Den konservative utopi

1. januar 2013
14 minutters læsetid
Anders Toft Hansen skriver i sin artikel Den konservative utopi om, at også konservatismen altid står i fare for at udvikle sig til utopi. Konservatismen kan som alle andre ideologier, eller hvad vi nu skal kalde konservatismen, udvikle sig til et færdigsyet politisk system, der altid har svaret på rede hånd og hvis politik dannes under stadig hensyn til en ide om en konservativ utopi. Anders Toft Hansen anfører, at det er afgørende, at konservatismen står ved sit kristne fundament, som fremhæver menneskets syndighed og fastholder det på dets konkrete eksistens i den historiske virkelighed.

Når erklærede konservative skal forklare, hvorfor de bekender sig til konservatismen, og hvad denne går ud på, har det som regel noget med individets frihed og ansvar at gøre.((Se hertil hovedbestyrelsesmedlem i Det konservative Folkeparti Peter Norsk, som i debatindlægget Konservative værdier i en global verden (Morgenavisen Jyllands-Posten, 2/9 2009) ligefrem betoner, at den moderne konservatisme primært vil bevare den personlige frihed og det personlige ansvar over for en altomfavnende statsmagt. Dette kritiserer jeg i debatindlægget Peter Norsk og konservatismen (Morgenavisen Jyllands-Posten, 4/9 2009).)) Man deler liberalismens fastholdelse af, at pengene har det bedst i borgernes lommer, og at staten kun nødigt skal blande sig. En ofte anvendt frase i denne sammenhæng lyder, at der skal være frihed til den enkelte, men med ansvar for fællesskabet og de svageste i samfundet. Altså en slags modificeret liberalisme – en liberalisme light. Andre nævner værdipolitiske emner som familien, kulturen, kongehuset eller kirken((En alternativ hedensk-mytisk version er fremført af lektor Søren Hviid Pedersen i artiklen Nation, lov og folk (Morten Ebbe Juul Nielsen og Kasper Støvring (red.): Den borgerlige orden. Tanker om borgerlighed og kultur, 2008), som afviser både oplysningsfilosofien og den kristne tradition og i stedet fordrer, at vi ”genfinder” den indoeuropæiske kultur til at erstatte marxismen og liberalismen med.)) som roden til deres konservative ståsted og ophøjer derfor disse fænomener og institutioner til at være værdimæssige eller nationale holdepunkter. Endnu andre benytter sig af sloganet ”forandre for at bevare” for at understrege, at konservatismen ikke er revolutionær, men evolutionær. Konservatismen er her primært en form for politisk pragmatisme, hvor nytteværdien af det bestående tages til forsvar over for ideologiske og principielle ønsker om radikale reformer. Dette kommer tydeligst til udtryk i den efterhånden omfangsrige debat om kongehusets eksistensberettigelse eller over for det ideologiske ønske om et opgør med den særlige folkekirkeordning, vi har i Danmark. Ligeledes nævnes den såkaldte generationskontrakt ofte i denne sammenhæng som betegnelse for den konservatives betoning af det ansvar, som følger med ved overleveringen af samfundet til yngre generationer (tradition).

De her nævnte eksempler indgår utvivlsomt i konservatismen, men man begynder det forkerte sted, da disse aspekter alene er en udspringende konsekvens af den konservative filosofi. Konservative er i almindelighed enige om, at konservatismen udgør et modstykke til ideologierne. Det er denne modsætning, som den konservative må fordybe sig i. Derfor bør den konservative starte ved det grundlæggende fundament, som er en eksistentiel erkendelse af, at mennesket er fejlbarligt. Når mennesket er uperfekt og ved sine drifter først og fremmest tjener egne interesser, kan vi følgelig ikke indrette et samfundssystem, som har for stor tiltro til, at mennesket vil efterleve ideologiens (teoretiske) gode bud. Konservatismen er derfor et opgør med utopien. Når mennesket gør sig selv til Gud og mener at kunne revolutionere samfundet og standse historien, må den konservative påvise, at intet menneske i kraft af sin egen fornuft er i stand til at indse uerkendelige, absolutte sandheder, hvorfor ingen har en opskrift på paradiset. Derfor skal samfundsudviklingen i stedet baseres på indvundne erfaringer og erkendelser. I den forbindelse vil jeg inddrage forfatter og filosof Kai Sørlander, som med sin rationelle målestok afgrænser det empiriske over for det aprioriske:

