En af de absolut mest centrale pladser i den vestlige kulturhistorie optages af det engelske sprogs største forfatter, William Shakespeare. Men Shakespeares ufejlbarlige bemestring af det engelske sprog gør ham samtidig utilgængelig for moderne læsere, der er vant til et fladere hverdagsengelsk. Derfor har Niels Brunse sat sig for at bringe en ny oversættelse af samtlige Shakespeares skuespil; i denne artikel anmelder Jens Wendel-Hansen det første bind af Brunses oversættelse med vægt på skuespillet om Henrik VI og Shakespeares behandling af det historiske materiale.
For de fleste af os står Shakespeare sikkert enten som noget med overkørt, kedsommeligt og trægt sprog eller som noget med rimelig fimsede og ømme balkonscener – med Leonardo di Caprio i hovedrollen. Sådan stod han også for mig, indtil jeg i foråret så Richard III i Det Kongelige Teaters opsætning. Dette er vel nok stedet, men næppe tiden til at anmelde denne opsætning, men kort kan det siges, at der var rimelig mange arkitekttegnede stole og rimelig få rekvisitter. Nærværende anmelder ville nok have foretrukket det omvendt.
Der er i trilogien tale om en mageløs historisk fortælling, som efterlader modtageren med store principielle spørgsmål: Hvad er loyalitet? Bør den ligge hos juraen eller hos det gode og samvittighedsfulde styre?
