Katrine Winkel Holm: Derfor er jeg ikke feminist

1. januar 2013
33 minutters læsetid

Katrine Winkel Holm giver i sin artikel Derfor er jeg ikke feminist en skildring af den militante 70’er-feminisme, der ikke alene ville sikre kvinder lige rettigheder, men som ofte havde en langt mere revolutionær dagsorden. Winkel Holm beskriver, hvordan denne kvindebevægelse tog patent på kvindesagen og spændte den for en radikalismens vogn. Samtidig fremhæver hun de voldsomme omkostninger ved denne kønsrevolution.

 “Jeg ville så gerne have denne kultur bragt til ende! Men det er jo ikke enhver beskåret at afskaffe kapitalismen. Men det er enhvers ret at afskaffe kernefamilien.”

Suzanne Brøgger, 1973

Af Katrine Winkel Holm

Man skal tage en dyb indånding, inden man tager et opgør med feminismen. Gør man det, træder man nemlig direkte ind i kætternes rækker. Det har flere feminismekritikere måttet sande. Den engelske kommentator Melanie Philips oplevede at blive frosset fuldstændigt ude, da hun i 1999 skrev bogen The Sex-Change Society. Feminised Britain and the Neutered Male, og i Tyskland blev tv-journalisten Eva Hermann simpelthen fyret på gråt papir, da hun i 2007 gjorde sig til bannerfører for et opgør med feminismen.

De fleste feminismekritikere sørger derfor ofte for at indskrænke kritikken til en bestemt del af feminismen. Underforstået: Feminismen er i sig selv god nok, det er bare ”elitefeminismen” og ”offerfeminismen”, der er noget galt med.

Min kritik er mere radikal. Jeg kritiserer feminismen for i sig selv at udgøre et problem. Hovedproblemet set med mine øjne er, at den laver en ideologi ud af det at tilhøre et bestemt køn. Den gør det at være kvinde til en isme.

Denne grundskavank finder man allerede hos feminismens grundlægger, Mary Wollstonecraft, der skrev sine skrifter på Den franske Revolutions tid. Uanset hvor meget man må sympatisere med en række af Wollstonecrafts enkeltsager, er hendes tankegang præget af en utopisk ide om kvindekønnets moralske overlegenhed over mandskønnet.

Hovedemnet for denne artikel er imidlertid ikke feminismens såkaldt første bølge. For en nærmere gennemgang af den henviser jeg til min bog ”Rend mig i kødgryderne. Om kvinderne og det fælles liv”. Det, som er sagen her, er den feminisme, som alle vi, der er vokset op i 70’erne, 80’erne og 90’erne, har fået præsenteret som selve indgrebet af feminisme: 70’ernes kvindebevægelse.

Hvordan gik det til, at kvindebevægelsen nedgjorde kvinder, der ikke gjorde karriere, førte kampagne mod kernefamilien og gjorde det til en mærkesag at pille det sidste stykke rygrad ud af den vestlige mand?

Lad os genopfriske historien,  også de dele af den, som rødstrømperne, nu i efterlønsalderen, gør alt for at fortrænge.

Bh’er i skraldespanden

Det begyndte en dag i april 1970, da en lille flok rødstrømper gik ned gennem Strøget udstyret med nylonparykker, ballonbryster og overdimensionerede bh’er. Københavnerne morede sig over det farverige optog, og livgarden spillede i dagens anledning ”Her kommer Pippi Langstrømpe.”[i]

Men de undrede sig måske også.

Den almindelige opfattelse på det tidspunkt var, at kvindekampen var vundet. Kvinder havde fulde borgerrettigheder, de strømmede ind på de højere læreranstalter og ud på arbejdsmarkedet, selv om børnepasning stadig var en privatsag.

Hvad var det, rødstrømperne ville? I første omgang ville de indføre ligeløn, men programmet var langt mere dramatisk.

Det var intet mindre end hele ”kvinderollen” og kvindens status som sexobjekt, de ville gøre op med. Kvinden var nemlig i virkeligheden ubevidst undertrykt af den kønsstereotyp, som mandssamfundet pressede ned over hende, sådan som Germaine Greer beskrev det i 1970’erne i kvindesagens kultbog,  Den kvindelige eunuk, der udkom samme år.

Interessant nok havde mange af de rødstrømper, der gjorde oprør, kort forinden slet ikke bemærket den undertrykkelse, de gjorde oprør imod. Flere af dem fortæller i tilbageblik, at det først var ved læsningen af Germaine Greer og Kate Milletts radikalfeministiske bøger, at de fik ”en skrækkelig opvågning” og pludselig indså, hvor gennemført undertrykte, de var i deres middelklasse- studenterliv. [ii]

Når f.eks. kvindelige studerende var usikre og havde svært ved at slå igennem i det hårde akademikermiljø, forstod de nu, at det ”ikke var os, der var noget i vejen med, men samfundet.” [iii] Det var nemlig et udslag af den kvindeundertrykkelse, der forvandlede kvinderne til usikre, afhængige, inferiøre væsner, som beskrevet hos Greer, hvilket igen hang sammen med ”samfundets sociale og økonomiske struktur”. Det var altså mandssamfundets skyld. Det var det, rødstrømperne var blevet bevidstgjort om, og det var det, de nu ville bevidstgøre andre om.

”Det begyndte en dag i april 1970, da en lille flok rødstrømper gik ned gennem Strøget udstyret med nylonparykker, ballonbryster og overdimensionerede bh’er. Københavnerne morede sig over det farverige optog, og livgarden spillede i dagens anledning ”Her kommer Pippi Langstrømpe.” Men de undrede sig måske også. Den almindelige opfattelse på det tidspunkt var, at kvindekampen var vundet. Kvinder havde fulde borgerrettigheder, de strømmede ind på de højere læreranstalter og ud på arbejdsmarkedet, selv om børnepasning stadig var en privatsag.”

Rødstrømpeoprøret var med andre ord en del af det marxistiske ungdomsoprør.

Hvor feminismens første bølge havde anvendt det liberale demokratis principper i sin kamp for borgerrettigheder til kvinder, var feminismens anden bølge anderledes fjendtlig over for det vestlige demokrati. Det var marxistiske termer og tankegods, man anvendte i sin kamp for revolutionen, og det var ikke tilfældigt, at Greer i indledningen til Den kvindelige eunuk erklærer, at målet er ”på en eller anden måde at nå friheden i det kommunistiske samfund”.

