I de senere år har menneskerettighederne været genstand for stort set entydig begejstring. Kun enkelte har gjort sig til talsmænd for et andet synspunkt i debatten om rettigheder; den måske mest markante er Søren Krarup, hvis bog Dansen om menneskerettighederne her anmeldes af Jacob Aarslev, der giver en sammenligning af værket med Samuel Moyns The Last Utopia. Det centrale spørgsmål er, om det overhovedet kan lade sig gøre at have abstrakte rettigheder, der slet og ret er forbundet med det at være menneske, eller om enhver rettighed må være bundet til det, Krarup kalder konkrete fællesskaber?

Erasmus af Rotterdam, humanisten, slår på, at den kirkelige tradition garderer moralen og menneskesjælen i videre forstand. Martin Luther siger i stedet, vanlig bramfrit, at man kan kende den kristne på, at han er påståelig! Men pointen her er selvfølgelig, at den kristne skal kunne turde stå fast på, hvad den kristne forkyndelse lærer ham. Også eller netop selvom paven med vældig juridisk autoritet siger det modsatte. Nok så kirkelige love kan heller ikke gøre nogen universelle fordringer gældende. Det er stadig bare menneskelige love.

Krarup sondrer ikke mellem forskellige logiske slutninger, men mellem det konkrete og det abstrakte. Mellem det jordbundne og det frit i luften svævende menneske. Mellem kristendom og filosofi eller mellem kristendom og humanisme.