Michael Böss: Værdipolitisk historieløshed og behovet for en ny politik

Af lektor, phd. Michael Bøss

Formålet med denne artikel er dels at levere en kritik af den ”værdipolitik med modsat fortegn”, som kommer til udtryk i S-SF-R’s regeringsgrundlag og regeringens lovinitiativer efter valget i september 2011, dels mere generelt argumentere for, hvorfor historieløshed er et problem i et globaliseret samfund.  Artiklen indledes med nogle overvejelser om nutidens politiske historieløshed. Derefter følger en kritisk analyse af regeringsgrundlaget ”Et Danmark, der står sammen” og et blik på kulturdebatten i regeringspartiernes første år ved magten. I min konklusion vil jeg forklare, hvorfor jeg mener, der er brug for både ”ny politik” og historisk forståelse.

Det historiske tab

Det siges ofte, at vi lever i en historieløs tid. Den internationalt kendte britiske historiker Eric Hobsbawm skrev allerede i 1993 i sin bog om det 20. århundrede, The Age of Extremes:

”Destruktionen af fortiden eller snarere af de sociale mekanismer, som forbinder ens nutidige erfaringer med tidligere generationers, er et af de mest uhyggelige fænomener ved slutningen af det 20. århundrede. Ved århundredeskiftet vokser de fleste unge mænd og kvinder op i en form for permanent nutid uden nogen organisk relation til deres samfunds fortid.”[1]

Hobsbawm var marxist, så der burde ikke være noget ”venstreorienteret” i at vende ryggen til fortiden. Ikke desto mindre synes den nuværende regering at lide under fremskreden historieløshed. Efter min vurdering skyldes det dels, at Det Radikale Venstre ikke kun har fået lov til at bestemme den økonomiske politik, men også den del af værdipolitikken, som handler om at bevare danskernes selvforståelse af at være et folk. Sammen med visse dele af den hjemlige liberalistiske højrefløj forekommer der ikke at være stor forståelse for de problemer, det kan give os som samfund og stat i en globaliseret verden. Hvad vi har brug i Danmark i dag, er en ny politik. I takt med, at vores samfund er blevet stadig mere globaliseret og kulturelt mangfoldigt, er kendskab til den nationale historie og kultur dog vigtigere end nogensinde. Det er nemlig i kraft af borgernes bevidsthed om deres samfunds historiske udgangspunkt og udvikling, at de kan opfatte sig som folk og føle medejerskab til samfundets civile og offentlige institutioner. Der er mange forskellige forklaringer på, hvad en nation er for noget, men en af de få ting, eksperter i nationsdannelse kan blive enige om, er, at der er tale om grupper, der besidder fælles kulturtræk samt føler en solidaritet, der bygger på deres fælles erfaringer og erindringer. Den dag en befolkning ikke længere kan huske sin historie, ophører den med at være et folk.

Ikke desto mindre forestiller mange nutidige venstreintellektuelle sig, at det er muligt, ja, ligefrem ønskeligt at skabe et godt samfund ud af den blå luft og derfor uden identitet og historie. Det er en utopi skabt af for megen skrivebordstænkning og for dårlig historieundervisning. Der findes således ingen historiske fortilfælde. Selv republikker, der først blev etableret på rent abstrakte politiske principper – som f.eks. USA og Frankrig – udviklede sig fra første dag til kulturelle nationer i kraft af historie og fælleslivet inden for den nye stats rammer. Og så viste det sig desuden, at den historie, der gik forud, ikke var glemt af befolkningen. Den franske republik var stadig en historisk stat. Og USA forblev langt hen ad vejen både engelsk og europæisk.

De, der ønsker sig et identitetsløst folk og en kulturelt neutral stat, bygger videre på kommunismens vision om det klasseløse samfund. De har blot erstattet klasse med kultur. De hævder ofte at ville give plads til alle former for kultur, men i virkeligheden forstår de sig ikke meget på kultur: I kulturradikal diskurs anses kulturen som ubetydelig i forhold til menneskers universelle og mere ”grundlæggende behov”. Kultur gør ingen politisk forskel. Den er ligegyldig for, om et samfund er demokratisk eller autoritært. Alt handler om politik, og derfor er det ikke vigtigt at yde den nationale kultur beskyttelse. Tværtimod, for man kan ikke tillade sig at støtte flertallets kultur i et kulturelt mangfoldigt samfund. Staten skal være kulturneutral, og hvis økonomisk og politisk internationalisering er det, der er brug for, så skal også kulturen naturligvis internationaliseres. Om borgerne vil holde fast i deres historiske og kulturelle identitet bliver deres egen private sag. I spørgsmål om identitet og kultur er den kulturradikale venstrefløj altså gennemført nyliberalistisk, og det skinner igennem i S-SF-R-regeringens regeringsgrundlagspapir ”Et Danmark, der står sammen”.