”Det viste sig altså at være et uhyre omfattende projekt at blive en fri kvinde: Kvindeligheden og kvindelighedens symboler skulle nedbrydes, det traditionelle spil mellem kønnene bandlyses, manden periodisk udelukkes fra kvindens tilværelse, tosomhed og (andre kvinders) ægteskab omstødes. Rødstrømperne måtte altså først og fremmest lave om på sig selv og delvist destruere deres egen kvindelighed: Den gamle kvinde var nødt til helt at forgå, for at den nye og frie kunne opstå. For at skabe en ny kvindekultur skulle man foragte den gamle. For at blive sand kvinde skulle man udviske kvindeligheden.”

Dette revolutionære, ikke-demokratiske, mål skulle nås ved fredelige midler; rødstrømpebevægelsen var en ”bevidstgørelsesbevægelse”. På basisgruppemøderne, hvor mænd var forment adgang, blev kvinderne kollektivt bevidstgjort på en måde, der kan minde om Oxford-bevægelsen og andre religiøse vækkelsesbevægelser. Her blev man bevidstgjort om, at problemet netop ikke var individuelt og noget, den enkelte kvinde måtte løse ved at tage sig selv i kraven. Problemet lå i det kapitalistiske, patriarkalske samfund. Kvindekamp var klassekamp og de private ”kønsroller” politiske. Derfor bandlysningen af høje hæle, stramme kjoler og make up, derfor bh’erne i skraldespanden og derfor kampen mod afhængigheden af manden og den intense problematisering af det intime forhold mellem mand og kvinde.

Når kvindeligheden var en undertrykkende konstruktion, måtte frigørelsen begynde med destruktion af kvindelighedens symboler.

Rødstrømperne udgjorde kun et snævert udsnit af den daværende kvindelige befolkning, men fik stor mediebevågenhed og kolossal direkte og indirekte indflydelse.

Dekonstruktionen af kvindeligheden

Det var en kamp for at blive subjekt i sit eget liv, erindrer en rødstrømpe. Men i mødet mellem kønnene er subjekterne jo også altid objekter. Man er genstand for følelser, begær, forelskelse og kærlighed. Dertil kommer, at mænd generelt finder kvindekroppen tiltrækkende, det er vist et faktum, og at kvinden derfor ikke er herre over, hvornår hun gøres til sexobjekt i mandens øjne.

Spørgsmålene var: Hvordan undgik man at blive sexobjekt, når man ikke ønskede det? Og hvordan undgik man at blive afhængig af manden?

Rødstrømperne, der reflekterede meget over disse ting, tog groft sagt fem forskellige strategier i anvendelse:

  1. Man klippede håret, undgik make up’en og bh’en og gik i overalls og kropsskjulende gevandter. Som en af dem formulerede det: ”Jeg havde en lang periode, hvor jeg gik i kineserjakker, så ingen kunne se hvordan jeg overhovedet var skabt – det var en direkte reaktion mod at have været kønsobjekt i jeg ved ikke hvor mange år.”[iv]
  2. Man afviste det traditionelle spil mellem kønnene: Kurmageri, flirt og spænding mellem mand og kvinde var ”i virkeligheden kun en genspejling af magtforholdene”. Derfor var det nedværdigende, når en mand bød en kvinde op til dans, og nedværdigende, når en kvinde spillede med på spillet: ”Hver gang jeg sad og var dødkoket, hadede jeg mig selv,” som en af dem erindrer.[v]
  3. Man udelukkede mænd fra basisgruppemøder og kvindehuse. For i samme øjeblik, der var mænd til stede, risikerede man at falde ind i rollen som den passive kvinde over for den dominerende mand.
  4. De mest radikale valgte at blive lesbiske, hvad der jo er en virkelig konsekvent måde at undgå at være (mandens) kønsobjekt på.[vi]
  5. Man tog så mange elskere, at man undgik afhængighed af én mand, for ”kærligheden er aksen i kvindens undertrykkelse”. Derfor skulle ”ægteskabet og tosomheden omstødes helt og holdent”, mente Suzanne Brøgger, der som gæst til et rødstrømpemøde foreslog, at de alle sammen skulle gå ud og ødelægge fem ægteskaber for at befri kvinderne.[vii]

Det viste sig altså at være et uhyre omfattende projekt at blive en fri kvinde: Kvindeligheden og kvindelighedens symboler skulle nedbrydes, det traditionelle spil mellem kønnene bandlyses, manden periodisk udelukkes fra kvindens tilværelse, tosomhed og (andre kvinders) ægteskab omstødes.

Rødstrømperne måtte altså først og fremmest lave om på sig selv og delvist destruere deres egen kvindelighed: Den gamle kvinde var nødt til helt at forgå, for at den nye og frie kunne opstå. For at skabe en ny kvindekultur skulle man foragte den gamle. For at blive sand kvinde skulle man udviske kvindeligheden.

Stik imod hensigten udtrykte projektet mere skam end stolthed over at være kvinde. Hvorfor overhovedet gøre det til noget nedværdigende eller undertrykkende, at kvinden – også – er sexobjekt?

De mange tidskrævende knuder, rødstrømperne måtte slå på sig selv, er i sig selv et indicium på, hvor virkelighedsfjern, utopisk og til dels selvdestruktiv kampen var.

Friheden ved islamisk tildækning

Den overfladiske symbol-del af rødstrømpekampen blev en dundrende fiasko. Bh’en genopstod som en fugl Fønix i 1980’erne, og i dag vil kun en tåbe finde på at smide sin bh – denne dyre og uundværlige beklædningsgenstand – i skraldespanden. Tankegangen om det kvindeundertrykkende i at være sexobjekt lever dog videre. Det var den, der var på spil, da den amerikanske feminist og forfatter Naomi Wolf i efteråret 2009 beskrev den følelse af frihed, hun havde følt ved at gå tildækket med den islamiske chador:

”Mine brysters kurver var tildækkede, mine bens former glattet ud, og mit lange hår fløj ikke omkring mig, og jeg fik en ny følelse af sindsro. Jeg følte mig ja, på en måde fri.” [viii]

Wolf følte sig fri fra at være kønsobjekt og understregede samtidig, at tildækkede islamiske kvinder føler, at folk ser på dem som et individ, ikke som et objekt. Nøjagtig samme argumentation, der fik rødstrømperne til at føle sig fri i deres kvindelighedsdækkende gevandter. Individet blev frit, når individet blev skjult!

