Eliternes svigt

Indvandringen har voldsomme omkostninger, der med tiden truer de vestlige samfunds selvstændighed. Dette mener i hvert fald Morten Uhrskov Jensen, der er bogaktuel med Indvandringens pris – På vej mod et fattigere Danmark, hvori han beskriver de faktiske omkostninger ved den massive ikke-vestlige indvandring, Danmark og andre vestlige stater har været udsat for. Uhrskov skriver her en kronik om indvandringens pris – og kommer med sit eget bud på løsningen på problemet.

I den vestlige verden blev det i det meste af 2011 hævdet, at den arabiske verden med stormskridt nærmede sig det demokrati, vi kender hos os i Europa og i de lande, der blev koloniseret af europæere. “Det arabiske forår” blev det kaldt, og man snarere græmmes end frydes over, hvor massivt vestlige statsledere tog fejl. Vestlige “eksperter” vil vi slet ikke tale om. Nævner jeg navne, er jeg nærmest ondskabsfuld. Så meget fejl tog de. […] De arabiske lande vil end ikke nærme sig en styreform, der kan kalde sig demokratisk. Var der nogen, der sagde Libyen, der sagde Syrien, der sagde Egypten? Eller hvad med det efterhånden glemte Yemen? Intetsteds i Orienten vil det under, som vestlige eliter indbilder sig, komme til at ske.

Andelen af 30-årige efterkommermænd med en kompetencegivende uddannelse ligger på absurd lave 45 procent, efterkommerpigerne kan klare 62 procent, danske mænd 73 procent og danske kvinder 79 procent. Er der på denne baggrund nogen, der kan hævde, at den ikke-vestlige indvandring vil afhjælpe nogen som helst ældrebyrde?