Siden den modernistiske kunsts gennembrud, har en lille skare af kunstkritikere og kunstnere dyrket et radikalt anderledes kunstsyn, der frem for skønhed lagde vægt på det syge og uformelige i kunsten – og som den dag i dag er fremherskende på humanistiske uddannelser, der bruger kunsten som erstatningsreligion. Dette mener i hvert fald Johan Christian Nord, der her skriver et essay om det syge i den moderne kunst med udgangspunkt i Carl Julius Salomonsens bog om de nye kunstretninger og sygdom fra starten af 1900-tallet.
Orienteringen mod kunst som selvstændigt værdifuldt felt er først mulig dér, hvor religionen, hvor kristendommen, er blevet trængt i baggrunden. Kunst er blot en erstatningsreligion – hvor Gud går ud, går afguderne ind.
En oplagt udgang på det æstetiske hurlumhej kunne være den, at folk – altså det danske folk – en dag simpelthen ikke længere vil betale for den megen ståhej for ingenting. Altså humanioras – eller dele af humanioras lukning. Den dag vil æstetikerne blive tvunget til at stifte bekendtskab med virkeligheden.