Artens overlevelse – Om en konservativ kulturkritik ud fra C.S. Lewis’ ”De Descriptione Temporum”

1. januar 2013
15 minutters læsetid
Peter E. Nissens artikel er en indsigtsfuld kommentar til C.S. Lewis’ De Descriptione Temporum fra Årsskriftet Critique 2010, hvor han kommer nærmere ind på C.S. Lewis kulturkritiske ærinde. Artens Overlevelse er dog ikke bare en udlægning af C.S. Lewis, men også en kritisk stillingtagen til den kulturpessimisme, som kom til udtryk i De Descriptione. Peter E. Nissen spørger således om der findes en anden vej hinsides valget mellem den afgrundsdybe fortvivlelse og den blinde accept af moderniteten, en konservativ modernisme, der består i “en konstruktiv dialog med traditionen, der forsøger at integrere den i moderne erfaringer.”

I 1954 blev daværende fellow fra universitetet i Oxford, Clive Stable Lewis (1898-1963) udnævnt til en nyoprettet stilling som professor i engelsk middelalder- og renæssancelitteratur ved universitetet i Cambridge. Den 56-årige Lewis havde for længst kvalificeret sig til et tilsvarende professorat i Oxford, men intriger i byen havde forhindret ham i at få det. Kaldet fra Cambridge var derfor et plaster på såret, men det ændrede ikke ved, at Lewis i sit syn var blevet noget negativt præget af udviklingen omkring ham.

I forbindelse med tiltrædelsen holdt Lewis efter traditionens skik en forelæsning (den 29. november), som skulle angive linjerne for hans forskning i sin nye position. Som klassisk litteraturhistoriker valgte Lewis at knytte an til en aktuel diskussion om skellet mellem middelalder og renæssance i forbindelse med periodiseringer af kulturhistorien. Af samme grund fik den overskriften De Descriptione Temporum, en titel hentet fra Etymologiarum af Isidor af Sevilla. Med dette nummer af Critique foreligger der nu en dansk oversættelse af forelæsningen. Den vil jeg gøre til udgangspunkt for nogle betragtninger omkring en konservativ kulturforståelse i forhold til dag. Efter min mening er Lewis’ kritiske betragtninger i forelæsningen/essayet ikke blevet mindre relevante, de har her et halvt århundrede efter nærmere fået profetisk karakter.

 

Baggrund og udgangspunkt

C.S. Lewis voksede op i Nordirland i begyndelsen af det 20. århundrede i efterdønningerne af den victorianske tid – den såkaldte edwardianske æra (1901-1914) efter tidens regent Kong Edward VII. Perioden kan betragtes som en etableringsfase for en engelsk national identitet bygget op omkring det britiske imperium i årtierne forud, samt bevidsthed om den engelske histories og kunstneriske egenart – dvs. dannelsen af en national konservativ kulturhistorie. Et moderne gennembrud i kunst og livsopfattelse var i gang, og perioden endte i 1. Verdenskrig med den derpå følgende økonomiske og kulturelle krise. Lewis gennemgik et typisk engelsk borgerligt uddannelsesforløb med privatundervisning og senere kostskole, og skolevejen endte på den engelsksprogede verdens førende universitet i Oxford efter en tur ved fronten i 1. Verdenskrig. Fra 1918 opholdt Lewis’ sig i Oxfords privilegerede og belæste verden, og selvom miljøet gradvist blev moderniseret, fandt den konservative Lewis et frirum, bl.a. gennem sit venskab med J.R.R. Tolkien og andre konservative ligesindede. Det var bl.a. gennem denne litteraturgruppe (’The Inklings’) at Lewis gik fra ateisme til kristendommen på ny, og fra sin omvendelse omkring 1930 blev kristendommen en vigtig komponent i hans filosofiske refleksioner. Lewis kom derfor til at repræsentere en kulturkonservatisme, som han med tiden følte sig mere og mere alene med i Oxfords akademiske cirkler, og det er oplagt at forstå mange af konklusionerne i De Descriptone Temporum derudfra.  