En måde at tænke på, der altså i dag forfører en feminist til at forveksle tegnet på kvindens status som det halve af manden med et symbol på frigørelse. Her er det kvindelige selvhad blevet til et kulturelt selvhad, der fører til selvopgivelse over for en ideologi, der systematisk undergraver ligestillingen mellem mænd og kvinder.

Tankegangen er udbredt. Det kom f.eks. til udtryk, da to rødstrømpe-veteraner, Karen Sjørup, leder af Center for Ligestilling, og Elisabeth Møller Jensen, direktør for KVINFO, i 2007 erklærede, at det islamiske tørklæde er et mindre problem end danske kvinders stilethæle:

”Det er,” lød det fra Karen Sjørup, ”mærkeligt at se de ligestillede danske kvinder vakle af sted på tårnhøje stiletter. Der er ingen, der spørger, hvorfor de pålægger sig selv den grad af begrænsning i deres udfoldelse, selv om højhælede sko er langt mere invaliderende end tørklæder”.

KVINFO’s Elisabeth Møller Jensen mente, at en hijab-klædt kvinde på folketingets talerstol ville være en ”sejr for ligestillingen”, fordi den var et ”sundt tegn på mangfoldighed.”[ix]

Og Germaine Greer, den ledende figur i feminismens anden bølge, istemte samme toner, da hun betegnede kampen mod kvindelig omskæring som et ”angreb på en kulturel identitet” og fortsatte:

”Kvinder i Vesten, som går omkring fuldt udstyret med neglelak (hvilket er uforeneligt med manuelt arbejde), højhælede sko (som ødelægger holdningen og derfor ryggen og er helt ubrugelige, hvis man skal gå langt ad dårlige veje) og brystholdere (…) fordømmer omskæring uden skyggen af mistanke om, at deres egen opførsel er absurd.”[x]

Ledende feminister er altså i dag ude af stand til at se forskel på en stilethæl, der understreger kvindeligheden, og en chador, der reducerer kvinden til det halve af manden. Fikseringen på det nedværdigende ved at være sexobjekt får dem til at nedgøre Vestens frihed for kvinder og promovere et symbol på uligestilling mellem kønnene – oven i købet i ligestillingens navn.

En opfattelse, der går direkte tilbage til gammelt, radikalt rødstrømpe-tankegods.

Kampen mod det patriarkalske samfund

Det var ikke bare sig selv, kvinden måtte lave om. Hovedprojektet var at få mændene til at aflægge deres ”manderolle”, hvad der blev et endnu vanskeligere og, ifølge rødstrømperne selv, endnu ikke fuldendt projekt. Selv om det var mandssamfundet, ikke manden, man bekrigede, kunne det til tider være svært at se forskel.

”Mænd udbytter kvinder,” hed det, og manden er ifølge rødstrømpen Suzanne Giese ”sexismens agent”, som hun skrev i bogen Derfor kvindekamp. En bog om kvinders undertrykkelse (1973). Sexisme er en slags kønsapartheid, men til forskel fra datidens apartheidsystem i Sydafrika delte kvinder bord og seng med deres undertrykkere, ”sexismens agenter”. Kvinder gik bogstaveligt talt i seng med fjenden!

Denne uholdbare situation krævede et opgør med det patriarkalske samfund, der påduttede manden hans sexistiske manderolle.

Skal vi tro den gamle rødstrømpe Gretelise Holm er denne kamp også magtpåliggende i dag.

I hendes bog Hvorfor er feminister så snerpede? (2008) møder man et ressentiment ikke kun mod ”uligestillingen”, men mod hele den ”verdensomspændende patriarkalske kultur, som gør det så vanskeligt for mænd at tabe kontrol over kvinder.”

Her skelnes der ikke mellem vestlig og islamisk kultur, ikke mellem kvindens stilling i 1900-tallet og i antikken. Nej, det hele er en del af det kvindeundertrykkende patriarkat, ”mandssamfundet”, der har ”koloniseret kvinders bevidsthed med en nedladende opfattelse af kvinden”, hvad der har sin rod i en oprindelig ”moderskabsmisundelse”.

Moderskabsmisundelsen er ifølge Holm en mindreværdsfølelse over ikke at være den, der giver liv, hvad der er den dybereliggende forklaring på ”mændenes årtusindlange næsten desperate trang til at nedgøre kvinder”.[xi]

Også i dag sørger mændene, der muligvis stadig er en lille smule moderskabsmisundelige, for at sidde på magten ved hjælp af subtile ”herskerteknikker”.

Når der i daværende kulturminister Brian Mikkelsens kulturkanon kun var ni ud af 100 udvalgte værker, der var skabt af kvinder, var forklaringen ikke den enkle, at der i historien har været langt flere mandlige end kvindelige kunstnere. Det kan ikke være manglen på litterær kvalitet, der er forklaringen på, at så mange af 1800-tallets kvinderomaner med Virginia Woolfs ord har ”ligget som små plettede æbler i en frugthave, rundt omkring i Londons antikvariater.[xii]” Nej, fraværet af kvinder i den litterære kanon var ifølge Gretelise Holm udtryk for en ”systematisk strategi” for ”usynliggørelse” som ”før eller siden rammer alle kvinder”.

Når små piger i dag dårligt kan ”bevæge sig for lyserøde blonder og sløjfer”, er det ikke, fordi piger har en tendens til at være vilde med kjoler med blonder og sløjfer, hvad jeg, der er vokset op i 1970’erne og aldrig har været den lykkelige ejer af en prinsessekjole, til fulde forstår.

Nej, forklaringen er, at medierne gengiver kønssterotyper, hvilket igen hænger sammen med at ”medierne helt overvejende er kontrolleret af mænd”.

Når feminister bliver mødt med den indsigelse, at det er vigtigere at diskutere islamisk kvindeundertrykkelse end kæmpe for kvindekvoter i bestyrelser, er det ikke fordi kritikerne oprigtigt mener, der er tale om en proportionsforvrængning hos mainstreamfeminismen. Nej, det er udtryk for ”mandskulturens automatreaktion.”[xiii]

Det er, som om Gretelise Holm ser patriarkalske konspirationer over alt, lige fra prinsessekjoler, fokus på islamisk kvindeundertrykkelse til kulturkanon.

