Mogens Camre: Myter og virkelighed


Tidens krisestemning handler ikke blot om politik, om økonomi eller fordeling, hævder månedens kronikør Mogens Camre. Den er også en bredere krise, en kamp mellem en krampagtig fastholden ved en samfundsmodel, hvis fuger og fundament knager, og mellem løsningsforslag, der bevidst forties og ignoreres af det politiske og mediemæssige establishment. Krisens substans peger både indad og udad; indad mod virkningerne af et offentligt støtteapparat, der har pacificeret befolkningen; og udad mod et overstatsligt Europa, hvis enhedsbestræbelser truer nationalstaternes velstand og overlevelsesmuligheder.

af Mogens Camre

Flere år inde i den økonomiske lavkonjunktur befinder Danmark sig i en omfattende politisk forvirring, som fører til voldsomme udsving i næsten alle politiske partiers tilslutning. En rød regering, der fører blå politik, siger mange. I hvert fald en regering, som på en række centrale områder fører en helt anden politik, end den havde stillet vælgerne i udsigt. Måske et politisk Danmarksbillede på vej til varig forandring.

Den socialdemokratiske model

Den politiske selvforståelse under VK i det 21. århundredes første årti indebar ikke noget brud med fortiden. Siden den første socialdemokratiske regering under Stauning i 1924 er Danmark trin for trin blevet ændret til den socialdemokratiske velfærdsmodel, som er særegen for de nordiske lande. VK regeringerne under Fogh og Løkke ændrede ikke fundamentalt ved modellen, tværtimod kan man sige, at aldrig før VK-regeringen havde den offentlige sektor beskæftiget så mange mennesker og aldrig før havde en så stor del af befolkningen i den arbejdsduelige alder levet af overførselsindkomst.

Det skyldtes helt enkelt det forhold, at Anders Fogh allerede i 1990’erne indså, at han kun kunne komme til magten, hvis det lykkedes ham at overbevise danskerne om, at han ville føre en mindst lige så omfattende velfærdspolitik som socialdemokraterne. Fogh og Løkke vidste, at de reformer, vi i dag ser en socialdemokratisk ledet regering fremlægge, ville have udløst et ramaskrig fra de røde partier, fagbevægelsen ville have indrykket helsidesannoncer i dagbladene om ”den sociale massegrav” og der ville have været hyppige kæmpedemonstrationer på Christiansborg slotsplads. Derfor blev alle tanker om minimalstaten begravet i et dybt hul, og først da den økonomiske lavkonjunktur, omtalt som ”finanskrisen” satte ind, begyndte VKO at tænke nyt.

Valget i september 2011 gav som bekendt både socialdemokraterne og SF tilbagegang, men flertallet for et regeringsskifte var hjemme, skabt af fremgang til de Radikale og Enhedslisten. Både Helle Thorning Schmidt og Villy Søvndal måtte se i øjnene, at de var færdige som partiledere, hvis det ikke lykkedes dem at komme i regering. For selv at overleve måtte de acceptere, at det var den radikale partileder Margrethe Vestager, der dikterede regeringsgrundlaget – med meget begrænset hensyntagen til de løfter, de røde partier havde givet deres vælgere.

Intern splittelse

Det har som bekendt siden ført til voldsomme tab af stemmer for både Socialdemokratiet og SF og for sidstnævnte også til en åben formandskamp, som blev vundet af strammerfløjen. Man kan sige, at begge de to partier er blevet fanget ikke blot af deres brudte valgløfter men nok så meget af deres egen langvarige propaganda for en samfundsmodel, som ikke mere kan fungere i det danske samfund.

Det må erkendes, at iscenesættelsen ellers har været fantastisk. Den socialistisk-kulturradikale samfundsopfattelse var på det nærmeste blevet en religion i Danmark.  Den er gennemført af tre vigtige instanser: Danmarks Radio, flertallet af dagbladsjournalisterne og lærerne fra folkeskolen til gymnasiet.

Mediernes ensretning

Den marxistisk-socialistiske fortælling om det stakkels, hjælpeløse menneske stillet over for den onde kapitalmagt er blevet smeltet sammen med folkeeventyrets evige kamp mellem de onde og de gode og gjort til facitliste for folkeopdragelsen. I en tid, hvor danskerne i gennemsnit bruger tre timer dagligt på at se fjernsyn, er det i uhyggelig grad blevet overladt til dette medie at definere tilværelsen. Med en stigende andel af befolkningen på offentlig forsørgelse og deraf følgende alt for god tid til at kede sig, oplever mange mennesker virkeligheden som det, de ser i fjernsynet. Med licenssugerøret godt nede i danskernes lommer har DR enorme midler til rådighed for folkeopdragelsen, som varetages af journalister, kunstnere og ”eksperter”, som for 95 pct.s vedkommende har samme politiske holdninger.

Det er naturligvis ikke sådan, at visse politiske emner udelades eller at borgerlige politikere ikke refereres, men samtlige emner behandles efter en facitliste, som ikke engang er socialdemokraternes partiprogram, men mere SF’s og Enhedslistens. Det er således netop nu lærerigt at iagttage, hvorledes ophidselsen over Margrethe Vestager-revolutionen får DR til at dyrke Enhedslistens politikere og tildeler omfattende sendetid til repræsentanter fra EL, hvis synspunkter ikke modsiges, selv om de er så bedårende ubegavede, at det måtte være en journalistisk yndlingsopgave at give de forbenede gammelkommunister og de fotomodel-smukke unge damer en tur i vridemaskinen.