Det identitetsløse Danmark

Lad mig begynde med at understrege, at historieløshed ikke kun er en politisk sygdom på venstrefløjen. I den politiske debat forekommer det ofte, som om dansk historie ikke rækker længere end blot et par årtier tilbage. Det ses blandt andet i den aktuelle debat om den danske velfærdsstat. Debatten lider under en svag forståelse blandt borgerlige politikere og kommentatorer for baggrunden for socialstatens udvikling op gennem 1900-tallet. Ofte siges velfærdsstaten at være en socialdemokratisk opfindelse, mens den historiske sandhed er, at der indtil for få årtier siden herskede bred politisk konsensus om, at samfund med en åben økonomi som den danske ikke kan fungere uden et offentligt velfærdssystem til at beskytte samfundets mest udsatte grupper.

Velfærdsdebatten er et godt eksempel på en gennemgående pointe i min bog Republikken Danmark fra 2011: at værdipolitik bør ses i et langt bredere perspektiv, end der er tradition for herhjemme. Hvis man for ti år siden lagde øret til den politiske debat, kunne man nemt få den opfattelse, at værdipolitik handlede om udlændingepolitik og længere straffe til kriminelle. Men det er naturligvis alt for forkert. I virkeligheden er der værdipolitiske aspekter ved alle væsentlige politiske spørgsmål: fordelingspolitik, forholdet mellem domstolene og folketinget, folkeskolens formål, den offentlige sektors betydning, forholdet mellem stat og kirke, demokratiet og meget mere.

Men det er der en udbredt mangel på forståelse for i dag.  Det viste den værdipolitiske polarisering, som har kendetegnet Danmark siden midten af 90’erne. Især kom udlændingespørgsmålet under VK-regeringen til at overskygge det stadig større behov for en mere dybtgående samtale om det danske samfunds grundlæggende værdier i en tid præget af store sociale, økonomiske, kulturelle og geopolitiske forandringer. I stedet for en væsentlig diskussion om globaliseringens konsekvenser for samfundet og den særlige form for moderne livsvilkår, den har medført, fik vi en forfladigende og forenklende værdidebat fokuseret på udlændingespørgsmålet. I dag har den økonomiske krise heldigvis taget skingerheden ud af indvandringsdebatten. Det betyder selvfølgelig ikke, at indvandring og integration dermed er blevet spørgsmål, der løser sig selv. Det kan kun kulturradikale uden sans for betydningen af kultur finde på at hævde.  Men globaliseringens udfordringer handler som bekendt ikke kun om at kunne kontrollere migration. De handler for eksempel også om at kunne bevare et levende demokrati, et legitimt politisk styre, et fungerende retssamfund og om at kunne skabe folkelig opbakning bag politiske og økonomiske strategier til gavn for hele det danske folk. Derfor er det problematisk, at regeringsgrundlaget har så lidt at sige om dette folk. Da S, SF og R dannede regering i oktober 2011, stillede de tre partier vælgerne i udsigt, at de ville være en regering for hele landet og alle borgere. De lod samtidig offentligheden forstå, at de stod for en alternativ værdipolitik, som lagde vægten på helt andre spørgsmål end VKO. Jeg må ærligt indrømme, at der er store dele af regeringsgrundlaget, som jeg selv fatter sympati for. Ja, jeg genfinder faktisk mange af pointerne fra mit eget ”oplæg til en ny værdipolitisk debat” i Republikken Danmark. Jeg vil heller ikke afvise, at der genlyder af en grad af patriotisme, som når det på side 5 lyder:

”Vores land er blevet rigt og stærkt, fordi vi generation efter generation har været gode til at arbejde sammen og stræbt efter lige muligheder for borgerne. Vi skal være stolte af Danmark, når vi rejser i verden omkring os. Vi skal være stolte af at leve og bo i Danmark. Og vi skal være stolte, når vi byder gæster velkomne til vores Danmark. Frihed for den enkelte, lige muligheder for alle, fællesskab, respekt og tolerance er vores værdier. Når vi bøjer os mod hinanden får vi styrke. Og når vi tænker på helheden og ikke på særinteresser, opnår vi det, alle troede var uopnåeligt.

Tiden er kommet til at tænke på helheden. Danmark har brug for et nyt samarbejde.”

Men denne patriotiske glæde og stolthed over Danmark kommer til at blive lidt tom, når man samtidig kan konstatere, at de fem grundværdier – frihed, lighed, fællesskab, respekt og tolerance – hverken i regeringsgrundlaget eller den værdipolitiske debat igennem det sidste år er blevet sat ind i en historisk sammenhæng – i hvert fald ikke en sammenhæng, der rækker ud over de tre partiers egen historie.