Og det er ikke kun mænd, der undertrykker kvinder. Kvinder ”undertrykker også sig selv og hinanden”. Det gælder f.eks. damebladene, der opfordrer kvinderne til at være ”seksuelt attraktive væsener” og er mere interesseret i at stille det feministisk suspekte spørgsmål: ”Er du en god elskerinde?” end at give gode råd a la: ”Sådan får du din mand til at gøre rent,” eller ”Sådan kommer du i byrådet.”

Uskyldige fænomener som f.eks. kvinders uudryddelige, men i grunden ret livsbekræftende forfængelighed, bliver i den feministiske udlægning til farlige tegn på kvindeundertrykkelse og ubevidst mandsdominans: Sexobjektiveringen af kvinden.

Mandssamfundets undertrykkelsesmekanismer og afværgereaktioner ser med andre ord ud til at være på spil overalt hos Holm.

”Ligestilling ønskede vi ikke”

Der er noget ægte angstfuldt over denne feministiske diskurs: En stor og tilsyneladende dyb frygt for et i bund og grund kvindefjendtligt mandssamfund, hvor man som kvinde hele tiden skal være på vagt: Hvis man ikke konstant har blikket stift rettet imod det totale ligestillingsmål, hvis man ikke kæmper med næb og kløer for kvoter, påbud og regulering af ligestilling, hvis man trækker vejret og siger: Lad dog mændene være mænd, lad os gøre det hele lidt mere familievenligt, og lad os gøre det nemmere for de kvinder, der gerne vil være mere sammen med deres børn, så går det galt.

Så vil udviklingen rulles tilbage. Så vil mandssamfundet med stenalderkøller og moderskabsmisundelse slå igen og holde kvinderne nede.

Men er det ikke et udtryk for en fejllæsning, når man som Gretelise Holm via marxismen fremstiller det vestlige samfunds ”patriarkat” som kvindens hovedmodstander? Den vestlige civilisation, der ifølge de marxistiske feminister udelukkende er skabt af patriarkerne, har jo været en fordel for kvinderne. Kvinder kommer altid til kort over for en mand, hvor det er muskelstyrken og ikke intellektet, der tæller. Derfor har industrialisering, teknikalisering og urbanisering, alt sammen produkter af det vestlige ”patriarkat”, og kapitalismen, været en stor fordel for kvinden. På kontoret og foran computeren kan hun hævde sig på niveau med manden. På den måde giver den vestlige civilisation kvinden en historisk grad af udfoldelsesmuligheder i den offentlige sfære. Det overser de marxistisk-inspirerede feminister som f.eks. Gretelise Holm.

Ud fra rødstrømpernes egne præmisser må man stille endnu et spørgsmål:

Hvis dette samfund, skabt af mænd, er så forfærdeligt, hvorfor skal kvinderne så være lige med manden og altså til en vis grad efterligne patriarkerne, der har skabt det modbydelige mandssamfund? Når dette spørgsmål stilles, viser det sig, at målet alligevel ikke bare er ligestilling. ”Ligestilling ønskede vi ikke,” sagde en af de ledende rødstrømper fra 1970’erne da også.[xiv] Nej, det egentlige mål er, at kvinder skal ud og præge samfundet med flere kvinde-værdier, fordi kvinder på en eller anden måde er ædlere end mænd. Og så er vi tilbage ved den gamle feministiske tendens til at betragte kvinden som bedre end manden. Man ser splinten i mandens øje, men ikke træstammen i sit eget. Det er udtryk for kønslig selvgodhed. Og så er der det ved træstammer eller troldsplinter i øjet, at de har det med at forringe synsevnen.

Det er måske grunden til, at rødstrømperne så heftigt angreb familien og hævdede, at kvinden kun havde ulemper ved at leve i den.

”De uødelagte familier burde være ødelagt”

Målet for feminismens anden bølge var som sagt uafhængigheden af manden, også af ægtemanden. Det førte til en kampagne mod husmoderen: “Husmoderen var en social figur som den nye kvindebevægelse ville udrydde”, som kvindeforskeren Lise Busk-Jensen konstaterer i sin nye disputats. Det førte til en kampagne mod kernefamilie, ægteskab og kærlighed. Kærlighed binder nemlig, ikke nødvendigvis juridisk, men følelsesmæssigt, det er derfor, så mange forelskede hellere end gerne vil have papir på deres følelsesmæssige binding. Af samme grund er et bryllup både en juridisk og en romantisk sag.

Men det var lige præcis kærlighedsfælden, man skulle undgå, lød det fra 1970’ernes kvindebevægelse, for ”kærligheden er aksen i kvindernes undertrykkelse.” Fri os fra kærligheden var den betegnende titel på Suzanne Brøggers bog fra 1973, hvor hun ville omstøde familien, ægteskabet og det kannibalistiske monogami helt og holdent.

Her var hun helt på linje med Germaine Greer. I Den kvindelige eunuk beskriver hun kernefamilien som ”en karikatur af et fællesskab” og den hjemmegående, ikke-bevidstgjorte kvinde som ”doven, uproduktiv, narcissistisk”, ”antisocial” og ”fuld af ødelæggelsestrang”. Hendes rolle er en slaves (kan slaver mon tillade sig at være dovne?), og dybest set er hun genstand for sin mands had, fordi hun er blevet så forkvaklet af den stereotype kærlighedsmyte. Børnene, hendes primære opgave, vil i virkeligheden være bedst tjent med at vokse op i et kollektiv uden at vide, hvem deres biologiske forældre var og uden at være blevet pålagt den ”byrde af taknemmelighed for livets gave, som de aldrig har bedt om.”

”De uødelagte hjem burde være ødelagt,” som Greer formulerer det.

Greer malede med den brede, agiterende pen og udtaler sig, i betragtning af at hun dengang var 30 år og barnløs, forbløffende selvsikkert om moderskab og ægteskab. Hun docerede f.eks., at det ideelle for en kvinde er et frit forhold, hvor elskeren som en anden Denys Finch-Hatton kan komme og gå som han vil, uden at kvinden kan regne med ham:

”En elsker som kommer til din seng af egen fri vilje er mere tilbøjelig til at sove med armene omkring dig hele natten end en elsker, der ikke har andre steder at sove.”

Spørgsmålet er, om det er et godt råd til den småbarnsmor, der er afhængig af hjælp, støtte og evt. forsørgelse? For hvad nu, hvis elskeren ikke har lyst til at komme tilbage? Er ægteskabet, baseret på gensidige løfter og forpligtelser, ikke langt at foretrække for hende?

