sognepræst Claus Thomas Nielsen
7. juni 2012 blev dagen, hvor det danske folketing lovgav i strid med grundloven og hvor folketinget, med tilslutning fra et overvældende flertal af såvel gejstlige som medlemmer, lod den danske folkekirke bryde med klassisk kristendom og i stedet tilslutte sig et kætteri, der er så gammelt som kristendommen selv: Det manikæiske/gnostiske kætteri.
At folkekirken nu rent bekendelsesmæssigt har brudt med de kirker, som mere end 95 % af verdens 2 milliarder kristne tilslutter sig, og i stedet er blevet en isoleret sekt, er ikke nogen overraskelse, men dog en skelsættende begivenhed som jeg om lidt vil vende tilbage til.
At folketinget bryder grundloven, er der omvendt ikke noget særligt ved, men da der er en linje fra det ene til det andet – kun en kristen stat kan afholde sig fra at blive totalitær – vil jeg imidlertid først opholde mig lidt ved folketingets forhold til grundloven.
Folkekirken og grundloven
I grundloven forpligtes folketinget til at understøtte den evangelisk-lutherske kirke. Hermed mente grundlovens fædre ikke økonomisk understøttelse. Det var også dengang staten, der betalte bispelønninger, men derudover var hvert enkelt sogn økonomisk autonomt. Sognet finansierede selv præster, kirker osv. Ligesom så mange andre af civilsamfundets institutioner, blev også folkekirken tvangsnationaliseret i første halvdel af det 20. århundrede, hvilket naturligvis betød, at kirkens præster – som nu også blev uddannet på nationaliserede universiteter – i løbet af århundredet i stigende grad identificerede sig med socialstatens ideologi. (Man må dog lade præstestanden, at omvendelsen skete overraskende langsomt og først er blevet fuldendt af den generation af især kvindelige præster, der har overtaget folkekirken de seneste 20 år.
Først nu har præstestanden fået en selvforståelse der er helt identisk med socialstatens øvrige frontsoldater i børnehaver, skoler, socialforvaltninger osv.)
At staten skal understøtte kirken var i grundloven af 1849 først og fremmest i betydningen, at staten ved helligdagslovgivning, ægteskabslovgivning, familielovgivning, begravelseslovgivning, evt. skolelovgivning osv., som en selvfølgelighed skal lovgive i overensstemmelse med traditionen i den kirke, der i tusind år har været danskernes.
Når grundloven også fastslår, at regenten skal tilhøre den evangelisk-lutherske kirke, og der i forlængelse heraf er placeret et kors over de tre kroner på Christiansborgs spir, så er det for at formane om, at lovgivning, magtudøvelse og retshåndhævelse skal ske under ansvar for den treenige Gud og i lyset af den kristne forkyndelse. Det betyder først og fremmest, at lovgiver ikke må gøre sig selv til kirke, men skal kende sin plads og holde stat og kirke adskilt. Kun den bekendende kristne stat kan adskille religion og politik. Den religionsneutrale stat bliver med nødvendighed sin egen kirke. En totalitær stat er lige præcis en stat uden en kirke ved sin side, dvs. en stat, der selv har magten til at definere samfundets værdier. Når værdipolitik bliver et politisk spørgsmål, er man allerede i den totalitære stat.
Indtil reformationen var familieret, uddannelsesvæsen osv. så godt som udelukkende styret af kirken, hvilket på frugtbareste måde betød, at stat og kirke på en gang var adskilte, levede i symbiose og holdt hinanden i skak. Efter reformationen blev det overladt til de politiske magthavere selv at sørge for at holde stat og kirke adskilt. Og det kan naturligvis ikke holde i længden.
Så længe staten så sig selv som kristen var det ikke nødvendigvis et stort problem, men da selve adskillelsen af religion og politik er et produkt af kristendommen og kun kan opretholdes, så længe kristendommen er den dominerende religion og magthaverne er kristne, må adskillelsen også nødvendigvis forsvinde i den postkristne stat. Den postkristne stat er sin egen kirke og derfor kan den ikke acceptere grænser for sin magtudøvelse.
Vil du læse resten? Bestil Årsskriftet Critique 2012 for kun 100 kr. Årsskriftet sendes direkte til din adresse og indeholder over 150 siders artikler om den borgerlige og konservative idé- og samfundsdebat.
Claus Thomas Nielsen (f. 1962) er sognepræst i Stauning og har deltaget i Kirkeministeriets kommission omkring homoseksuelle vielser.