Et centralt udgangspunkt er Lewis’ baggrund som litteraturhistoriker. Lewis’ akademiske fag blev engelsk litteratur, og gennem sit hårde uddannelsesforløb fik han et stort overblik og et godt udgangspunkt for at udøve akademisk kritik indenfor denne verden. Når Lewis valgte en periodiseringsdiskussion som begyndelse til sin professorgerning, skyldes det, at historisk bevidsthed var en vigtig faktor for Lewis’ og hans samtidskollegaers forståelse af ny erkendelse. Selvom Lewis viser skepsis overfor store historiefilosofiske konstruktioner (han henviser til Arnold Toynbee og Oswald Spengler (s.3)), er det tydeligt, at han forventer en dybere erkendelse gennem systematisering af den vestlige kunst- og kulturhistorie med henblik på at finde årsagssammenhænge. Det er jo udgangspunktet for hele forelæsningen. Dette erkendelsesmæssige udgangspunkt gennem historie- og civilisationsforståelse er i sig selv konservativt, da fortolkningen af nutidige forhold belyses gennem den historiske proces. Her knytter Lewis sig til stærkt til tidens historicistiske strømninger.

 Artiklens hovedærinde

Lewis tager udgangspunkt i spørgsmålet om i hvor høj grad middelalderen og renæssancen udgør to adskilte perioder. Dette spørgsmål kæder han sammen med forløbet af kulturhistorien i det hele taget. Selvom diskussionens udgangspunkt er litteraturhistorisk, perspektiverer Lewis løbende til den bredere kulturhistorie. Lewis henviser både direkte og indirekte til nogle populære forestillinger af middelalderen som mørk og uoplyst i kontrast til renæssancens oplysning og klarhed. Man fornemmer en modvilje mod en moderne opfattelse, som gerne vil skabe alliance mellem renæssancens ’oplysning’ og moderne oplysning vendt mod middelalderen. Det er en typisk opfattelse, at mellem antikkens store civilisationer og ’genfødslen’, befinder sig en mellemtid, som var mørk og præget af forfald. Men det tilbageviser Lewis ved at påpege vigtige opfindelser i denne periode og at overgangen derfor var mere glidende (s.6). Middelalder og renæssance hænger mere sammen end som så. Lewis vil heller ikke være med til at skabe et skel i forhold til en ny oplysningstid i slutningen af det 17. århundrede. For helt frem til slutningen af det 19. århundrede befandt videnskaben sig på uskyldstadiet og var endnu ikke blevet en del af de fleste menneskers hverdag. Lewis grundlæggende pointe er at påpege at forskellen mellem tidligere perioder fra antikken og frem til midten af det 19. århundrede er mindre end forskellen mellem hans samtid og tidligere tider. Selvom Lewis ikke arbejder direkte med det moderne som periodebetegnelse, er det den som han stiller skarpt op, det er her han sætter Det Store Skel. Den moderne tid står i kontrast til de forrige perioder. Dermed tager Lewis afstand til en historisk relativisme ved at sætte dette store skel i historien i forbindelse med den moderne tids indførelse fra slutningen af 1800-tallet. Dette styrkes af, at Lewis selv i slutningen af sit foredrag sætter sig selv før det store skel. Han betragter sig selv som før-moderne.

”Lewis sætter sig selv i modsætning til sin moderne samtid. Han kunne se, hvordan forandringerne fandt sted omkring ham, og han følte sig mere hjemme i fortiden end i samtiden. Selvom han holder sig på et nøgternt og forholdsvis neutralt niveau, skal man ikke vide meget om hans personlige overbevisninger for at gennemskue, at han forholder sig dybt kritisk til de moderne tendenser.”