Det forekommer mig, at Socialdemokraterne har ladet Det Radikale Venstre og de kulturradikale i SF bestemme de, i traditionel forstand, værdipolitiske områder som kulturpolitik, uddannelsespolitik, integrationspolitik.  Der er i hvert fald lysår mellem partiets superpatriotiske principprogram fra 2004, der hyldede danske ”kolonihaver, landsbykirker, smørrebrød, hygge og Dannebrog”, og det Danmark, der lægges i støbeskeen i regeringsgrundlaget. Regeringsgrundlagets Danmark er et land uden historisk-kulturel identitet, og dets folk er det, som hyldes i Det Radikale Venstre i dag: et rent juridisk og politisk fællesskab; et folk af rettighedsbærende, men historisk rodløse borgere.   Den værdipolitik, som kommer til udtryk i regeringsgrundlaget, er en værdipolitik ”med modsat fortegn”, som Kristeligt Dagblads chefredaktør udtrykte det dagen efter dets offentliggørelse. Bjerager forudså den borgerlige ”kulturkamp” afløst af en ny med et ligeså så stort splittelsespotentiale som den gamle. Og han skulle få ret. Så lad os se nærmere på de spørgsmål, hvor regeringsgrundlaget adskiller sig fra VK-regeringens syn på folk og kultur.

Folk og kultur i regeringsgrundlaget

Da ”national” og ”nation” i en dansk sammenhæng ofte forbindes med noget etnisk-kulturelt, undgår regeringen – i sin bestræbelse på at få det danske samfund til at fremstå som et rent politisk fællesskab – vidt muligt at bruge disse ord. De optræder kun 11 gange og i de tilfælde udelukkende i betydningerne ”statslig” og ”fælles” eller i forbindelse med et officielt navn på en institution. Man møder således formuleringer som ”nationale mål for danskernes sundhedstilstand” (s. 43), ”national strategi” (s. 24) og ”nationale interesser” (s. 37). Kun i en enkelt passage – om idræt – møder man det i en anden betydning, nemlig ”national stolthed” (s. 70). Til gengæld optræder ordet ”international” hele 47 gange. Alene en optælling af ordenes hyppighed i regeringsgrundlaget viser således, hvad regeringen lægger vægt på.

En undersøgelse af ordet ”kultur” viser en modvilje mod at lægge noget konkret med kulturbegrebet. Ganske vist rummer afsnittet om kulturpolitik en passage om kulturens betydning for ”vores identitet som mennesker, som samfund og som nation”. Men der siges ikke på noget tidspunkt i dokumentet noget substantielt om denne kultur, for eksempel om at der er kulturelle institutioner, der har særlig betydning for os, eller om der findes en dansk kulturarv, eller bestemte kulturelle værdier.  Kultur fremstår derfor som noget, der blot har individuel karakter og betydning.  ”Kultur er oplevelse, oplysning, indsigt, udsyn og kreativitet”, hedder det med en definition, som sætter det oplevende, perciperende og kreative subjekt i centrum (s. 69). Ifølge regeringsgrundlaget, ligesom også antropologer vil hævde det, er kultur ikke noget objektivt eller fælles. Fordi kulturbegrebet er så individualiseret og ”privat” møder man da heller ikke bud på, hvordan man vil sikre dansk kulturs overlevelse i en globaliseret verden med frie markedskræfter og migration på tværs af landegrænser og kontinenter. Man må ende med at konkludere, at det ikke er væsentligt.

Det er dog ikke fordi regeringen afviser, at globaliseringen skaber udfordringer. I afsnittet om udenrigspolitik hedder det således, at vi lever i en verden ”under hastig forandring”, hvor den ”økonomiske og politiske magt er ved at blive spredt til flere centre”, og ”nye trusler og udfordringer afløser gamle” (s. 35). Men globaliseringen ses i det store og hele som noget positivt: Verden er blevet bragt tættere sammen ”økonomisk, politisk og kulturelt”, og det har ”bidraget til vækst, der har bragt millioner ud af fattigdom, men ladt andre tilbage”. Derfor har globaliseringen ”forstærket krav om demokrati og frihed, men også konflikter, massive klima- og miljøproblemer, flygtningestrømme, ekstremisme og terrorisme”. Men, siges det, her har Danmark noget at byde på. Regeringen vil føre ”en aktiv og ansvarlig udenrigspolitik for at påvirke den verden, vi lever i”. Den vil ”fremme en mere fredelig og retfærdig verden i overensstemmelse med vore holdninger og værdier”.

Det er jo fint nok. Men hvordan hænger det så sammen med, at regeringen samtidig mener, der er et behov for at ”internationalisere” dansk kultur? Hvad kulturel internationalisering rent faktisk går ud på, får vi ikke at vide. Men man kan forstå, at går regeringen går ind for ”mangfoldighed”. For ”mangfoldighed giver nye ideer og nye løsninger” og ”skaber trygge rammer for kreativitet og dialog”. Ja, et ”mangfoldigt Danmark er et moderne Danmark” (s. 65). Så måske er internationaliseringen af dansk kultur en alternativ måde at tale om behovet for et multikulturelt Danmark?

Kulturpolitikken skal have tre ”fokusområder”, lyder det. Internationaliseringen er det ene. Det andet er at gøre kulturen til en ”økonomisk vækstfaktor”. Dansk kultur – hvori den end måtte bestå – kan altså være til økonomisk nytte, hvis vi forstår at markedsføre og markedstilpasse den. Men det forudsætter, at den internationaliseres. For internationaliseringen af ”dansk kunst, kultur og idræt har vigtige perspektiver at byde på, og fordi al vores udvikling sker i samspil med verden omkring os”, siges det (s. 69). Det tredje formål med kulturpolitikken er at fremme ”demokrati” og ”en friere menneskelighed”.