Det mener Greer ikke, for så vidt hun overhovedet forholder sig til så jordnære problemer. Hun er mere optaget af at påvise, at ureformeret sex er vejen til kvindens undertrykkelse – et af bogens hovedemner er vejen til orgasme – fordi kvinden her reduceres til mandens passive sexobjekt. Kvinden bliver ”hjælpeløs” og afhængig og bør derfor praktisere promiskuitet for at opnå uafhængighed. Utroskab bliver en næsten moralsk pligt; den er vejen til frigørelse, vejen til at blive et helt og uafhængigt menneske.

Suzanne Brøgger, der ofte fremhæves som en moderat repræsentant for 1970’ernes kvindebevægelse, anslår helt samme toner som Greer, når hun erklærer, at kernefamilien skal erstattes med et ikke nærmere defineret matriarkat. ”I kernefamilien ødelægger man hinanden i et klima af magtesløshed,” især børnene vantrives i kernefamilien, der ikke producerer andet end ”en bunke uselvstændige, magtesløse individer.” Brøgger foretrækker derfor, at børn opdrages i ”grupper og bander udenfor hjemmet”. Altså flere ungdomsbander! At opretholde kernefamilien for børnenes skyld er absurd og et udtryk for galgenhumor”[xv] lyder det fra Brøgger, der på det tidspunkt er lige så ung, ugift og barnløs som Greer.

Fælles for disse to fremtrædende repræsentanter for feminismens anden bølge er deres marxistisk inspirerede fjendtlighed over for det vestlige, kapitalistiske samfund og for dette samfunds grundcelle: Kernefamilien. Ægteskabet beskrives hos Greer som et fængsel og Mutti som en overflødig samfundssnylter, der paradoksalt nok samtidig er slave.

Gift for familiedannelsen

En af Greers og Brøggers samtidige, ungdomsoprøreren Jacob Ludvigsen, så i 40-året for 68-oprøret tilbage på datidens kamp mod kernefamilien. Han erklærede sig stadig som stor tilhænger af ungdomsoprøret, men kritiserede samtidig kampagnen mod familien:

”En af [ungdomsoprørets] største fejl var at angribe kernefamilien som blev et skældsord på linje med ligusterfascister. Men man glemte, at det også var et angreb på den vigtigste dannelsesinstitution i samfundet […] Familien er grundkernen i ens dannelse, ligesom den bør være grundkernen i samfundet. Her er jeg helt enig med Margaret Thatcher. Men alternativisterne forsøgte at lægge gift for ægteskabet og familiedannelsen. Det, mener jeg, er en ulykke. Det kan godt være, at der er nogle få intellektuelle, der synes, at de har praktiseret det åbne ægteskab og ubegrænsede fællesskab med held i en kortere periode, men de blev ulykkelige alligevel. I en familie må man holde sammen.” Og han fortsætter: ”Noget af det fineste, en kvinde kan blive, er da mor, men det bliver gjort til noget usselt, der ikke er prestige over. Det synes jeg er synd for børnene. Der er da ikke noget mærkeligt i at en mor passer sine børn. Det bliver gjort til noget unaturligt og det synes jeg er en skam.[xvi]

Hovedstrømmen i feminismens anden bølge sagde altså: Væk med familien. Drop den gamle kønsmoral. Tag tusinde elskere i stedet for kun at binde dig til én mand. Til helvede med det monogame ægteskab og den moral, der tilsagde en mand at blive hos sin kone, også efter at hun var blevet gammel og uattraktiv; at han ikke forlod hende til fordel for en yngre model, selv om han muligvis havde lyst til det.

Gå og gør, hvad du har lyst til.

Opgøret med den gamle dobbeltmoral – én for mænd og én for kvinder – førte til opgivelsen af enhver moral, som Yale-professoren Harvey S. Mansfield bemærker i sin bog Manliness (2006).

”Man spillede kønnene ud mod hinanden og fornægtede den gensidige afhængighed mellem mand og kvinde. På den måde blev der ganske rigtigt lagt gift for familiedannelsen. For det bliver uhyre vanskeligt at danne familie, hvis ægtefællerne ikke må være afhængige af hinanden, og hvis en nybagt mor ikke må være økonomisk afhængig af sin mand.Rødstrømpernes marxistiske oprør var præget af kulturelt selvhad. Det var det vestlige, kapitalistiske patriarkat, der var fjenden. Også i dag har rødstrømperne, der nu sidder på ledende poster inden for kvindeforskningen, svært ved at se forskel på en burka og en stilethæl”

Men da man gik i gang med at udleve denne amoralisme, viste det sig ikke udelukkende at være til fordel for kvinderne. For også i kærlighedsjunglen er der ulighed mellem kønnene.

Det gjorde forfatteren Jens Christian Grøndahl opmærksom på, da Jørgen Leth-sagen i 2005 rullede over landet. Feministernes vrede over Jørgen Leths famøse aktiviteter på Haiti bundede, mente Grøndahl, i en anden og mere prekær ulighed. Forargelsen afspejlede ifølge ham selv et ikke særligt rart aspekt ved 1960’ernes seksuelle frigørelse:

 ”Dengang lignede frigørelsen af køn og lyst et skred i retning hen imod et friere og mere lige samfund, men hvem fik varigst gevinst ud af fraserne om fri kærlighed? Det gjorde generationens mænd. Nu var der fri bane til alle de kvinder, de overhovedet kunne overkomme, og moralsk var det bare helt i orden. De kneppede jo så at sige i en god sags tjeneste, og da først de var kommet i gang, var de ikke til at standse, hvorimod kvinderne i fyrreårsalderen rendte ind i den kedelige omstændighed, at mændene holdt op med at glo efter dem på gaden [….]Mænd forbliver generelt attraktive i længere tid end kvinder og det er ikke kun noget biologisk, det er i allerhøjeste grad noget socialt.[xvii]” 

Og han fortsætter:

”I stedet for at godte sig med fråde om munden af skadefryd over Leths prostatacancer, burde de hævntørstige feminister kaste et selvransagende blik på den frigørelsesraptus, der i 70’erne virkede så lovende, og som siden har efterladt så mange kvinder med en bitter smag i munden.”

Grøndahl peger på den grundlæggende ulighed, der betød, at kvinderne i høj grad kom til at betale prisen for frigørelsen. Når de efter fyrreårsalderen slap for at være sexobjekter, risikerede de til gengæld at blive vraget til fordel for yngre, kvindelige sexobjekter.