Han påpeger, hvordan politikken, kunsten, religionen og industrien har forandret sig mere radikalt i de seneste årtier end mellem tidligere tiders perioder. I politikken er der sket et skift fra herskervælde til ledervælde. Mens herskerne blot ønskede, at deres undersåtter forholdt sig i ro, er der en tæt forbindelse mellem massemediekulturen og den moderne leders karisma og konstante levering af nye initiativer. Lewis konstaterer, hvordan samtidskunsten er blevet uklar i sit budskab og mening. Mens tidligere kunstnere havde en fælles referenceramme i forståelsen af kunstens gerning, har de seneste retninger så som kubisme, surrealisme og dadaisme truet kunstens meningsfuldhed og funktionelle entydighed. Afkristningen skaber et stort skel mellem den moderne samtid og fortiden, ja Lewis påpeger, at den præ-kristne hedenskab har mere tilfælles med kristendommen end den post-kristne tid, for den post-kristne er afskåret fra den kristne fortid og derfor dobbelt fra den hedenske fortid (s.10). Men den største radikalitet findes indenfor den industrielle udvikling. De tekniske ændringer af menneskenes hverdag har skabt en ny fremadskuende dynamik. Mens tidligere tider i væsentligt stærkere grad betragtede livet som cyklisk og bestandigt, bliver udvikling og forandring nu vigtige parametre for livskvalitet. Det nyeste er det bedste, og livets mål bliver for de fleste at komme videre. Denne fundamentale forandring i livsmønstre har bl.a. sin årsag i Charles Darwins evolutionsteorier og i parallelle universelle udviklingsteorier. Konklusionen bliver, at selvom der naturligvis er forskel på middelalder og renæssance, er denne forskel mindre end skellet mellem gammeleuropæisk/-vestlig og nutidig (moderne) kultur. Denne kæmpe forandring gør det vanskeligere for moderne mennesker at forstå og dermed fortolke fortiden. De er nemlig ikke fortrolige med den. Desuden skaber det et skel mellem ældre og yngre; Lewis slutter forelæsningen af med at betegne sig selv som en dinosaur, et musealt levn fra den gamle verden, som snart vil forsvinde.

Perspektiver til et konservativt værdisæt

Lewis sætter sig selv i modsætning til sin moderne samtid. Han kunne se, hvordan forandringerne fandt sted omkring ham, og han følte sig mere hjemme i fortiden end i samtiden. Selvom han holder sig på et nøgternt og forholdsvis neutralt niveau, skal man ikke vide meget om hans personlige overbevisninger for at gennemskue, at han forholder sig dybt kritisk til de moderne tendenser. Da udgangspunktet er en kritik af en naiv tendens i samtiden til at gøre fortiden mere dum end den var, kan hans artikel betragtes som en kritik af en herskende fremskridtstro (og deri fortidsforagt) i samtiden, som efter Lewis’ mening afskærer det moderne menneske fra fortidens store tænkere og kunst. Denne tro og mentalitet skaber en ’dumhed’, som består i en blindhed i forhold til samtidens misforståelser. Ved at kende fortiden skabes en indsigt, som relativerer og frigør fra en tyrannisk nutid, hvilken Lewis’ betegner som ”vores egen markedsplads’ afguder”. Derfor findes der ikke nogen befolkningsgruppe, som er mere frigjort fra fortiden end historikerne (s.12). Denne erkendelse er en stor bekendelse til en traditionsbevidst (ud)dannelse. Beskæftigelse med historie og fortid skaber et overskud til at forholde sig kritisk til tidens modestrømninger. Man kan lettere gennemskue ’gammel vin på nye flasker’ som fx tidens reklamepostulater om revolutionerende nye tiltag på alle fronter.

I sin skildring af forskelle mellem nutid og fortid forudså Lewis profetisk, hvordan den vestlige kultur i sin naive begejstring over videnskabens og teknikkens muligheder ville bevæge sig hen imod en historieløshed og deraf følgende åndelig fordummelse. Dette påpeger han løbende i sin gennemgang ved at fokusere på forskellige centrale områder af den vestlige civilisations egenart, hvor han ser en forandring på vej. Skal dette samtidigt fortolkes som en kulturkritik, vil jeg i det følgende skitsere nogle af disse punkter med henblik på at påpege det samtidigt skildrede ’før-moderne’ alternativ:

Dannelsessyn. Lewis nævner udfordringerne for historikeren Edward Gibbon (1737-1794).