Gennem en satsning på disse fokusområder ønsker regeringen at ”sikre, at kulturpolitikken stimulerer skabelsen af stor kunst og åndelig udvikling, skaber forbindelseslinjer mellem Danmark og omverdenen, og tilskynder til økonomisk vækst baseret på det danske samfunds værdier, vores sociale forståelse og kulturelle horisont”. Hvori den ”kulturelle horisont” består, forbliver dog usagt, hvilket måske ikke er så mærkeligt, da det netop er blevet slået fast, at Danmark er et kulturelt mangfoldigt land. Modsat den kulturpolitik, VK-regeringen stod for, har regeringens politik ikke til formål at fremme nationsbygning og identitetsdannelse. Kulturarvsforvaltningen, som dog henhører under kulturministeriet, er ikke noget, regeringsgrundlaget bruger ord på. Man forstår, at kultur først og fremmest er et middel for den økonomiske politik og at bidrage til en ny samfundsutopi: Den skal opmuntre til ”nye ideer og nye løsninger”, som det hedder.

Også det uddannelsespolitiske afsnit bærer præg af regeringens opgør med VKOs historisk-nationale ”symbolpolitik”, som den betegnes. Selv om de uddannelsespolitiske mål bærer præg af bevidstheden om folkeskolens medansvar for demokratiet og den danske stats konkurrencedygtighed, bliver dens mål om at give ”eleverne de bedste forudsætninger for at blive aktive og kritiske medborgere”, ikke sat i forhold til en historisk-national kontekst (s. 17). Dette skulle snart få konsekvenser, da undervisningsminister Christine Antorini og et politisk flertal i februar 2011 godkendte, at de ellers lovbestemte og forpligtende kanonkrav fremover blot skulle betragtes som frivillige og vejledende. En lignende tendens til så at sige at tage historien ud af uddannelsessystemet var den radikale uddannelsesminister Morten Østergaards oprindelige ønske om at fjerne det hidtil obligatoriske fag kristendom, livsanskuelse og medborgerskab (KLM) fra læreruddannelsen.

Vender vi os til sidst til det indvandrerpolitiske afsnit bemærker man den samme uvilje til at betragte Danmark som en historisk nation med bestemte kulturelle værdier og traditioner. Integration gøres til et spørgsmål om at komme ind på arbejdsmarkedet og blive en god, demokratisk medboger i det danske samfund. Bortset fra en indsats over for religiøs radikalisering og dannelse af parallelsamfund med egne retsprincipper er integration tilsyneladende ikke et spørgsmål om at erhverve kulturelt medborgerskab. Derfor vil en medborgerskabsprøve, som kræver viden om dansk kultur, blive erstattet med en statsborgerskabsprøve – som så formodentlig vil sigte mod et rent juridisk og politisk medborgerskab. Desuden vil man indføre dobbelt statsborgerskab, sænke kravet til sproglig kompetence i dansk for familiesammenførte og afskaffe det hidtidige krav om integrationsparathed for kvoteflygtninge.

I juni drillede chefredaktør Anne Knudsen fra Weeekendavisen kulturminister Uffe Elbæk for hans brug i regeringsgrundlaget af det bomholt’ske udtryk ”en friere menneskelighed” som mål for kulturpolitikken. Hans svar til hende var, at han i dag hellere ville tale om, at ”kulturen skal være med til at skabe nysgerrige, kritiske tænkende og socialt opfindende borgere”.[3]  Svaret var ganske betegnende for det hovedindtryk, man får ved at læse ”Et Danmark, der står sammen”: Det Danmark, der skal står sammen, skal ikke gøre det i kraft af en fælles historisk kultur. Ser man på det sidste års værdipolitiske debat, er der da også meget, der tyder på, at den måde, man forstår ”kultur” på i den nuværende regering, i virkeligheden er som ”politisk kultur”.

Værdidebatten efter valget

Få måneder efter valget oplevede Danmark en værdidebat, som ingen politiske kommentatorer eller eksperter havde forudset eller ville have kunnet forestille sig blot et år tidligere. Anledningen var den såkaldte Carina-sag – om en kontanthjælpsmodtager, som SF-politikeren Özlem Cekic brugte til at illustrere fattigdom i Danmark, skønt hun havde en højere indtægt end mange lønmodtagere. Overraskelsen bestod i den måde, hvorpå den socialdemokratiske beskæftigelsesminister Mette Frederiksen kort efter mindede om den klassiske socialdemokratiske parole fra begyndelsen af 1900-tallet ”Gør din pligt og kræv din ret”. Dermed mindede hun offentligheden om, at der var værdimæssige og historiske forudsætninger for det danske velfærdssystem. Efter lidt tøven udtrykte flere borgerlige politikere og meningsdannere respekt for denne klare værdipolitiske udmelding, som blev fulgt op af socialminister Karen Hækkerup. En debat om ømfindtlige velfærdspolitiske spørgsmål, som VK-regeringen var gået med listesko rundt om, var nu pludselig blevet mulig. Nu kunne man diskutere ulighed, størrelsen på overførselsindkomster og selve indretningen af velfærdssystemet på en mere fordomsfri måde, end politikere eller meningsdannere tidligere havde troet mulig.