Men nej, det ville forstyrre tegningen, og medens den grå Vestager-Thorning virkelighed hærger, luner DR sig med den hjemmestrikkede sødsuppehistorie om den dejlige Birgitte Nyborg, som kun har de rigtige meninger, går så meget ondt igennem med de ækle borgerlige og de primitive bønder fra Frihedspartiet for til sidst at stå som valgets sejrherre, båret frem af en sund folkevilje. Det er hjernevask for begyndere, sammenkogt af madkunstneren Adam Price, men helt i tradition med DR-skabelonen kendt fra Forbrydelsen, Krøniken og den mere talentfulde Matador.

Bevidst udvælgelsesproces

En enestående, bevidst udvælgelses- og ansættelsespolitik indenfor centrale institutioner som Journalisthøjskolen, universiteterne, lærerseminarierne og skolevæsenet har gjort det muligt for det røde Danmark at sætte sig på store dele af meningsdannelsen. Processen er fortsat uhindret på grund af det borgerlige Danmarks passivitet og manglende evne til at skrive historien om det moderne samfunds virkelighed, en passivitet som også gav sig udslag i, at VK i sin tiårige regeringstid ikke magtede at udnævne sine egne folk på alle de centrale poster, hvorfra meningsdannelsen udgår.

Det synes åbenbart, at vælgerflugten fra S og SF under denne regering er blevet så markant, netop fordi det er ved at gå op for stadig flere, at fortællingen om den multikulturelle, værdineutrale velfærdsstat, hvor alle kan leve af at være offentligt ansat eller på understøttelse, er en illusion.

Det tænkende, borgerlige Danmark er i stigende grad kommet til orde i de store dagblade og leverer præcise analyser af nutidens problemer. De borgerlige samfundsdebattører overses kun af DR, som fortsat laver ”neutrale” politiske analyser med to repræsentanter for den yderste venstrefløj, en journalist fra Information og en mikrofonholder som studievært.

En ny fortælling

En ny bevidsthed om det danske samfund handler om en erkendelse af, hvilken historie der har skabt dette land og dets mennesker og hvad forudsætningerne er for vores fremtid. Først og fremmest betyder det, at vi må gøre op med forestillingen om Danmark som en multikulturel provins i en europæisk forbundsstat, styret af et overbetalt, gennemsnits-europæisk bureaukrati med tvivlsomme kvalifikationer. Hverken når det gælder demokratisk gennemskuelighed, teknisk kompetence eller fravær af korruption kan noget EU-land udenfor Norden måle sig med os. Det nationale demokrati er den afgørende forudsætning for en stabil udvikling og kun i respekt for den nationale enhed og selvbestemmelse er det muligt at samle befolkningen om nødvendige reformer.

De europæiske drømme om at bygge et imperium har indtil videre haft katastrofale følger for alle de lande, som ikke kan leve op til den tyske konkurrencemodel. Den økonomiske ubalance, som er skabt fordi euroen blev gennemført uden at de mest elementære forudsætninger for en fælles valuta var til stede, har som bekendt ført til økonomisk sammenbrud med katastrofal ledighed i en række syd- og østeuropæiske lande, men også til et humanitært sammenbrud, som indebærer, at mange har mistet selvtilliden og troen på fremtiden.

EU uden opbakning

De europæiske politikeres beslutninger om – uden folkeafstemninger – at vedtage traktater med omfattende overførsel af suverænitet fra nationalstaterne til EU har, på baggrund af de negative følger af EU’s fejlslagne pengepolitiske eksperimenter, ført til en fremvækst af ekstreme politiske bevægelser af halvfascistisk tilsnit i Ungarn, Grækenland og Frankrig.

Den udvikling er i høj grad fremprovokeret af, at EU dels ikke formår at beskytte sine grænser mod illegal indvandring og kriminalitet, dels har givet efter for et indvandringspres fra lande udenfor EU, som har ført til, at Italien, Grækenland, Frankrig, England, Tyskland, Holland, Belgien og Sverige er ved at blive splittet op i parallelsamfund, skabt af hovedsagelig økonomisk betinget indvandring. Det er en helt absurd politik, at udviklingslandenes overbefolkning, manglende sociale og økonomiske reformer og omfattende indre, religiøse krige skulle kunne løses ved at flytte millioner af mennesker fra disse lande ind i EU.

Det er katastrofalt, at EU udøver et pres mod medlemslandene for ikke blot at acceptere denne masseindvandring, men også for ikke at tale om dens problemer, endsige bekæmpe de skadelige virkninger på Europas stabilitet. Det oplyste, frisindede, demokratiske Europa er truet på livet, og vi er i den elvte time for at stoppe en udvikling, som, hvis det mislykkes for os, vil betyde afslutningen på Europas frihed og fred.

Udfordringen til det borgerlige Danmark er at skabe en ny fortælling om vores samfund. At turde sætte ord på den nationale kultur og turde fremlægge de dybtgående reformer, der er forudsætningen for at sikre et af verdens frieste og rigeste samfund.

Støt kulturkampen!

Tak fordi du læser vores artikler. Hos Årsskriftet Critique ønsker vi at udfordre samfundsdebatten og særligt udvikle den borgerlige og konservative samfundskritik. Derfor kræver vi heller ikke betaling for vores online-stof og har ikke tænkt os at gøre det.

Men vi har ingen reklameindtægter, ingen rige onkler og ingen adgang til offentlig støtte. Derfor er vi afhængige af dit økonomiske bidrag for at holde gryden i gang. Vi tager med glæde imod bidrag af alle størrelser.

Ved at støtte os, støtter du en fremtid for en velfunderet, nuanceret borgerlig idé- og samfundsdebat og er med til at brede den borgerlige samfundskritik ud til flere. Ved brug af Paypal kan du sågar oprette en fast månedlig donation. Vi takker for dit bidrag.

Støt Årsskriftet Critique via MobilePay!