Og man må jo også spørge: Hvorfor skal manden forpligte sig over for kvinden, når målet er den fuldstændige uafhængighed af hinanden? Hvorfor være en hensynsfuld, ansvarsbevidst ægtemand, hvis det kun medfører, at man udråbes til et suspekt sexistisk skaffedyr, der ubevidst undertrykker kvinden, bidrager til at skabe de allerstørste ligestillingsproblemer og forhindrer realisering af det køns-ensartede samfund?

Er det så ikke sikrere at opføre sig som en ansvarsfri drengerøv?

Gentleman’en ud i kulden

Den feministiske løsning på det patriarkalske problem var, ifølge en feministisk iagttager, ”en fantasiverden uden hierarkier, hvor folk satte ord på deres følelser dagen lang og skabte følelsesmæssige bånd til hinanden.[xviii] Denne feministiske vision sendte to mandetyper ud i kulden: Knudemanden, den tavse type, der ikke kunne sætte ord på sine følelser, og gentleman’en, det gamle mandeideal, man hidtil havde dyrket.

I sin allerede omtalte bog Manliness (2006) leverer Harvey S. Mansfield en præcis analyse af gentleman-idealet og grunden til dets pludselige deroute:

Forklaringen er ifølge ham, at gentleman-idealet hviler på en erkendt ulighed mellem kønnene. Manden er den fysisk stærke, og selv om man ikke befinder sig om bord på et skib, der er ved at synke, eller i et hus, der brænder, så holder gentleman’en alligevel døren for kvinden, selv om hun strengt taget er fysisk stærk nok til at åbne den selv: Damerne først! Dette galanteri understreger uligheden og skal markere, at den dag huset brænder, et det er ham, det hele afhænger af. Og han skal nok være der.

”Gentleman’en er ”gentle” ikke af svaghed, men af høflighed”, som Mansfield formulerer det. Han er ingen primitiv he-man, ingen testetorontumpe, men den moderat mandige mand eller den civiliserede mand med streg under både mand og civiliseret. Dette ideal vil ikke afskaffe uligheden mellem kønnene, men transformere den. Gentleman’en kompenserer for uligheden; det er ideen bag hans offensive høflighed mod kvinden. Men han sidder ikke i rundkreds og synger lange, bange sange og får heller ikke nerver og migræne, blot han skærer sig på en dolk. Og hvis han gør, fortæller han det i hvert fald ikke offentligt.

Dette ideal, der har rødder tilbage til middelalderens ridder, bygger på bevidstheden om, at kvinden, det svage køn, har brug for en beskytter. Ridderen skulle være de forsvarsløses forvarer. Det skal gentleman’en også. Han er ingen køllesvingende macho, der foragter kvinden, fordi han er stærkere end hende. I modsætning til machomanden kan gentleman’en nemlig godt skelne mellem fysisk ulighed og åndelig ulighed. Men gentleman’en er også meget langt fra den bløde, metroseksuelle mand på barselsorlov, der er idealet i det kønsneutrale samfund.

Derfor var det klart, at 1970’er feministerne så skævt til gentleman’en, den moderat mandige mand, som Mansfield kalder ham.

Han var jo en trussel mod ligestillingen og derfor ikke bare til grin og forældet, men farlig: Den chevalereske person var i virkeligheden en forklædt chauvinist. Hans høflighed, der udsprang af en erkendt ulighed, var i rødstrømpernes øjne en genspejling af ”magtstrukturerne” og krænkede lighedsprincippet: Vi er lige – lad være at holde døren. Vi er lige – lad være at byde mig op til dans. Vi er lige – lad være at sige ”damerne først”.

Og så holdt manden, høflig som han var, op med at være høflig. Når det nu var det, der forventedes af ham. I dag kan kvinder slæbe længe rundt på deres tunge kufferter, uden at der kommer en mand og giver en hjælpende hånd. Og hvis der gjorde, ville man som kvinde være tilbøjelig til at tro, det var en tyv, man havde med at gøre, og slå ham hårdt over fingrene i stedet for høfligt at tage imod hans hjælp. Vi kender ikke længere spillets regler.

Gentleman’en blev altså officielt afskediget, men lever videre som undergrund. Der er nemlig, som Mansfield bemærker, ofte forskel på det, kvinder og mænd siger, de vil have, og det, de i virkeligheden ønsker.

Når der f.eks. sker noget ekstraordinært, er han igen dagens mand: Når der skal udkæmpes krige i Helmandprovinsen, og når islamiske terrorister flyver ind i Twin Towers, så er det ikke længere den bløde mand, der går i dialog omkring tingene, der efterspørges. Så har alle pludselig alligevel brug for manden, der ikke vakler, har gennemslagskraft og selvtillid, tåler modgang, kan klare at stå alene og beskytter kvinder og børn.

Titanic og Estonia

Men findes den mand overhovedet mere? Ikke i leksikonet, kan jeg konstatere. Slår man op i Salmonsens Leksikon fra begyndelsen af 1900-tallet, finder man en artikel om gentleman’en, men slår man op i Encyklopædien fra 1990’erne, er han væk. Han er fordrevet, helt ud af leksikonet.

Han ser altså ud til at være borte som offentligt formuleret norm.

Det slog mig i hvert fald, hvor eksotisk en sætning lød, som jeg faldt over i Allan Blooms klassiker Historien om Vestens intellektuelle forfald (1987), hvor han som noget selvfølgeligt konstaterer, at ”blufærdighed, uskyld og svaghed bør forsvares af alle ansvarsbevidste mænd.”

En norm, lige så fjern for danske teenage-drenge som latin for en nutidig gymnasieelev. Og det burde bekymre, ikke mindst kvinderne. Jo, hvis kvinder vil være totalt uafhængige, så er gentleman’en ganske rigtigt overflødig. Men selv de allermest uafhængige feminister kan risikere at få brug for ham.