Men regeringen havde ikke samme heldige hånd i andre værdipolitiske spørgsmål, snarere tværtimod. I foråret forsøgte den stadig mere trængte regering at vinde tilbage på det værdipolitiske område, hvad den satte til på sin økonomiske politik, som mere og mere lignede den, VK-regeringen havde stået for. Men det var en farlig satsning. For den blev en af de faktorer, der satte gang i vælgerflugten fra Socialdemokraterne, som i forvejen blev beskyldt for at svigte sine løfter til vælgerne. Flugten foregik nemlig ikke kun mod venstre. Det må formodes, at regeringens værdipolitiske ageren i spørgsmål om for eksempel udlændingepolitik, folkekirken, folkeskolens kanonlister, forslag om ændring af flagloven osv. bidrog til vælgerflugten mod højre. Budskaberne lå nemlig ganske enkelt for langt fra den såkaldte ”blå Bjarne”, som generelt er ganske konservativ, når det gælder sociale og kulturelle værdier. Det blev stadig tydeligere, at det ikke alene var på den økonomiske politik, men også på værdipolitikken, at de Radikale førte ordet.

Da den borgerlige opposition ikke kunne åbne en front over for regeringens økonomiske politik, kom de traditionelt værdipolitiske spørgsmål til at dominere kritikken af den nye regering. Mest kritisk var selvfølgelig Dansk Folkeparti. Mindre kritisk var Liberal Alliance, som kunne støtte regeringens nye ”frihedslinje” og ønske om at begrænse statens indflydelse på kulturlivet.[4] Venstre udtrykte først og fremmest modstand mod regeringens lempelser af udlændingelovgivningen, men stod fast på de positioner, de i de foregående år havde indtaget i spørgsmål om for eksempel retspolitik, kirkepolitik og uddannelsespolitik. Partiet var i foråret 2012 således også med til at sikre bevarelsen af undervisning i kristendom i læreruddannelsen. Fremtrædende partimedlemmer som Søren Pind og Lykke Friis beskyldte desuden ligestillingsminister Manu Sareen for at udvise ”passiv tolerance” over for ulighederne mellem mænd og kvinder i visse indvandrermiljøer i stedet for at hævde ligestilling som en af ”grundværdierne i det danske samfund”.[5]

Af de to gamle regeringspartier var de Konservative skarpest i forhold til regeringens politik over for de såkaldt samfundsbærende institutioner. Som Lene Espersen eksempelvis udtrykte det den 30. marts 2012 i en kronik i Kristeligt Dagblad: ”Danmark er og skulle gerne vedblive med at være en nation med meget stor sammenhængskraft. Smuldrer den, forsvinder vores identitet som danskere. Desværre er regeringen med sit angreb på vores kongehus, folkekirken, folkeskolen og forsvaret i fuld gang med at underminere fire af de vigtigste grundpiller i det danske samfund.”[6]

Kritikken blev i den følgende måned fulgt op i en kommentar i Berlingske af Lars Barfoed, Benedikte Kjær og Rasmus Jarlov. De beskyldte regeringen for at stå for kulturrelativisme og historieløshed. Regeringen var åbenbart opsat på, ”hvordan man kan fremme og styrke alle andre kulturer på bekostning af den danske”. [7] De tre konservative mente, at der var tankevækkende ligheder mellem socialister, kulturradikale og liberalister, og de konstaterede, at dansk kultur åbenbart ikke længere måtte dominere, men skulle ”være lige så lidt værd som alle mulige andre tilfældige kulturer, som måtte være repræsenteret her i landet”. Det var ”drømmen om det multikulturelle – og dermed kulturløse og værdirelativistiske – samfund”, som stak sit ”naive og skadelige ansigt” frem. Barfoed, Kjær og Jarlov understregede, at deres ærinde bestemt ikke var at advokere for en kulturpolitik, som vendte ryggen mod verden. Danmark havde altid været og burde fortsat være ”positiv og åben over for resten af verden”. Men hvis Danmark fremover fortsat skulle stå stærkt på den globale scene, var det nødvendigt med ”en stærk fælles kultur”, som byggede på ”sprog, historie, traditioner, institutioner og symboler”.  Som eksempler på regeringens forsøg på at indføre ”det kulturløse og værdirelativistiske” samfund henviste de til dens planer om at ændre grundloven, nedlægge Det Kongelige Teaters Gamle Scene, lempe udlændingelovgivningen, afskaffe folkeskolens obligatoriske pensum i fagene dansk og historie samt at ændre på Dannebrogs særstilling i de danske flagregler.