”Det grundlæggende spørgsmål er her, om vi rent rationelt kan stille nogle krav til, hvorledes et samfund bør indrettes.(…)For at besvare dette spørgsmål må vi først gøre os klart, hvad kravet om rationalitet overhovedet indebærer. Det ligger i kravet, at man i sine overbevisninger kun bør gå så langt, som man har begrundelse for. Og det forudsætter som minimumsbetingelse, at man ikke modsiger sig selv. Eller at man ikke har overbevisninger, som modsiger hinanden.”((Er konservatismen rationel? (Årsskriftet Critique, 2. årgang, 2009, s. 76) )) (forfatterens fremhævning)

Her opstilles altså en sondring mellem, hvornår et politisk ønske har begrundelse i empiri, og hvornår det er bygget på et rent tankemæssigt grundlag og derved udtryk for ideologi og utopi. Ved gennemførelse af politik, hvorom der ikke er ført tilstrækkeligt bevis for reel opnåelse af den bagvedliggende intention, slår menneskets fejlbarlighed til. Den nøgne, ideologisk-konstruerede tanke fører følgelig til fejltagelse. Men paradokset i konservatismen er, at erfaringen og erkendelsen netop vindes ved begåede fejl (som følge af ideologi). I forsøget på at opnå illusionen opdager man dens mangler og umuligheder. Konservatismen bliver derved selv en utopi, hvis man tror, at man ved at udrydde al ideologi kan skabe det problemfrie samfund.

”Konservatismen er derfor et opgør med utopien. Når mennesket gør sig selv til Gud og mener at kunne revolutionere samfundet og standse historien, må den konservative påvise, at intet menneske i kraft af sin egen fornuft er i stand til at indse uerkendelige, absolutte sandheder, hvorfor ingen har en opskrift på paradiset. Derfor skal samfundsudviklingen i stedet baseres på indvundne erfaringer og erkendelser.”

Den konservative er nødt til at anerkende, at mennesket har en iboende drift, som ønsker udvikling. Den konservatives opgave er i så henseende at ”tøjle” mennesket og sørge for, at det kun langsomt bevæger sig fremad. Så for at konservatismens indhold logisk skal udarte sig i politiske løsninger, kræver det, at der eksisterer ideologi. Paradokset medfører, at man skal balancere på en knivsæg, hvor man skal acceptere ideologien i et vist omfang, men samtidig må ideologien ikke blive for tungtvejende, da det vil medføre, at man begår for store, uoprettelige fejl.

Konservatismen fordrer med andre ord den akademiske disciplin i at anvende (velunderbygget) forskning, viden og særligt historien som belæg for den fremsatte påstand, hvortil et element af skøn om ukendte faktorer kan høre. Dette ideologisk-prægede skøn skal dog altid have sin berettigelse i det beviste. Angår ønsket om forandring emner såsom familien, vores kulturelle egenart og kongehuset, hvis nytteværdi har vist sig at være betydelig for vores identitet og tilværelse, bør den konservative stille særligt store krav til ændringspåstandens bevisførelse og argumentation. Formodningen vil i disse tilfælde altid være for, at en bevarelse af de nuværende forhold er at foretrække. Som konsekvens heraf bør man betragte de i begyndelsen nævnte paroler som anbefalinger grundet deres nytteværdi snarere end absolutte totaliteter.

