Æstetikersyge – en lille dissektion

Siden den modernistiske kunsts gennembrud, har en lille skare af kunstkritikere og kunstnere dyrket et radikalt anderledes kunstsyn, der frem for skønhed lagde vægt på det syge og uformelige i kunsten – og som den dag i dag er fremherskende på humanistiske uddannelser, der bruger kunsten som erstatningsreligion. Dette mener i hvert fald Johan Christian Nord, der her skriver et essay om det syge i den moderne kunst med udgangspunkt i Carl Julius Salomonsens bog om de nye kunstretninger og sygdom fra starten af 1900-tallet.

Orienteringen mod kunst som selvstændigt værdifuldt felt er først mulig dér, hvor religionen, hvor kristendommen, er blevet trængt i baggrunden. Kunst er blot en erstatningsreligion – hvor Gud går ud, går afguderne ind.

En oplagt udgang på det æstetiske hurlumhej kunne være den, at folk – altså det danske folk – en dag simpelthen ikke længere vil betale for den megen ståhej for ingenting. Altså humanioras – eller dele af humanioras lukning. Den dag vil æstetikerne blive tvunget til at stifte bekendtskab med virkeligheden.