendetegn? Den britiske idéhistoriker Noël O’Sullivan har karakteriseret konservatismen som en politics of imperferction, hvorved han forstår en særlig måde at opfatte det politiske på, som betoner menneskets imperfektion, dets begrænsethed, og derfor afviser de moderne politiske idéer, hvis grundidé, som også den amerikanske konservative Russel Kirk stærkt betoner, er, at mennesket kan perfektioneres, og at politikkens mål derfor bliver at skabe det perfekte samfund. Imod dette fastholder konservatismen med et udtryk, som den liberal-konservative Henrik Gade Jensen bruger andetsteds i dette nummer af Årsskriftet Critique, at ”det bedste er det godes fjende”, og at forsøget på at nå dette perfekte stadie ikke fører til perfektion, men til perversion. Dette ideologiske kendetegn er også blevet fremhævet af konservatismens kritikere. For eksempel taler idéhistorikeren Albert Hirschman om, at konservative eller ”reaktionære”, som han kalder dem, ofte benytter sig af nogle faste retoriske former, herunder ”perversionstesen”, der alle har til formål at afvise de progressive ideologiers målsætninger som umulige eller kontraproduktive.

Den konservative, amerikanske idéhistoriker Jerry Z. Muller har fremhævet en lang række ideologiske karakteristika ved konservatismen, som ikke er nødvendige elementer i enhver udlægning af konservatismen, men har en tendens til gang på gang at optræde i konservative positioner. Iblandt disse er betoningen af menneskets imperfektion, institutionernes nødvendighed, samt kulturens og det partikulæres betydning. Førnævnte Michael Freeden, der også må regnes som en kritiker af konservatismen, fremhæver til gengæld stærkt organismebegrebet og betoningen af den ”naturlige” orden som konservatismens eneste stabile elementer, idet det dog ikke er givet på forhold, hvor rigidt forholdet mellem det naturlige udgangspunkt og den nødvendige udvikling er. Organismetanken eller vækstmetaforen fremhæves også af den svenske sociolog Göran Dahl i hans bidrag til Brian Mikkelsens Den konservative Årstid. Dahl som gennem flere år har forsket i konservative ideologier og højreradikale ideologier når således frem til, at vækstmetaforen, der knytter sig til organismebegrebet er den gennemgående tanke i de mange forskellige varianter af konservatisme, som findes.

 Vender vi blikket mod et par danske konservative, ser vi dette billede bekræftet. Eksempelvis kan nævnes to indlæg om konservatisme af Kasper Støvring og Søren Hviid Pedersen i Årsskriftet Critique 2008. ”Eftersom konservative realistisk erkender menneskets instinktive tilbøjeligheder, besinder de sig også på menneskets begrænsning, de arvede eller vundne goder…”, skriver Kasper Støvring, der her udlægger konservatismen på en måde, der ligger tæt op ad O’Sullivans karakteristik af denne ideologi og dens forhold til det politiske. Søren Hviid Pedersen tager udgangspunkt i samme opfattelse af konservatismens ”grundlæggende mistro til det enkelte menneskes moralske og intellektuelle habitus” og betoner herefter konservatismens forsvar for civilsamfundets institutioner, idet han hævder, at konservatismen netop i kraft af sit filosofiske udgangspunkt afviser liberalismens og socialismens idéer om henholdsvis marked og stat som det eneste saliggørende. I denne sammenhæng kan også nævnes Per Stig Møller fra Det Konservative Folkeparti, der i bogen Den naturlige Orden meget kraftigt har betonet konservatismens anti-radikalisme: ”System-politikken udgår fra rationalismen. Når forstanden kan gennemskue alt og erkende alle bevægelseslove og mekanismer, kan den gennemskue lovene for det menneskelige sind og den menneskelige adfærd.” Denne rationalisme fører herefter til de mange forsøg på at realisere socialismens og liberalismens utopier og ender med Per Stig Møllers ord i behandlersamfundet og det totalitære samfund.

Hvad de forskellige forsøg på at definere konservatismen har tilfælles, er en betoning af konservatismen som en indsigelse mod den moderne verdens radikalisme. Denne radikalisme er nemlig afhængig af utopien, og lader sin politiske handlinger diktere af forventningshorisonten, som begrebshistorikeren Reinhart Koselleck har vist. Hvad enten konservatismen nu henviser til en antropologisk ansats eller til idéen om organisk udvikling, så er det udtryk for en kritik af netop denne moderne trang til at lade sine handlinger diktere af forventningen snarere end af erfaringen. Hvad der synes at kendetegne konservatismen er altså en form for anti-idealisme og anti-utopisme, som giver sig udslag i en kritik af den iboende radikalisme i modernitetens forskellige politiske projekter, og i den forstand er konservatismen altså netop anti-radikalisme, selvom man i en anden forstand må sige, at der ligger en vis radikalitet i dette stadige opgør, fordi det retter sig mod den modernitet, hvis vilkår vi tager for givet.