Gibbon betragtede overgangen mellem antikken og middelalderen som et stort skel på grund af tabet af lærdom, men ifølge Lewis er det moderne tab af den tilsvarende lærdom større, for ”i vores tid er noget, som tidligere var alle lærde menneskers ejendom, blevet reduceret til tekniske hjælpemidler for nogle få specialister.” Discipliner som latin, retorik og jura er døde for de fleste moderne akademikere (s.4). Lewis stiller spørgsmål ved det moderne samfunds evne til at forstå fortiden på dennes præmisser, da de tilhørende akademiske færdigheder ikke beherskes i større grad. Denne udbredt humanistiske, eller måske nærmere åndsvidenskabelige faglighed og tilgang til erkendelse sætter han op imod en videnskabelig (’scientific’), som gennem det 18. århundrede gradvis får større og større magt. Problemet med den videnskabelige betragtningsmåde er dens adskillelse af menneskets ånd fra menneskets sjæl og legeme. Dette er en stærk medvirkende årsag til den nye moderne tid som kontrast til forrige tider. Vel blev naturvidenskab praktiseret i det 18. århundrede, men den dominerede ikke åndslivet.

En anden side af denne sag er Lewis’ problematisering af afkristningen. Da kristendommen har spillet en så afgørende stor rolle i europæisk åndsliv, vil afkristningen skabe en distance, ikke blot til den før-moderne kristne tidsalder, men også til den endnu ældre hedenske. I den kristne tidsalder frem til moderne tid tjente antikkens (hedenske) tekster nemlig som baggrundsstof for den kristne dannelse. Platon, Vergil og andre af disse store tænkere blev regnet for værdifulde for den kristne dannelse, og det var netop derved at kristne kunne lade sig inspirere til at tænke stort. Lewis nævner selv Dante som eksempel, der gennem sit kendskab til Vergil formåede at skabe noget på et ligeså originalt og enestående niveau i modsætning til andre samtidige forfatteres begrænsede kendskab og dermed evne til at producere noget særligt originalt (s.12). I modsætning til den post-kristne tid havde den hedenske og den kristne det tilfælles, at der var en tro på noget guddommeligt (s.5). Selvom Lewis vælger ikke at forholde sig til de teologiske forskelle på hedenskab og kristendom i denne tekst, er det tydeligt, at han her tillægger det en forskel, hvorvidt man tror på noget guddommeligt eller ej i forhold til evnen til at få stor åndelig inspiration. Dette kommer også i perspektiv i hans kritik af den moderne kunsts manglende evne til at formidle almen tilgængelig mening (s.8-9).

”De selvdestruktive processer, som Lewis påpegede, at den moderne civilisation lider af, er blevet forstærket efter hans død. Indvandring i større målestok fra andre kulturer til Europa samt globaliseringens relativering af værdier var endnu i sin vorden på Lewis’ tid. Den vestlige civilisations rådvildhed og skamfuldhed over for tidligere tiders magtmisbrug har kun forstærket processen, og gjort kulturen mere eller mindre magtesløs over for en massiv påvirkning og omkalfatring fra ekstreme modernister. Hertil kommer det såkaldte ungdomsoprør i årene efter hans død, som er hovedårsagen til, at de vestlige universiteter i dag står som lærdomstorsoer i sammenligning med dengang i Lewis’ ungdom.”

Lewis selv står som repræsentant for den klassiske dannelse, han skildrer (hvad han jo også selv er bevidst om). I artiklen er der mere end 60 henvisninger til store videnskabsmænd, forfattere eller værker spredt ud over hele kulturhistorien, hvilket er et udtryk for stor viden og et dannelsesoverskud i forhold til den europæiske kultur. Selvom Lewis uden tvivl havde en god uddannelse som baggrund for dette, har det også med livsstil at gøre. Lewis fremhæver, hvordan det før-moderne menneske foretræk at leve et roligt liv i fred og ro i modsætning til den moderne tids høje tempo og storforbrug af masseunderholdningskultur. Lewis foretrak at leve et tilbagetrukket liv på en afsides ejendom i udkanten af Oxford på trods af sin tjenestebolig i hjertet af universitetsbyerne. Det kan måske betragtes som excentrisk, men han havde forstået at ro og fordybelse er en forudsætning for visdom og indsigt. Denne påpegning af det rolige liv hænger sammen med kritikken af det moderne tempo i maskinalderen. Lewis påpeger, hvordan de tekniske fremskridt skaber et forbrugsbegær, som ellers ikke ville være der, og hvordan det akkumuleres i et forøget tempo: ”vores opfattelse af at det væsentligste i livet er, at alt er foreløbigt og vil snart overgås, at tilegnelsen af goder vi aldrig før har haft frem for forsvaret og bevarelsen af dem, vi allerede har, ville chokere og forvirre dem [de før-moderne] mest, hvis de kunne besøge vores verden.” (s.11).