Den lutheranske kristendom

En bestemmende og for vor kultur altafgørende erfaring, hvis nytteværdi den konservative må og skal forsvare, er tilstedeværelsen af den lutheranske kristendom i egenskab af Folkekirken. I debatten om en mulig adskillelse af kirke og stat forsvarer den konservative sædvanligvis den nuværende ordning med kulturkristne argumenter.((Se til eksempel artiklen Tiden kalder på en konservativ kirkepolitik (Kristeligt Dagblad, 10/1 2005), hvor den daværende kirkeordfører for Det konservative Folkeparti Per Ørum Jørgensen argumenterer for, at vi ikke skal foretage en adskillelse, da Folkekirken er en del af vores fælles identitet og fungerer som en national samlingskraft. Heroverfor har Konservativ Ungdom højst besynderligt valgt at støtte op om ligestillingsideologiens krav om adskillelse ved at foretage masseudmeldelser af Folkekirken (http://www.melddigud.dk).)) Der procederes på, at kristendommen for Danmark udgør en væsentlig tradition, hvoraf værdier som næstekærlighed, tolerance og hensyn udspringer – hvilket for så vidt er rigtigt nok. Men i en debat om adskillelse af kirke og stat og derved ligestilling af religionerne er det ikke et overbevisende argument. De andre religioner henviser jo ligeledes til, at de forfægter sådanne positivt ladede egenskaber. Ydermere er traditionskortet en for slidt kliché at spille; det er indholdsløst i sig selv at tale for en bevarelse blot fordi, at en given skik er videreført fra generation til generation.

Det forhold, at skikken gentages i stort set uforandret form i samfundet medfører ikke automatisk, at værdien derved er nyttig. Det er selve indholdet, der er afgørende. Den konservative må forsvare Folkekirkens særstilling ud fra selve indholdet af den lutheranske kristendom og fremhæve konsekvensforskellene mellem denne og de andre divergerende religioner. Og faktum er, at ved at sondre mellem Guds og kejserens riger((Jf. Matt 22,15-22.)) skaber den lutheranske kristendom forudsætningen for, at vi overhovedet kan tage opgøret med utopien. Når menneskets verden ikke skal henregnes til den guddommelige((Jf. ligeledes Joh 18,36.)) og derved perfekte verden, er mennesket følgelig ufuldkomment og fejlbarligt. Denne forkyndelse er den nødvendige kilde til at opløse ideologi og fastholde mennesket på dets eksistens. Forkyndelsen af dette budskab udgør med andre ord grundpillen i konservatismen. Hertil ses der en tydelig forskel fra eksempelvis islam, hvor den guddommelige verden smelter sammen med menneskets verden i kraft af Koranens gudgivne ord og sharia.

Man må formode, at Konservativ Ungdom ved sit progressive udspil om en mulig adskillelse af kirke og stat((Se note 4 i.f.)) ikke nødvendigvis er uenig i den foreliggende analyse af den lutheranske kristendoms afgørende betydning for den danske konservatisme. Problemet ligger snarere i organisationens forkvaklede anvendelse af empiri som belæg for deres påstand. De anvender således adskillelsen i Sverige som argument, da flere nu går i kirke hinsidan. Men realiteten er, at en adskilt kirke skal kæmpe en overlevelseskamp, og derfor må synliggøre sig i mangfoldige politiske spørgsmål for at tiltrække medlemmer.((Et gruopvækkende eksempel er Svenska Kyrkans miljøkampagne for en ”global klimaretfærdighed” (http://www.svenskakyrkan.se/default.aspx?di=77948&ptid=0).)) Eftersom kirkens opgave alene består i forkyndelsen af det nyttige og altafgørende, kristne budskab, er en politisering af kirken derfor kun ulykkelig og uhensigtsmæssig. I Sverige er det med andre ord lykkedes at tilknytte flere medlemmer til en politisk organisation frem for et fællesskab med forkyndelse i centrum.