 I kraft af denne anti-radikale tråd må konservatisme i udgangspunktet være noget andet end højreradikalismen. O’ Sullivan skelner således på forhånd mellem konservatismen og højreradikalismen, ligesom han skelner mellem konservatisme og reaktion. Jerry Z. Muller skelner mellem ortodoksi og konservatisme, mellem reaktion og konservatisme samt mellem konservatisme og det, han kalder radikalkonservatisme. Hvor den konservative forstår behovet for stadig evolutionær reform, at der må forandres for at bevare med et populært udtryk fra Burke, står den reaktionære ifølge Muller i et modsætningsforhold til det bestående samfund og vil vende tilbage til det allerede tabte. Radikalkonservatismen står også skarpt i opposition til det bestående, men erkender til gengæld, at det tabte netop er tabt, hvorfor dens opmærksomhed fæstner sig på det nye.   Lige som konservatismen i øvrigt erkender den nødvendigheden af institutioner, autoritet og historisk kontinuitet, men i modsætning til denne opfatter den de moderne institutioner som angrebne, som tabte bastioner, og dens virke sigter derfor mod en revolutionær omvæltning af det bestående samfund. Denne ideologi fik en markant udformning i mellemkrigstidens Tyskland, hvor såkaldte konservativrevolutionære drømte om det kommende samfund og ønskede en totalitær løsning på modernitetens forfald, som kunne etablere en anden og alternativ modernitet. En af disse, litteraten Arthur Moeller van den Bruck udtrykte i sin bog Das dritte Reich dette konservativrevolutionære sindelag præcist, da han beskrev sin samtid som en epoke dømt til forlis, dømt til at opleve den dag, der ødelægger al dens succes. Ligesom senere højreradikale og ikke ulig Breivik knyttede han det revolutionære håb til opfattelsen af krigen som en mulighed for et tiltrængt opgør:

”Let us combine revolutionary and conservative ideas…Let us win the revolution…the revolution set the seal on our collapse; let is set the seal on our resurrection…We had reached a point in our history when a detour and a new path were necessary…There were problems in our history which would never have been soluble without a war and without a revolution. Let us make the War and the Revolution the means of solving them”

Den konservative revolutions forhold til nazismen er et omstridt emne, men overordnet set, er der ikke tvivl om, at dens højreradikale tankegods pegede i retning af nazismens totalitarisme. Det er bemærkelsesværdigt, at denne form for radikalkonservatisme også er et opgør med den bestående konservatisme. Der prædikes ikke bare, sådan som eksempelvis Adam Holm har fremhævet det i sin ph.d.-afhandling, en tilbagevending til et oprindeligt konservativt grundlag, således at radikalkonservatismen bliver ”conservatism applied to itself” med Göran Dahls ord. Der prædikes i mange tilfælde, at der netop skal skabes noget nyt, hos Moeller van Den Bruck er dette en såkaldt ”tysk socialisme”, og hos Breivik er det korsfarer-nationalisme. Begrebet radikalkonservativ optræder da også hos Muller som et grænsebegreb, og pointen er hér netop, at radikalkonservatisme slet ikke er konservatisme, og begrebet er derfor også et forsøg på at sætte ord på, hvad der sker, når konservatismen bryder med sig selv og bliver radikaliseret.

“Hvad er da konservatismens kendetegn? Den britiske idéhistoriker Noël O’Sullivan har karakteriseret konservatismen som en politics of imperferction, hvorved han forstår en særlig måde at opfatte det politiske på, som betoner menneskets imperfektion, dets begrænsethed, og derfor afviser de moderne politiske idéer, hvis grundidé, som også den amerikanske konservative Russel Kirk stærkt betoner, er, at mennesket kan perfektioneres, og at politikkens mål derfor bliver at skabe det perfekte samfund.”

