I begyndelsen var teksten

rkpredaktør, stud.mag., BA Rasmus Pedersen

Kulturpolitikken har siden 2001 været en af de væsentligste kamppladser i dansk politik. Spørgsmålet om hvorvidt vi skulle have en kulturel kanon har delt vandene, fordi både politikere og borgere har fornemmet noget principielt i spørgsmålet, der hvad angår det umiddelbart ydre ser perifært ud. Det skyldes måske, at kanonspørgsmålet så klart trækker grænserne op mellem to afgjort modsatte syn på kultur. Den ene side hævder, at kultur er et fællesskab, der som sådan må have grænser. En kultur kan ikke være alt muligt, for så ophører den med at være kultur. Derfor må der i en enhver kultur være noget centralt, nogle kerner, uden hvilke kulturen ville være en anden.

Den anden side hævder, at kultur er noget mere luftigt, som ikke kan defineres ud fra historiske omstændigheder, men snarere – hvis denne anden side overhovedet mener kultur kan siges at være noget som helst fast – ud fra universelle rettigheder eller principper, der kendetegnes ved deres tidløshed. Selv om den første position for mange forekommer intuitivt rigtig, kan den i en postmoderne verden alligevel have svære vilkår; vi er vænnet til den tanke, at kultur er en smagssag, at på kunstens område er alt nærmest per definition lige godt, at det er umuligt at finde solide argumenter for kanoniserede værkers forrang historisk og kvalitetsmæssigt.

I det følgende vil jeg med udgangspunkt i litteraturkritikken i det 20. århundrede – særligt den såkaldte nykritik – diskutere kanonspørgsmålet fra nogle af de vinkler, det har været behandlet i det 20. århundrede, med den påstand, at nykritikken kan levere argumenter for den både praktiske og teoretiske nødvendighed af en kanon.

Den litteraturkritiske retning ved navn nykritik tager sit udspring i mellemkrigstiden, og er fra starten en modernitetskritisk retning – ikke i den forstand, at den reaktionært forkaster den modernistiske kunst; snarere er nykritikken et opgør med den mekanistiske og positivistiske livsforståelse, der efterhånden havde fået stigende indflydelse i samfundet generelt, men også inden for åndsvidenskaberne. Ind til nykritikken var det en udbredt tanke, at der ikke var nogen principiel forskel på ånds- og naturvidenskaberne, og at åndsvidenskaberne derfor skulle overtage naturvidenskabelige metoder hvad angår indsamling og behandling af data; kvantitet og objektivitet blev afgørende størrelser. Nykritikerne var de første, der inden for litteraturkritikken formulerede et sammenhængende både praktisk og teoretisk opgør med positivismen. Det er dette opgør, der er genstand for følgende fremstilling.

Nykritikkens centrale principper, som de viser sig i både praksis og teori, vil ligeledes blive undersøgt, og eftervirkningerne af nykritikken, både i og udenfor universiteterne vil blive undersøgt. Det er min påstand, at nykritikken stadig har væsentlige pointer at sige os om kanon og kunstkritik i en tid, hvor klassiske kunstværker fortrænges fra både universiteter og andre offentlige institutioner i egalitarismens navn.

Vil du læse resten? Bestil Årsskriftet Critique 2012 for kun 100 kr. Årsskriftet sendes direkte til din adresse og indeholder over 150 siders artikler om den borgerlige og konservative idé- og samfundsdebat.

Rasmus Pedersen (f. 1988) er BA, stud. mag. i litteraturhistorie og filosofi ved Aarhus Universitet. Han er redaktør for Årsskriftet Critique og ansvarshavende redaktør for Replique.