I en opfølgende kommentar nogle uger efter – efter et svar fra tre regeringstalsmænd (se nedenfor) – uddybede Barfoed, Kjær og Jarlov deres kulturpolitiske holdninger: De ønskede ikke, at staten skulle ”styre kulturens udvikling”. Derimod var det vigtigt ”at sikre rammerne for, at den kan udvikle sig frit”. Man kunne ikke stole på, at markedet alene ville være i stand til at sikre en selvstændig dansk kultur. Bag denne overvejelse, som ret beset var en beskyldning mod regeringen for at føre en ekstremt liberalistisk kulturpolitik, lå en klassisk konservativ overbevisning om, at en frisættelse af borgerne i forhold til den nedarvede kultur og dens værdier i virkeligheden ville gøre det svært for borgerne at forholde sig til deres eget samfund. Det var nemlig kendskabet til deres lands historie og kultur, der gjorde mennesker til samfundsborgere. Derfor måtte formålet med kultur- og uddannelsespolitikken være at ”passe godt på vores kulturgenstande, bygninger og kulturinstitutioner” og at sikre, at børn bliver ved med at kende til deres lands historie: ”De skal vide, hvorfor Danmark ser ud, som det gør, og hvordan vores rolle i verden har udviklet sig.”[8] Men igen: Der var ingen modsætning mellem at kende sin egen kultur og at være positiv og åben over for omverdenen. Det afgørende spørgsmål var derimod, om dansk kultur skulle tillægges en særlig værdi; for i så fald var det statens opgave at værne om den, når det var nødvendigt – dvs. når markedet ikke slog til. For, som Jarlov formulerede det i en selvstændig kronik om ”Fædreland og frihed”: ”En stærk og fælles kultur er […] en styrke. De binder landet sammen og skaber tillid, sammenhængskraft og loyalitet over for fællesskabet.”[9] De Konservative gik således i foråret 2012 ind i værdidebatten med et klassisk konservativt forsvar for nationale værdier og symboler på en mere markant måde end Venstre og uden at ty til en DF-retorik, som snævert sammenkædede indvandring med forsvaret for danske værdier.

Hvordan reagerede regeringen så på denne kritik?  Tre repræsentanter for regeringspartierne, De Radikales Sofie Carsten Nielsen, Socialdemokraternes Magnus Heunicke og SF’s Jesper Petersen svarede i en kronik om ”Dansk kultur – i en globaliseret verden”[10]. Kronikken gengav en karikeret version af de konservatives argumentation – som de betegnede som et forsvar for ”Gud, konge og fædreland”. Værdipolitikken under VK-regeringen blev opsummeret som et udtryk for en generel mistillid over for mennesker af anden etnisk baggrund og en hyklerisk omgang med frihedsbegrebet. Kronikken var krydret med floskelagtige formuleringer som f.eks. ”Vi tager dansk kultur alvorligt ved at åbne os mod en verden, vi så åbenlyst er en del af”, ”Vi tror på, at globalt udsyn skaber national styrke” og ”For os handler dansk kultur om demokrati og udsyn”. Den sidste sætning forekom i et afsnit, hvor de tre regeringstalsmænd gjorde meget ud af at understrege, at de skam ikke selv stod for historieløshed og værdirelativisme: ”Vi mener tværtimod, at sammenhængskraften i Danmark og dansk kultur har dybe historiske rødder og er funderet i demokratiske bevægelser såsom andelsbevægelsen, arbejderbevægelsen, kvindebevægelsen og den nordiske velfærdsmodel, der på solidarisk vis sikrer, at de bredeste skuldre bærer den tungeste byrde.” Med andre ord: Dansk kultur handlede om demokrati, lighed og social solidaritet.

Hvor rigtigt det end måtte være at fremhæve disse dele af danmarkshistorien og de fælles danske samfundsværdier, de skabte, så var der alligevel tale om en ganske mærkværdig formulering. For hvis den skulle stå til troende, krævede den ganske mange og dybe fraklip i det, der normalt forstås ved dansk kulturarv og historie. Desuden reducerede formuleringen kultur – helt i tråd med regeringsgrundlaget – til blot at være social og politisk kultur. Den æstetiske kulturarv var fraværende. Formuleringen var således ikke alene absurd, men også et udtryk for den fremskredne grad af historieløshed og åndløshed, som regeringen – efter min opfattelse med rette – bliver beskyldt for. Ved at hævde, at dansk kultur er ”funderet” i de folkelige bevægelser og en bestemt velfærdsmodel, ophøjede de tre regeringstalsmænd deres egne partiers historie og værdier til at udgøre essensen af en ”rigtig” dansk kultur.

Den historieløse kulturminister

At der er noget fundamentalt galt med det ahistoriske og snævre kulturbegreb, der lægges til grund for regeringens værdipolitik, blev meget præcist påvist af chefredaktør Anne Knudsen i en lederartikel i Weekendavisen i juni 2012. Knudsen dissekerede den radikale kulturminister Uffe Elbæks varetagelse af sit sagsområde, i dette tilfælde hans forvaltning af den danske kulturarv.[11] Hun påpegede for det første Uffe Elbæks erklærede opfattelse af, at man ikke skal lægge for megen vægt på historien, men at der ”også [skal] være plads til utopier”, som han havde udtrykt det. Knudsen mente, at Elbæk – i modsætning til seriøse utopier – i sin embedsførelse havde afsløret en afgrundsdyb ”uvidenhed” om og ”modvilje” mod historien.