Hvis hun f.eks. havde været om bord på Estonia den 28. september 1994, kunne han have været rar at have i nærheden. Det samme er tilfældet, hvis hun havde været om bord på Titanic den 15. april 1912. Og skulle jeg vælge skibskatastrofe, ville jeg ikke være i tvivl: Titanic ville være klart det sikreste for en kvinde. Kvinderne først-princippet fejrede nemlig triumfer den nat på Atlanten, og resultatet var, at langt flere kvinder og børn end mænd overlevede, uanset om vi taler om første, anden eller tredje klasse. Et sejlivet rygte vil vide, at en mand klædte sig ud i kvindetøj for at få plads i redningsbåden. Det ville i så fald have været rationelt, om end ikke ridderligt, for på Titanic var det tre gange så farligt at være mand som kvinde.[xix]

82 år og et par kvindeoprør senere gik Estonia, Nordens Titanic, ned. Her ser forholdet mellem mandlige og kvindelige overlevende meget anderledes ud: Ud af 989 mennesker ombord overlevede 80 mænd mod kun 14 kvinder. Det var de yngre mænd mellem 22 og 44, der undgik druknedøden. Estonia gik lynhurtigt ned, panikken bredte sig, og det krævede fysisk styrke at redde livet. Og her er der ikke ligestilling. På Titanic var situationen lidt anderledes.

Men forskellen i tallene er alligevel slående: På Estonia var det simpelthen fem gange så farligt at være kvinde som mand. De overlevende indrømmer ærligt, at der ikke blev sagt ”kvinderne først”. ”Vi var ikke helte,” som en af dem formulerede det. Den civiliserede mand var ikke til stede.

Det er måske ikke kun i leksikonet, gentleman’en er fraværende.

Måske er det sådan, at når krisen opstår, er den moderne mand hurtigt til at registrere den maskuline styrke, han er opdraget til at glemme, at han havde, men sen til at huske de særlige forpligtelser, der følger med den: at enhver ansvarsbevidst mand bør forsvare den svage. Er det det, der sker, er det ikke så mærkeligt, når ingen har pålagt ham de forpligtelser.

En statistiker, der så på Titanic-Estonia-tallene formulerede det på den måde, at i perioden mellem Titanic og Estonia er gentleman-indekset faldet med en faktor 15.[xx]

Er man makaber, kan man formulere det på den måde, at 28. september 1994 fik kvinderne lov at sejle deres egen ligestillede sø, og det overlevede kun få af dem. Så vidt kvindernes fuldstændige uafhængighed af manden. Noget tyder altså på, at kvinderne har en del at tabe, når gentleman’en eller den moderat mandige mand vises vintervejen.

Naturen største uretfærdighed mod kvinderne

Selv den mest uafhængige kvinde kan få brug for en beskytter. Det illustrerer en historie om forfatteren Sigrid Undset. Under 2. Verdenskrig måtte hun flygte fra Norge til USA, hvor hun slog sig ned i New York. Hver dag gik hun en lang tur gennem byen over Brooklyn Bridge, indtil en af hendes venner, en ung norsk forfatterkollega, advarede hende. Hun burde ikke gå alene dér. Han måtte hellere følge hende, for blev hun overfaldet, altså voldtaget, ville ingen kunne høre hende skrige. Men Undset afviste kategorisk hans ridderlige tilbud:

”Lige siden hun var blevet bevidst om de farer, kvinder er udsat for, havde hun været oprørt over kvindekønnets manglende frihed – det var naturens største uretfærdighed over for kvinderne,” beretter hendes biograf.[xxi]

Som ung kvinde havde hun ikke kunnet vandre af sted, som hun ville. Men som kvinde over 60, tyk, gammel og uattraktiv, ville hun i hvert fald have sin frihed ubeskåret i så henseende. Så hun gik alene. Men den kvindekønnets ufrihed, som oprørte Sigrid Undset, skyldtes ifølge hende ikke mandssamfundet, men naturen: Den fundamentale fysiske ulighed mellem kønnene. Den betyder, at kvinden ikke undgår afhængighed. Man kan formulere det på denne måde: Kvinden er afhængig af, at gentleman’en beskytter hende mod voldsmanden.

Det er uretfærdigt, som Undset konstaterer, men ikke noget man kan ændre på.

Men uligheden er ifølge hende kun fysisk, ikke åndelig. Undsets unge forfatterkollega var hende fysisk overlegen, men åndeligt kunne han nok ikke konkurrere med hende, den verdenskendte nobelprismodtager. Som dronning Elizabeth d. 1, den bedste regent, England nogensinde har haft, 350 år tidligere sagde til sine tropper:

“I may be a feeble woman, but I have the heart and soul of a King, and a King of England at that!”  Fysisk var hun svagere end en mand – kun fysisk.

Drengerøven, den infantile mand

Det var denne elementære erkendelse af forskellen mellem kønnene, som feminismens anden bølge gjorde stue-uren.

Gentleman’en, denne krænker af den totale ligestilling, blev afskediget og i stedet indførtes idealet om manden, der er helt lige med kvinden og deler alle opgaver lige fra barselsorlov, indkøb af fødselsdagsgaver til sortering af vasketøj. Manden skulle og kunne feminiseres, ellers ville de feministiske idealer ikke kunne realiseres. Tallene og den feministiske litteratur viser, at han ikke er realiseret endnu.

Til gengæld har en anden mandetype ifølge forfatteren Bertil Nordahl vundet udbredelse, den såkaldte ”drengerøv”. Han er den infantile mand, der hellere vil være evig dreng end vokse op og påtage sig uriasposten som en voksen, ansvarlig mand: På én gang skydeskive for evig kritik og bærer af tunge forpligtelser. Så er det nemmere at være drengerøv.

Nordahl giver et signalement af fænomenet:[xxii]

Drengerøven er ham, der som 40-årig stadig klæder sig som en tyveårig, og det er ikke kun jakkesættet, men alle de voksen-mandige egenskaber, forbundet med habitten, han undgår: Alvor og ansvarlighed, rutiner og forudsigelighed. Han vil være ung, til han når efterlønsalderen. Den leverpostejsfarvede hverdag med fast tilbagevendende pligter skyer han som pesten, for hans tilværelse skal være kreativ, spændende og uforudsigelig. Drengerøven er altså et bevidst ansvarssky element, der går ned efter cigaretter for aldrig at komme tilbage, når ansvarets byrde tynger, barnet skråler, og konen skælder ud – som med andre ord er familie-uegnet og svigter kvinden, når det gælder.

Det kønsneutrale samfund kan gøre kønsforskelle, autoritet og maskulinitet til tabubelagte bandeord, men det kan ikke få mandigheden til at forsvinde, kun forvirre og undertrykke den. Sådan formulerer Mansfield det. Den infantile mand, drengerøven, er, så vidt jeg kan se, netop udtryk for en forvirret mandighed. Han har for længst lagt den udskældte ”patriarkalske” manderolle af sig og er i stedet blevet til den evige dreng.