Højreradikalismen har da også sin egen historie. Konservatismen er en ideologi, der har rødder i opgøret med Den Franske Revolutions radikalisme, mens de højreradikale ideologier, der typisk er kendetegnet ved et radikalt nationalistisk udgangspunkt, opstår i slutningen af 1800-tallet, som et svar på udfordringen fra socialismen. Som en stærkt nationalistisk ideologi betonede den ideligt nationens hellighed og ukrænkelighed og ville udsondre ethvert fremmedelement. Nogle steder betød dette et opgør med ideologiske modstandere, mens det andre steder knyttedes til religiøse eller kulturelle modsætninger og igen andre steder til en biologisk begrundet antisemitisme. At højreradikalisme ikke er konservatisme, men netop noget nyt, understreges på det kraftigste i det klassiske værk om fænomenet Eugen Webers og Hans Roggers antologi The European Right, hvor forfatterne konkluderer: “the new phenomenon [was] characterized as radical, violent, intransigent, extremist, modern, or totalitarian – the antithesis, in short, of classical conservatism” og igen lidt senere: ”yet its remoteness from the Left does not automatically move the Right closer to conservatism…The authoritarianisms of Fascism or Nazism were not simply heightened forms of an older authoritarianism…the extremists of the Right were truly radical and equally far removed from conservatives, liberals and socialists.”

Om Breiviks ideologi må man sige, at den ikke falder ind under selv en meget bred forståelse af konservatismen, selv ikke hvis der gives plads for et vist mål af nationalistisk radikalisme inden for konservatisme. Ideologien er radikalt revolutionær, tror på, at det er muligt gennem menneskelig handling at etablere en post-historisk virkelighed og realisere en nationalistisk utopi, den er en kritik af det borgerlige samfund, vender sig mod markedsøkonomien og hele den politiske orden, som blev skabt efter Anden Verdenskrig og den er udtalt anti-amerikansk og antidemokratisk. Når det er blevet hævdet, at der er tale om konservatisme, skyldes det, at Breivik selv kalder sig konservativ, men som jeg har forsøgt at vise, er dette ikke tilstrækkeligt. Derudover skyldes det også, at Anders Breivik ikke knytter snævert an til de ideologier, som vi er vant til at opfatte som bærere af højreradikalt tankegods. Således spiller hverken nazisme, fascisme, integral traditionalisme eller andre racebiologiske og esoteriske højrefløjsmiljøer nogen videre rolle i manifestet. Således mener jeg ikke, at Jeppe Matzen i sin artikel Nyfascisten i Weekendavisen rammer hovedet på sømmet, når han når frem til, at Breivik bedst lader sig forstå i den esoteriske højre-tradition efter den italienske traditionalist Julius Evola – skønt det dog må indrømmes, at dyrkelsen af korsfarermyten kan pege i en retning af en esoterisk inspiration, ligesom at Breiviks afstandtagen til fascismen bestemt ikke er så entydigt, som det er blevet udlagt i dagspressen. At Breivik ikke indskriver sig i nogle af disse mere marginale højreradikale ideologier, gør ham dog ikke konservativ, og bedst kan hans ideologiske udgangspunkt forstås som en form for revolutionær nationalisme, der ikke tror på muligheden for kontinuitet og organisk udvikling, men netop mener, at muligheden herfor er blevet forskertset. Ideologien lader sig således karakterisere med den brede betegnelse højreradikalisme. Når den kan knyttes til nationalkonservatisme, skyldes det dels, at de begge taler om kulturens betydning for samfundet, dels at national- eller kulturkonservatismens sprog i stigende grad er et, som benyttes af højreradikale, der har indset, at en mere traditionel højreradikalisme med en eksplicit tilknytning til fascisme, nazisme eller andre obskurantismer ingen mulighed har for folkelig gennemslagskraft.

Konservatisme og højreradikalisme

Et synspunkt, der har været fremme i den danske debat lyder, at der mellem Breiviks ideologi og eksempelvis de synspunkter, som Dansk Folkeparti giver udtryk for, er et kontinuum. Dette gav eksempelvis Politikens debat-redaktør Anita Bay Bundegaard udtryk for i Deadline på DR2 den 27. juli. Synspunktet ligger til grund for argumentationen om, at tonen i debatten har ført til massakren, og det er også kommet til udtryk hos Politiken-bloggeren Rune Engelbreth, der i et indlæg på sin blog den 28. juli på den ene side nægter at have trukket en linje mellem den demokratiske højrefløj og Breivik, men på den anden side fremhæver, at Breiviks verdensbillede var fostret af:

”den type antimuslimsk hysteri og yderligtgående nationalkonservatisme, som ikke blot gennemsyrer gerningsmanden Anders Behring Breiviks mainfest, 2083 – A European Declaration of Independence, men er standardcocktail hos den mest antimuslimske sfære blandt en række af Europas populister og nationalister.”