Som det ene eksempel nævnte hun hans beslutning om ikke at medfinansiere et mindre, omkostningslavt projekt i Braine i Nordfrankrig til minde om de mange sønderjyder, der faldt på tysk side under Første Verdenskrig. Først da der rejste sig et ramaskrig fra Sønderjylland, var ministeren i stand til at finde det nødvendige beløb til projektet. Men det mest afslørende var dog Elbæks bemærkning i den forbindelse, nemlig at han var blevet ”forbavset” over sønderjydernes reaktion.[12]

Andre eksempler på kulturministerens ”spejlblanke uvidenhed” var hans ministeriums beslutning om ikke at støtte reparationen af en dansk kirkegård i Vestindien og heller ikke vedligeholdelsen af det monument i Tallinn, hvor legenden om Dannebrogs fald fra himlen den 15. juni 1215 bliver mindet. Knudsen konkluderede, at ”kreativitet uden historisk belastning” synes at være ministerens varemærke, som tidlig og silde giver ham anledning til den dummeste og mest banale tågesnak”. På baggrund af mine analyser regeringsgrundlaget og mine iagttagelser af det sidste års værdipolitiske debat vil jeg konkludere følgende:

Konkluderende overvejelser

Det står allerede efter et år klart, at regeringen på det traditionelt værdipolitiske område har opnået præcis det samme, som den i sin tid beskyldte VKO-flertallet for, nemlig at splitte i stedet for at samle danskerne. Dens nedtoning af kulturelle og historiske elementer er udtryk for en rent politisk og juridisk nationsopfattelse: Danmark som et politisk fællesskab uden identitet. Denne politik står i modsætning til både ”gamle” og ”nye” danskeres behov i en globaliseret tidsalder for at føle sig som medlemmer af et historisk folk med egne kulturelle traditioner og værdier; for at føle sig som borgere i mere end i juridisk forstand. Ideerne bag denne politik kommer fra de kulturradikale elementer inden for de tre regeringspartier, men først og fremmest fra Det Radikale Venstre.

Der er her tale om et folkebegreb, som går imod traditionel socialdemokratisk tankegang. Ganske vist byggede partiet oprindelig på en anden måde at forstå ”folket” på, end man gjorde blandt både liberale og konservative. I 1930’erne fik parolen ”Danmark for folket” dog en betydning, der gjorde Socialdemokraterne til et decideret nationalt parti. Men samtidig fornyedes snarere end modsagdes den hidtidige måde at forstå det nationale på i Danmark. Det danske folk blev herefter forstået som et historisk fællesskab, der gik på tværs af klasseskel og andre forskelle.

Efter krigen blev partiet præget af socialdemokraten Hal Kochs tanker om kultur og politik.  Koch indså – med rette – at det kulturelle kunne udgøre et splittende element for folkefællesskabet. Derfor prioriterede han ”det politiske fællesskab” højere end det kulturelle. Men han havde samtidig et klart blik for, at det politiske fællesskab var et produkt af en bestemt historisk og kulturel udvikling.  Selv om kulturen ikke kunne udgøre grundpillen i samfundsfællesskabet, så kunne Koch ikke forestille sig et fællesskab uden historisk og kulturelt prægede institutioner, og i grundtvigsk tradition kunne han heller ikke forestille sig et meningsfuldt menneskeliv, hvis ikke den enkelte fik mulighed for at forstå sig selv og sit eget liv inden for en bestemt historisk og kulturel sammenhæng.

Jeg mener som Koch, at dansk kultur aldrig kan og aldrig bør gøres til det bærende for det folkelige fællesskab. Selvfølgelig hører demokrati, respekt for menneskerettigheder og gennemførelse af love, der sikrer borgerne lige muligheder og lighed loven grundlaget for det danske samfund; og desuden forudsætninger for, at et kulturelt mangfoldigt samfund som det danske skal kunne fungere fremover. Vi kan ikke kræve, at alle nydanskere overtager dansk kultur rub og stub. Men vi bør kunne forvente, at de sætter sig ind og respekterer den historiske kultur i det land, de selv har valgt at leve i.

Og så forestår der et større dannelsesarbejde over for ”gammeldanskerne”. For det er en fejl at tro, at man kan skabe og vedligeholde en fællesskabsfølelse i samfundet uden at operere med en forestilling om et folk som et historisk skæbnefællesskab. Det er desuden naivt at tro, at man kan få samfundsgrupperne til at tjene andre end egne interesser, hvis de ikke føler sig forpligtede over for et fælles gode. Ej heller bør man tro, at man kan gøre børn og unge til gode medborgere ved blot at lære dem at ”tage afstand fra racisme”, sådan som det undertiden lyder i den mest forenklende del af venstrefløjsdebatten. I stedet for at danne børn og unge til ahistoriske kulturrelativister må dannelsesopgaven i stedet bestå at lære dem at føle personligt medansvarlighed over for det samfund, de har arvet, og som de deler med andre.