Konservativ Ungdom er derfor et eksempel på en erklæret konservativ organisation, der benytter sig af ideologisk og principiel begrundelse, hvorfor den gør sig skyldig i utopi. Det er ydermere ejendommeligt, at organisationen tilsyneladende er hoppet i den kulturradikale fælde ved at plædere for en ligestilling af religionerne ud fra ønsket om flere kirkegængere. Befolkningens fravalg af kirken skulle altså være begrundet i en modstand mod den nuværende, statslige forvaltning af kirken! Det er formentlig direkte forkert at påstå, at folket venter i spænding på en adskillelse for herefter at indtage kirkebænkene i massevis. Den lutheranske kristendoms manglende opbakning skyldes nok snarere det kulturradikale aftryk på vort samfund i form af afgrundsdyb uvidenhed, overfladiskhed og modernitet.

Et mere ekstremt eksempel på en konservativ utopi udfolder lektor i statskundskab Søren Hviid Pedersen ved helt at afvise kristendommen. I sin vildfarelse omdanner han det, der reelt skal kvalificeres som en erfaring, til at være en ideologisk påstand:

”Hvem er konservatismens fjende? Det er først og fremmest vor tids lighedsideologier. Lighedsideologien har sit oprindelige udgangspunkt i kristendommen. Kristendommen taler til det enkelte menneske qua at være en skabning af den kristne gud. Som sådan er alle mennesker ens og har sin oprindelse i en fælles skabelse. Netop derfor er kristendommen en egalitær og universel religion, der i bund og grund ikke tager højde for de forskellige kulturer og fællesskaber, der altid har eksisteret siden menneskehedens begyndelse.(…)Der findes kun én gud og én sandhed, noget man roligt kan sige er opskriften på en universalistisk og dermed også totalitær ideologi.”((S. 176 (se note 2) ))

Dette kristne budskab, som Søren Hviid Pedersen her refererer til, er en understregning af, at alle mennesker har det samme eksistensvilkår: vi står alle i modsætning til det guddommelige; vi er alle fejlbarlige. Kun inkarnerede fascister vil påstå, at deres race udgør en overlegen og guddommelig biologisk organisme. Uanset hvor på Jorden og i hvilken kultur mennesket befinder sig i, er vi alle bundet af det samme eksistensvilkår om vores ufuldkommenhed. At påstå, at de forskellige folkeslag eller racer hver for sig skulle have et autonomt eksistensvilkår, er udtryk for en farlig afart af biologisme.

Ydermere misforstår Søren Hviid Pedersen kristendommens faktiske kulturbevarelse. Grundet sondringen mellem Guds og kejserens riger opstår der den situation, at mennesket ikke skal forsøge at indføre guddommelige regler – man skal derfor ikke skabe et utopisk, universelt samfund. Følgelig skal mennesket selv sørge for at indføre (menneskeskabte) regler, der tager hensyn til de lokale, konkrete behov; der er jo forskellige sociale, klimatiske og sundhedsmæssige problemer, alt efter hvor i verden man befinder sig. Desuden udvikler man forskellige erfaringer, man indretter sit system forskelligt, og man får derved forskellige kulturelle islæt, som kristendommen i sagens natur ikke ønsker at ændre på. Kristendommen understøtter med andre ord en forudsætning for bevarelsen af de lokale kulturer.

En oplysningstid til forskel?