Et tema, som går gennem teksten er det moderne samfunds fragmenterende kultur. Den fælles åndelige akademiske (ud)dannelse, den kristne tro, bevidsthed og kærlighed til traditionen skabte en ramme for et kulturelt fællesskab, som nedbrydes i det moderne samfund. Det handler om at finde et fælles sprog hvorved et fælles svar bliver muligt at finde – hvis ikke på anden måde så ved at alle kender det overleverede og traditionelle svar på spørgsmålet. Dette fremhæver Lewis i påpegningen af at samtidskunsten ikke længere kan bære en fælles forståelseshorisont. Dertil er dens budskab for uklart (s.9).

Konservativ politik og kulturforståelse i en (post-)moderne tid

Med afsæt i C.S. Lewis kulturkritik fra midten af det 20. århundrede kan man i dag spørge om han præsenterer andet end en af de mange ”konservative døde hvide mænd”, hvis tanker er ”en specialitet for en fortidig, kulturel enklave” (et spørgsmål som for nylig dukkede op i en kritisk anmeldelse af en antologi om konservative tænkere)? Netop fordi han efter min mening rammer plet i sin beskrivelse af den vestlige civilisations åndelige krise, er svaret på dette spørgsmål ja. De selvdestruktive processer, som Lewis påpegede, at den moderne civilisation lider af, er blevet forstærket efter hans død. Indvandring i større målestok fra andre kulturer til Europa samt globaliseringens relativering af værdier var endnu i sin vorden på Lewis’ tid. Den vestlige civilisations rådvildhed og skamfuldhed over for tidligere tiders magtmisbrug har kun forstærket processen, og gjort kulturen mere eller mindre magtesløs overfor en massiv påvirkning og omkalfatring fra ekstreme modernister. Hertil kommer det såkaldte ungdomsoprør i årene efter hans død, som er hovedårsagen til at de vestlige universiteter i dag står som lærdomstorsoer i sammenligning med Lewis’ ungdom.

Ved sin indirekte fremhævelse af den gennem århundreder overlevede akademiske dannelse, den kristne tro samt bevidstheden om fælles traditioner og almen viden, giver Lewis nogle redskaber, som den vestlige civilisation kan overleve på. Politisk og kulturelt kan dette gøres ved at værne om uddannelsesinstitutionernes åndelige dannelseskultur, kristendommens position som fælles dansk praksis, samt økonomisk og moralsk støtte til kulturelle tiltag der vil formidle kulturarven.

Det betyder desuden et opgør med det løbske forbrugsbegær og en tilsvarende neofili, som alene hylder noget, fordi det er nyt. Hertil kommer det kritiske blik overfor en masseunderholdningskultur, som på trods af samfundets tiltagende rigdom og uddannelsesniveau alt for sjældent formår at komme over det trivielle og ligegyldige, og som fratager os muligheden for fordybelse og åndelig vækst bredt forstået.

I en aktuel dansk kontekst vil det betyde et opgør med markedsgørelsen af uddannelses-, forsknings-, og kultursektoren, for det har vist sig at skubbe formidlingen af fælles kulturelt dannelsesgods ud i periferien til fordel for en overfladisk kulturindustri, der appellerer til en umiddelbar, men flygtig behovstilfredsstillelse. Det handler også om markedets manglende forståelse for åndelige ikke-profitbærende værdier. For universiteternes vedkommende medfører det et opgør med den destruktive forståelse af institutionerne som uddannelsesfabrikker målrettet profitmaksimering med henblik på samfundets globale konkurrenceevne. Men denne tendens kan ligeledes overføres til ungdomsuddannelserne og folkeskolen. På kulturområdet handler det om at skabe fælles rammer for kendskab og fordybelse af den fælles kulturelle arv. Dette gælder i forhold til medierne (public service) og lokale kulturinstitutioner (biblioteker, museer m.m.). Her kan kulturelle kanoner tjene til at organisere denne indsats. Det vil betyde et forsvar for Den danske Folkekirke som udtryk for en fælles kulturel reference i forhold til den kristne tro. Heri ligger en respekt for kirkens tradition og kulturelle egenart som kirke udsprunget af den europæiske og danske civilisation og historie. Endelig vil jeg påpege en kritisk holdning til destruktiv kulturpraksis. I hele den moderne epoke har kunstnere og meningsdannere målrettet arbejdet på at nedbryde den fælles kulturramme som Lewis repræsenterer. Vel blev det som regel gjort i en søgen efter at finde positive alternativer, men efter mere end 100 års modernisme må vi konkludere, at man brød mere ned end man magtede at bygge op. Det har været med til at skabe det kulturelle mindreværd og den fragmentering, som kendetegner vores civilisation i dag.