Her er synspunktet altså, at Breiviks ideologi er en yderligtgående nationalkonservatisme, og at denne i det hele taget går igen hos højrefløjens populister, hvormed han mener partier som Dansk Folkeparti og foreninger som Trykkefrihedsselskabet. Det måske mest markante udtryk for denne kontinuitetstese gav filminstruktøren Christian Braad Thomsen dog udtryk for i en artikel, som i al væsentlighed var et personangreb på Dansk Folkepartis Søren Krarup. Braad Thomsen gik endog skridtet længere og indikerede, at Søren Krarups synspunkter ikke blot kunne føre til handlinger som Breivik, men egentlig var af samme art som hans, idet Braad Thomsen i Krarups forfatterskab mente at kunne finde samme kombination af nationalisme og kristendom som hos Breivik, og fordi han tillige i dette forfatterskab mente at kunne finde anbefalinger af religiøst motiverede massakrer, og hans konklusion var derfor:

”Krarup har fremsat tilsvarende hadske udfald. Det er klart, at han ikke i dag vil forsvare Oslo-massakren, men med sit forsvar for tilsvarende massakrer gennem historien og ved at oppiske en borgerkrigsagtig stemning og kalde dem, der er uenige med ham, »landsforrædere«, har han gødet jordbunden for den norske massakre.”

Hvad man end måtte mene om den danske islamkritik, synes ovenstående angreb at ramme ved siden af, idet borgerkrigsbilledet jo netop her fremmaner en truende horisont, som det handler om at undgå og ikke en ønskelig tilstand. Eksemplet er da også kun med for at understrege, at kontinuitetstesen dækker over en lang række synspunkter, hvoraf nogle må siges at være tynget af en politisk, polemisk hensigt om at delegitimere ideologiske modstandere, mens andre er mere forståelige forsøg på at hævde den opfattelse, at ord kan føre til handling, og at de ord, som høres på den danske højrefløj ikke er så forskellige fra de ord, man kan læse i Breiviks manifest. Skønt jeg mener, at dette synspunkt grundlæggende bygger på en overfladisk læsning af Breiviks manifest eller en misforståelse af forholdet mellem konservatisme og højreradikalisme, er tesen dog værd at tage alvorligt, fordi den rejser spørgsmålet om, hvilke veje der kan være fra en konservativ til en højreradikal position.

Man kan nemlig med rette kritisere O’Sullivans aprioriske skelnen mellem højreradikalisme og konservatisme ud fra en historisk betragtning. For selvom man kan opsætte et sådant skel på baggrund af ideologiens væsentligste karakteristika betyder det ikke, at de konkrete aktører bliver på den rette side af dette skel, historien er i hvert fald fyldt med eksempler på det modsatte, og når kritikere har fremhævet forbindelsen mellem den konservative kritik af multikulturalismen og diverse former for højreradikal nationalfanatisme, så det uden tvivl en kritik, som næres af en historisk erfaring fra mellemkrigstiden, hvor konservatismen ikke gennemgående udviste tilstrækkelig modstandskraft over for de højreradikale anfægtelser. Når det derfor en gang er slået fast, at konservatisme og højreradikalisme er to forskellige ting, må det altså indrømmes, at konservative langt fra er immune over for radikalisering. Der er en vej fra en konservativ til en radikal position, fordi konservatismens kritik af moderniteten med historikeren Fritz Sterns ord kan udvikle sig en dyb kulturel fortvivlelse, som kun udfries gennem en revolutionær handlingsfetichisme, som nok kan synes konservativ i den forstand, at den revolutionære handling retter sig mod størrelser, som også konservatismen er kritisk overfor, men som alligevel afslører sig selv som fundamentalt ukonservativ, idet den helt ser bort fra konservatismens kritik af radikalismen og menneskets mulighed for overhovedet at skabe historien om efter sin egen vilje.