I debatten om integrationen af islam i Vesten påpeges det ofte af den borgerlige fløj, at islam ikke har gennemgået en oplysningstid, og at dette er nødvendigt, hvis islam skal forenes med vore demokratier. Den nu borgerlige og islam-kritiske samfundsdebattør Ralf Pittelkow anvender i særdeleshed denne forskel som argument.((Se bogen Efter 11. september: Vesten og islam, 2002, særligt kapitlet Islam og det moderne samfund.)) Dette er et andet eksempel på utopisk argumentation. Det er relativisme at påstå, at hvis islam gennemgår en oplysningstid, ville islam kunne være på det samme udviklingsniveau som den vestlige verden. Dette forudsætter jo, at man kan sætte lighedstegn imellem de to religioner!((Man sætter vel ej heller lighedstegn mellem konservatisme, liberalisme og socialisme blot fordi de (to sidste) indgår under betegnelsen ”ideologi”?)) Men islam er ikke en eksotisk udgave af kristendommen.((Teolog og samfundsdebattør Katrine Winkel Holm fremfører i klummen Korankompleks (Morgenavisen Jyllands-Posten, 8/5 2010) en rammende kritik af et lignende udsagn hidrørende fra medlem af Folketinget for Det konservative Folkeparti Naser Khader, hvor sidstnævnte kritiseres med ordene: ”Og hvordan kan han ellers nok engang skære kristendom og islam over én kam og påstå, at der kun er en oplysningstid til forskel? Har han mon nogensinde prøvet at lægge Koranen ved siden af Ny Testamente og studeret forskellene?”)) Det er ideologi at påstå, at Oplysningstiden ændrede indholdet af kristendommen. Biblen er ikke blevet omskrevet i denne ellers så ufejlbarlige periode. Ralf Pittelkow benytter sig af én utopi (vildfarelsen om Oplysningstiden) til at afvise en anden utopi (islam) med. Kristendommen og islam er hinandens diametrale modsætninger, og det stadige opgør med kirkens myndighed, som har fundet sted igennem tiden, har også haft hjemmel i kristendommen. En tilsvarende hjemmel findes ikke i islam.

”Man bør tillige holde sig for øje, at rationalismen og dennes dyrkelse af fornuften skabte en særlig grobund for dannelsen af ideologierne. Idéen om, at mennesket via sin egen fornuft er i stand til at forstå virkeligheden fuldt ud, er derved den fuldstændige modsætning til konservatismens påpegning af, at den nøgne, ideologisk-konstruerede tanke fører til fejltagelse. Oplysningstiden må derfor afvises af den konservative.”

Når kristendommen påpeger menneskets ufuldkommenhed, kan ingen påberåbe sig at have Gud på sin side. Dette gælder også for kirkens folk. De kræfter i kirken, som har ønsket at bevare kirkens magt, har haft besværligheder med at finde grundlag for dette i Ny Testamente, og derfor har det været muligt at tage opgøret. Den fiktion, som disse kræfter skabte, måtte jo krakelere. Det er modsat utopi at tro, at man ved at propagandere for Oplysningstidens materialistiske ateisme vil kunne revolutionere den stærke dogmatisme i islam. Her kan en tilsvarende reform ikke tages, da den konstante søgen efter det perfekte medfører, at de, som repræsenterer islam og følger Koranens ord, selv bliver perfekte. Myndigheden er derved hjemlet. Utopien har altid nogle alvidende bannerførere, som har set paradiset; denne guddommelige indsigt medfører, at dets tilhængere overgiver magten til dets repræsentanter. De kan jo indføre den ideelle tilstand! Af den årsag giver det absolut ingen mening at tale om, at islam kan gennemgå en oplysningstid og tage opgøret med moskéens myndighed, da det strider mod islams natur. Islam vil jo det modsatte! Det svarer til at bede marxisten om at kæmpe kapitalejernes kamp. Koranen vil jo ikke blive omskrevet af en oplysningstid, og bogen vil stadig indeholde det samme budskab.

Man bør tillige holde sig for øje, at rationalismen og dennes dyrkelse af fornuften skabte en særlig grobund for dannelsen af ideologierne. Idéen om, at mennesket via sin egen fornuft er i stand til at forstå virkeligheden fuldt ud, er derved den fuldstændige modsætning til konservatismens påpegning af, at den nøgne, ideologisk-konstruerede tanke fører til fejltagelse. Oplysningstiden må derfor afvises af den konservative.

Den såkaldte Muhammed-krise var også et fremtrædende eksempel på, at ikke alle konservative kendte deres besøgelsestid. Det konservative Folkeparti under Bendt Bendtsens ledelse vaklede i en for Danmark kritisk tid, og Bendt Bendtsens job som erhvervs- og økonomiminister influerede i særlig grad på dennes gøren.

