De borgerlige i garnet

Socialdemokratiet var ikke fra starten et velfærdsstatsparti, hvis politiske program baserede sig på en større stat, men blev det i løbet af det 20. århundrede. Efterhånden blev velfærdsstaten skabt som et kompromis mellem det klassiske arbejderparti og de borgerlige, der ikke ville stå uden for indflydelse på områderne. Nikolaj Bøgh beskriver her historien om Socialdemokraternes skifte fra arbejderparti til velfærdsparti.

Socialdemokratiet gik ind for en forbedring af den sociale standard inden for en række punkter, men baseret på trang, og ikke på universelle kriterier. Pligter og rettigheder hang tæt sammen, partiet var tæt sammenvævet med fagbevægelsen, og havde først og fremmest fokus på forbedring af arbejdernes – lønmodtagernes – kår. En stor stat og en høj skattebetaling var absolut ikke noget mål i sig selv for de gamle socialdemokrater, men blev tværtimod set som en af det borgerlige samfunds undertrykkelsesmekanismer. I det – i dag ”glemte” – 3. vers af socialistsangen Internationale sang fortidens socialdemokrater af fuld hals med på linjen ”Vi knuges under stat og love/vi flås af skattens skarpe klo.”

Velfærdsstatsudviklingen var ikke givet på forhånd. Den socialdemokratiske succes med at gennemføre projektet kan således i høj grad tilskrives en kombination af en mere ideologisk konstrueret velfærdsmodel kombineret med en pragmatisk politisk linje, som satsede på alliancer med de borgerlige partier for at opnå en langsigtet accept af målene med velfærdsstatsopbygningen, betalt med få og små justeringer og modydelser.