Men har kvinderne og samfundet glæde af, at den selvsikre, ansvarsbevidste og civiliserede mand er trængt i baggrunden og erstattet af drengerøven eller idealet om den bløde, dialogorienterede mand?

Ikke ifølge den engelske forfatter, Fay Weldon, selv tidligere feminist. Hun giver delvist feminismens anden bølge skylden for ”den slatne” holdning, som dominerer i Vesten og efterlyser ”testosteron” som modspil til den hårdtslående, kvindeforagtende islamiske macho:

”Samfundet er i dag præget af kvindelige ideer som fred, tolerance og forsoning. Men måske kan tingene ikke løses på den måde: Samfundet savner ”testoteron”, og det savner ”attitude, handlekraft og beslutsomhed.”[xxiii]

Derfor er jeg ikke feminist

Der er ingen tvivl om, at feminismens anden bølge har gjort den kvinde, der vil arbejde fuldtid eller gøre karriere, store tjenester. Samfundet finansierer stort set hendes børnepasning, og hun har får masser af ideologisk opbakning.

De radikale feminister leverede den ideologiske overbygning til denne model, men de fyldte samtidig kvinder med foragt for det traditionelt kvindelige. I forsøget på at skabe en ny kvinde, der var fri for snærende kønsstereotyper, endte feministerne med at fornægte kvindeligheden, som om vi kvinder skulle skamme os over at understrege det, vi er.

De fyldte kvinder med skamfuldhed over at sætte børnene højere end karrieren og flovhed over at være afhængige af en mand. I 1970’ernes feministlitteratur kunne familiekvinden se sig selv beskrevet som enten slave, luder, dørmåtte eller Barbiedukke.

Kvindekamp blev til kamp mod familiekvinden. Kvindekamp blev også til kamp mod kernefamilien.

Man spillede kønnene ud mod hinanden og fornægtede den gensidige afhængighed mellem mand og kvinde. På den måde blev der ganske rigtigt lagt gift for familiedannelsen. For det bliver uhyre vanskeligt at danne familie, hvis ægtefællerne ikke må være afhængige af hinanden, og hvis en nybagt mor ikke må være økonomisk afhængig af sin mand.

Rødstrømpernes marxistiske oprør var præget af kulturelt selvhad. Det var det vestlige, kapitalistiske patriarkat, der var fjenden. Også i dag har rødstrømperne, der nu sidder på ledende poster inden for kvindeforskningen, svært ved at se forskel på en burka og en stilethæl. Derfor forsømmer de – med få markante undtagelser – den nye kvindekamp for ligestilling, som islamisk parallelkultur igen har gjort presserende.

Feminismens anden bølge lancerede en systematisk mistænkeliggørelse af manden og mandssamfundet: Man benyttede den uudryddelige forståelseskløft, der består mellem kønnene, til at overbevise kvinder om, at mænd og mandssamfundet var årsagen til alle de vanskeligheder, kvinder møder på vores vej.

Man appellerede effektfuldt til kvindens latente bitterhed over manden, der tankeløst træder på vores nyvaskede gulve og ikke lytter til vores ustoppelige talestrøm. Man talte til den indre, usikre pige inden i os: Når vi ikke kan klare os og få tingene til at hænge sammen, er det ikke vores, men mandssamfundets skyld. Man ville gøre kvinden til subjekt i sit eget liv, men endte med at gøre hende til det evige offer, mens manden fik rollen som the usual suspect.

På dette punkt er forskellen mellem feminismens anden og tredje bølge, nyfeminismen, rent kosmetisk: Moderne feminister har for længst taget bh’en og læbestiften til nåde, men opfordrer stadig til kønskamp. En endeløs strid, der mere og mere ligner et evigt, ustoppeligt søskendeskænderi om hvem, der sidst tømte opvaskemaskinen, og hvem der sidst gik ned med skraldespanden.

En kønskamp, der er lige så destruktiv, som den er ulidelig.

Til gengæld fornægter moderne feminisme den skæbne, som kvinder til en vis grad er ofre for: Vi er svagere end mænd og har derfor i visse situationer brug for deres beskyttelse, vi kan kun få børn i den periode, hvor det samtidigt forventes, at vi gør karriere. Vi er på disse områder handikappede i forhold til arbejdsmarkedet og er derfor pisket til at træffe nogle svære valg. Det må vi se i øjnene og få det bedste ud af – eventuelt ved omhyggeligt at vælge uddannelser og job, der er forenelige med børn og familie.

Gør man det, anklages man for at forråde kvindesagen og gøre ligestillingsproblemerne større. Det er ikke rigtigt. Man bliver ikke mindre ligestillet af ikke at gøre karriere, og man skylder ikke feminismen at ofre sin egen og sin families lykke på denne ideologis alter.

Med andre ord: Moderne feminisme er en dårlig vejviser for kvinder.

Feminismens første bølge forsøgte på en helt anderledes kvindekollegial måde at dele sol og vind lige mellem den hjemmearbejdende og den udearbejdende kvinde, men den var som nævnt skæmmet af utopisme og overtro på kvindens moralske overlegenhed over manden. En overbevisning, der siden har været feminismens tro følgesvend.

Men har man et minimum af selvindsigt, véd man, at kvinden ikke er bedre end manden, fordi hun er anderledes end ham.

De klogeste betragtninger om det at være kvinde har jeg betegnende nok fundet hos ikke-feminister, hos de tre kvindelige forfattere Tove Ditlevsen, Sigrid Undset og Karen Blixen. Deres synspunkter, som for alles vedkommende ændrede sig gennem livet, stemte ikke overens med de feministiske dogmer; det har gjort dem til feministiske kættere, fulde af rammende iagttagelser og provokerende indsigter.

Ingen af dem gør en isme ud af det at være kvinde.

Det gør de ret i.

Derfor er jeg ikke feminist.

Katrine Winkel Holm (f. 1970) er cand. theol. Fra Københavns Universitet. Hun er medlem af Danmarks Radios bestyrelse og flittig samfundsdebattør. Hun er forfatter til bogen Det Gamle Testamente som teologisk problem og arbejder på en bog om feminisme.

 

Tegn abonnement på Årsskriftet Critique for kun 199,-

CRITIQUE 2023 - Forside

Få Årsskriftet Critique

Tegn abonnement i dag for 199 kr

CRITIQUE 2023 - Forside