Dette kom især til udtryk, da han undsagde daværende statsminister Anders Fogh Rasmussen i dennes kritik af erhvervslivets enegang (som altså ønskede at bevare sine markedsandele i Mellemøsten ved at fremsætte undskyldninger på vegne af Danmark). I debatten florerede også fraser såsom borgerlig anstændighed, og at konservatismen er et spørgsmål om god opdragelse og pli. Konsekvensen af denne ædle filosofi er, at folk, der giver udtryk for skarpe holdninger, reelt får mundkurv på. I en kulturdebat og -kamp medfører denne anstændighedsideologi, at den konservative ikke kan håndtere det utopiske krav, som islam indebærer. Når islam i sin egenskab af utopi fremkommer med en voldsom reaktion på kritik, er det naturligvis, fordi utopien ikke tåler kritik. Man må gå ud fra, at de samme, som plæderede for anstændigheden, omvendt ikke ville udvise en sådan, hvis eksempelvis marxister fremsatte samme type krav. Derfor er anstændigheden en modsigelse, som accepterer utopien. Dette er både besynderligt og tåbeligt, eftersom den konservatives fornemmeste opgave er selve opgøret med utopien.

Den konservative må stå last og brast med ytringsfriheden, da denne er den eneste forudsætning for, at ideologien kan kritiseres: Alt menneskeligt er fyldt med fejl og skal derfor udsættes for kritik. I kraft af vor erkendelse om, at intet menneske har Gud på sin side, ved vi derfor, at islam er en menneskelig konstruktion. De sårede, religiøse følelser bygger med andre ord på en utopisk forestilling om islams fuldkommenhed.

Afslutning

Alle de i begyndelsen af artiklen nævnte elementer er naturligvis konservative, men står de for sig selv, bliver de politiske målsætninger ikke anderledes end dem, der udspringer af en ideologi. På den måde kan konservative ikke bryste sig af at være modsætningen til ideologien, hvis deres egne idéer er udtryk herfor. Konservative kan i lige så høj grad som liberale og socialister eller kulturradikale være utopister. Konservatismen kan tages til indtægt for alverdens idéer og principper, som måtte passe under de paroler, konservative benytter sig af.

Så bliver konservatismen et redskab for ideologi, frem for at man betragter disse paroler som et udtryk for en konsekvensvurdering af nytteværdi. Lige så snart den konservative har et idealsamfund for øje, en fortryllet illusion, kan det få en sådan indflydelse på den konservative, at der ikke gås på kompromis med idéen. Men konservatismen bør altid være transparent. Man skal forstå og erkende grundlaget for de idéer og værdier, konservatismen anbefaler. Konservatismens værdier er ikke absolutte. Hvis man ukritisk tager eksempelvis konservatismens frihedsværdi til sig, kommer man let til at dyrke denne frihed abstrakt.

Konservativ Ungdoms ønske om en adskillelse af kirke og stat udgør et eksempel herpå. Man ophøjer friheden som en totalitet, der i vidt omfang afskærer nuancen og den konkrete vurdering. Friheden bør derimod (blandt andet) bevares ud fra et synspunkt om, at mennesket skal kunne tage ansvar for sig selv, og at den efterhånden omfangsrige velfærdsstat i vidt omfang fratager borgerne dette ansvar. Friheden skal bevares, fordi den står i modsætning til den utopisk-konstruerede socialstat. Friheden benyttes derfor pragmatisk som et værn mod ideologiens politisering.

Anders Toft Hansen

Anders Toft Hansen (f. 1986) er cand.jur. fra Aarhus Universitet og arbejder som advokat for Dansk Industri. Han har tidligere været sekretariatschef for Nye Borgerlige på Christiansborg.

Tegn abonnement på Årsskriftet Critique for kun 199,-

CRITIQUE 2023 - Forside

Få Årsskriftet Critique

Tegn abonnement i dag for 199 kr

CRITIQUE 2023 - Forside