Historien om konservatismen efter denne tid er imidlertid også historiens om dens af-radikalisering, som fik den til at stå i et nyt forhold til moderniteten og den politiske liberalisme. Også de konservative, som i de senere år har fastholdt eller rettere genfremsat traditionelle konservative synspunkter om kulturens betydning for menneskets tilværelse gør i vid udstrækning dette i lyset af en kritik af mellemkrigstidens højreradikalisme. Dette gælder også for den forkætrede Søren Krarup, som bygger sit konservative udgangspunkt dels på en tidehvervsk kristendom, som om noget har betonet opgøret med idealismen og utopien i den teologiske, filosofiske og politiske tænkning, dels på den højrekonservative litterat Harald Nielsen, hvem Krarup dog netop har kritiseret for den ideologiske udvikling, som fulgte af Nielsens tiltagende antisemitisme og overdrevne dyrkelse af nationen. Også Kasper Støvring, der med størst gennemslagskraft har fremført kulturkonservative synspunkter i den offentlige debat, har i sit forfatterskab ved adskillige lejligheder givet udtryk for kritik af højreradikalismen. I hans første bog Blivende Værdier er grundsynspunktet da også netop, at konservatismen både må tage afstand til tidens populisme og højreradikalisme samtidig med, at den må tage et opgør med den neoliberalisme, som siden 1980’erne har arbejdet sig ind i konservativt tankegods. Billedet er faktisk gennemgående og et par eksempler her fra Årsskriftet Critique understreger dette. I Årsskriftet Critique II skrev filosoffen Kai Sørlander om konservatismen, at den måtte være et forsvar for rationaliteten og det frie samfund, hvorfor den adskilte sig fra eksempelvis liberalismen ved at forstå frihedens kulturelle forudsætninger, men dermed måtte den også være noget andet end gold traditionalisme, som ville forsvare hvad som helst. Fra tredje årgang kan fremhæves artiklen Den konservative Utopi af juristen Anders Toft Hansen. Denne lille artikel er en meget præcis kritik af den konservatisme, der udvikler sig i utopisk retning, og den kan også læses som en advarsel til konservative om at være sig deres ideologiske udgangspunkt bevidst:

”Lige så snart konservative har et idealsamfund for øje, en fortryllet illusion, det få en sådan indflydelse på den konservative, at der ikke gås på kompromis med idéen. Men konservatismen bør altid være transparent. Man skal forstå og erkende grundlaget for de idéer og værdier, konservatismen anbefaler.”

Toft Hansen fremhæver det forhold, at konservatismen ingenlunde er vaccineret mod radikalismen, den står altid selv i fare for at forelske sig i denne eller hin ideologiske forestilling, og derfor må konservatismen, hvis den skal være konservativ, også altid være selvkritik, kun på den måde kan konservatismen i nogen meningsfuld og gennemført forstand leve op til sine egne krav til anti-radikalisme. Konservatismen er ikke en ideologi, som ligger på grænsen af vanviddet, men den kan udvikle sig til vanvid, den kan udvikle sig væk fra sig selv. Endelig vil jeg i al beskedenhed nævne min egen artikel, De sorte Jakobinere, fra tredje årgang, der blandt andet var et forsøg på at indkredse denne ideologiske udvikling fra en gængs konservatisme til en højreradikal konservativrevolutionær position. Hovedsynspunktet var, at skønt denne konservativravolutionære tænkning tog udgangspunkt i en konservativ analyse af moderniteten, så endte den i ”en politisk og filosofisk radikalisme, der var så fremmed for konservatisme, som nogen konservatisme kunne være.” For den konservativrevolutionære tænkning dyrkede menneskets egenmægtighed, i stedet for at besinde sig på dets begrænsninger, den forvandlede den epistemologiske ydmyghed til en afvisning af fornuften i det hele taget, og knyttede an til en cirkulær tidsopfattelse, der betød afvisningen af det bestående til fordel for en forestillet autenticitet.

I bevægelsen fra konservativ til højreradikal ideologi ligger altså ikke blot et kontinuum, men snarere en omtolkning af konservatismens grundlæggende ærinde. Det giver således bedre mening at tale om højreradikalismen som en perversion af konservatismen forårsaget af dyb kulturpessimisme, som slår over i en overdreven, næsten religiøs tro på menneskets muligheder for gennem handlingen at forandre alt, end at forstå den som en fortsættelse af konservatismen. Dermed ikke sagt, at der ikke er en forbindelse, men vejen er lang og snoet og kun for den mismodige eller den politiske messianist, og vil man gå den vej, kræver det, at man er villig til at gøre vold på nogle af de elementer, som man gerne opfatter som fundamentale for konservatismen, og i sidste ende betegner flugten til højreradikalismen et nederlag for konservatismen snarere end en hurtig vej til at indfri dens tanker.

Christian Egander Skov (f. 1985) er ph.d.-stipendiat i historie og redaktør på Årsskriftet Critique