At føle sig medansvarlig for det samfund, man har arvet, er ikke det samme som ukritisk at forsvare det bestående. Tværtimod, som den hollandske sociolog Paul Scheffer udtrykker det, afhænger det åbne samfund af, at borgerne har evne til at tænke selvstændigt og foretage egne vurderinger; men også af, at de engagerer sig gensidigt og forstår betydningen af at have fælles institutioner og værdier. [13] Og den forståelse kan kun tilvejebringes ved at fremme den historiske sans. Derfor bør undervisning i historie og kultur have en central rolle i folkeskolen. For medborgerskab handler om at være bevidst om, at der fandtes et samfund og en kultur før os, og at der også vil være et samfund efter os. Et samfund, som ikke længere er i stand til at forholde sig til tidligere generationer og det samfund, de skabte, er på vej mod sin egen opløsning.[14]

Et middel til at modvirke denne opløsning kan være kanondannelse. Ikke blot fordi kanoner skaber fælles referencerammer og arvegods. Men også fordi selve det at forholde sig til indholdet i en kanon, lægger op til kritiske diskussioner af, hvordan kulturelle værdier kan brydes og har ændret sig gennem tiderne. Kanoner – som det faktisk var tilfældet med dem, der blev skabt under VK-regeringen – bør således afspejle nationens mangesidede og komplekse historie og kultur.  Den bør få børn og unge til at forstå, at deres lands historie rummer både lyse og mørke sider; såvel højdepunkter, de kan blive inspireret af, og lavpunkter, de kan lære af. Ligesom vores egen tid fremstår historien sjældent i sort og hvidt. Den rummer heller ikke enkle sandheder og nemme løsninger. Ja, derfor kan god historisk oplysning og undervisning lære os, at det kræver både kritisk sans og forståelse for værdien af fælles forpligtelser og samarbejde at være aktiv demokratisk medborger. Set i det perspektiv indebærer det at vende sig mod historien ikke en risiko for at lade sig ”kidnappe af fortiden”, som Uffe Elbæk ofte hævder. Snarere er det lettere at kidnappe mennesker, der er historieløse.

Den amerikanske politolog Francis Fukuyama offentliggjorde i januar i år en artikel i tidsskriftet Foreign Affairs, hvori han argumenterede for behovet for at udvikle et realistisk alternativ til både forældet og fortænkt venstrefløjstænkning og en asocial, globalistisk nyliberalisme. Hans argumentation lød i al korthed: Den teknologiske udvikling sender sammen med globaliseringen stadig flere mennesker ud af middelklassen. Dermed vil det liberale demokrati, som altid har bygget på denne middelklasse, på længere sigt blive truet. Derfor er der behov for en ny politik, der styrker middelklassen. Men ikke en politik, der blot ser det som sit mål at vogte velfærdssystemer, som alligevel ikke vil kunne bevares i deres nuværende størrelse. Den nye politik bør kombinere ideer fra både det historiske venstre og det historiske højre. Den bør forsøge at styre globaliseringen uden at afskrive markedsøkonomien. Den bør kritisere en nyliberalistisk ideologi, som ser det suveræne individ som samfundets fundament. Og så bør den lære af det bedste fra nationalismen til at genopbygge fællesskabsfølelsen blandt borgerne.

Hvis alle fire krav skal kunne opfyldes, kræver det en forståelse af ens egen nations- og civilisationshistorie. På godt og ondt.  Hvis de Konservative ønsker at genvinde en rolle i dansk politik, kunne partiet måske vælge at stille sig i spidsen for en sådan ”ny politik”. For den har ”republikken Danmark” brug for.


Michael Bøss (f. 1952) er lektor, ph.d., ved Aarhus Universitet og forfatter til bogen Republikken Danmark om Danmarks fremtid som nationalstat.

noter

[1] Eric Hobsbawm, The Age of Extremes: The Short Twentieth Century, 1914-1991 (London: Michael Joseph, 1994). Citeret efter

[2] Erik Bjerager, ”En ny kulturkamp venter”, Kristeligt Dagblad, 7.10.2011.

[3] Weekendavisen, 15.6.2012.

[4] Liberal Alliance, http://liberalalliance.dk/politik#180. Adgang 20.6.2012.

[5] ”V: Regeringen vil ikke tale om indvandreres ulighed”, Politiken, 8.3.2012.

[6] ”Regeringen nedbryder vores samfundsbærende institutioner”, Kristeligt Dagblad, 30.3.2012.

[7] ”Regeringen og LA angriber dansk kultur”, Berlingske, 17.04.2012.

[8] Berlingske, 13.05.2012.

[9] Berlingske, 29.05.2012.

[10] Berlingske, 22.04.2012.

[11] ”Kulturpolitik?”, Weekendavisen, 8.06.2012.

[12] Den Korte Avis, 17.06.2012, http://denkorteavis.dk/2012/gribende-krigsbreve-fra-sonderjyder-i-de-tyske-skyttegrave/

[13] Scheffer, 305.

[14] Ibid.