Et skridt frem og to tilbage

Ovenstående analyse kan give indtryk af en nostalgisk forståelse af, at alt var bedre i gamle dage. Desuden kan det give indtryk af, at stilstand i sig selv er et gode. Men det er ikke mit ærinde. Lewis’ artikel peger mere tilbage end den peger frem, og hans kulturpessimisme kommer til udtryk ved, at han slutter artiklen med at distancere sig fra samtiden. Det må siges at være et stort tilbagetog. Når Lewis og hans konservative åndsfæller fejlede i at få større indflydelse på den moderne udvikling, hænger det sammen med en mere eller mindre selvvalgt isolation i tidens privilegerede ’elfenbenstårne’ udenfor de beskidte politiske arenaer. Det er næppe fremmende for en konservativ værdipolitik. Der er meget godt at sige om den moderne tid. Et veludviklet økonomisk sikkerhedsnet samt et gennemorganiseret uddannelsessystem giver en tryghed og nogle muligheder for alle borgere, som ikke fandtes på Lewis’ og hans forgængeres tid. Desuden kan man heller ikke se bort fra århundredets store negative begivenheder så som kulturkriserne omkring de to verdenskrige samt borgerskabets åndelige forfald til gentagen magtmisbrug og en umættelig materialisme, hvilket uden tvivl har været katalysatorer for moderne anti-konservative strømninger. En konservatisme, som vil se bort fra det, vil få vanskeligt ved at opleves relevant i det 21. århundrede.

 Til slut vil jeg komme med et udgangspunkt for en mulig vej frem med afsæt i kunst- og kulturhistorien, som jo også var Lewis’ udgangspunkt. Havde Lewis levet længere, ville han have fået større overblik over den spaltning af det moderne, som allerede foregik i hans samtid. Inden for den kunst- og musikhistoriske analyse af det 20. århundrede er der i de sidste årtier blevet lanceret begrebet ’klassisk/klassicistisk moderne’. Det er knyttet til en alternativ retning imod en ekstrem modernisme, bl.a. repræsenteret af kunstnere som Pablo Picasso og Igor Stravinskij. Den fastholder en konstruktiv dialog med traditionen, der forsøger at integrere den i moderne erfaringer. I det lys kan det også betragtes som en konservativ modernisme. Det skal ikke forveksles med post-modernisme, der relativerer tradition og modernisme, og først og fremmest er en reaktion på den ekstreme modernisme. Denne skelnen mellem konservativ modernisme og progressiv modernisme nåede Lewis ikke frem til, men den kan bruges som en inspiration til at skabe en konservativ kulturforståelse i en fragmenteret tid. På den anden side udtrykker han det måske alligevel: ”At udforske fortiden befrier os i sandhed fra nutiden, fra vores egen markedsplads’ afguder. Men jeg tror også at det befrier os fra fortiden” (s.12).

Peter E. Nissen

Peter E. Nissen (f. 1976) er mag.art. i musikvidenskab med tilvalgsstudier i teologi fra Københavns Universitet. Arbejder som forskningsbibliotekar og leder af Musikafdelingen på Syddansk Universitetsbibliotek.

Tegn abonnement på Årsskriftet Critique for kun 199,-

CRITIQUE 2023 - Forside

Få Årsskriftet Critique

Tegn abonnement i dag for 199 kr

CRITIQUE 2023 - Forside