Den tyske sprogkamp

Meta-leksikografen Loránd-Levente Pálfi fra Modersmålskredsen trækker linien mellem situationen i Danmark og i tysk leksikografis omgang med fremmedord, og sætter kvalificerer derved den generelle, hjemlige sprogdebat.

Af Loránd-Levente Pálfi

Indledning

Det engelske sprogs indflydelse på såvel de kontinentaleuropæiske som klodens øvrige sprog har været støt stigende siden 1945. Især de seneste 15–20 år har engelsk bredt sig mere end nogensinde før i verdenshistorien – også i lande hinsides det tidligere Jerntæppe. Mange er bevidste om dette forhold, og meningerne deler sig som regel i to fløje: Der er dem, der er imod, de kaldes oftest “de sure gamle mænd” (de behøver imidlertid hverken at være sure, gamle eller mænd), og der er dem, der er for, det er bl.a., men bestemt ikke kun, den unge generation (for der er f.eks. også økonomiske og handelspolitiske interesser i spil). Midt imellem disse to fløje findes en bred skare af mennesker, som hverken er for eller imod, men som enten er ligeglad, ikke har tænkt over det eller har tænkt over det, men ingen mening har om sagen.

Anglicismeordbøger har til formål enten blot at optegne og beskrive engelsk sprogstof (det være britisk, amerikansk eller i nogen grad også andre slags engelsk såsom canadisk og australsk mm.) i forskellige nationalsprog eller de har til formål at give forslag til tilsvarende ord på det pågældende nationalsprog. Hvor den første slags oftest er på videnskabeligt grundlag, er den sidste det i reglen ikke. Man kunne argumentere for, at der i sidstnævnte tilfælde var tale om afløsningsordbøger snarere end anglicismeordbøger. Afløsningsordbøger er ordbøger, der giver forslag til afløsning af fremmedsprogsstof (oftest drejer det sig om ord af engelsk, tysk, fransk, italiensk, latinsk eller græsk oprindelse – nemlig de gamle eller fremherskende højkultursprog i Europa).

Der findes en del anglicismeordbøger i Norden: For dansk findes f.eks. Knud Sørensens A Dictionary of Anglicisms in Danish (1997), for norsk findes f.eks. Anne-Lise Graedler og Stig Johanssons Anglisismeordboka : Engelske lånord i norsk (1997) og for svensk findes f.eks. Bo Selténs Ny svengelsk ordbok (1993), som er en nyere udgave af sammes Svengelsk ordbok (1986). Der foreligger også en del anglicismeordlister på internettet (se f.eks. Modersmålskredsens samling af henvisninger på www.modersmaalet.dk, under Lænker, der i sig selv er et afløsningsord for “links”). På tysk findes der mange anglicismeordbøger. Hovedværket er imidlertid Broder Carstensen og Ulrich Busses Anglizismen-Wörterbuch : Der Einfluß des Englischen auf den deutschen Wortschatz nach 1945 (bind I–III, 1993–1996), som blev påbegyndt så tidligt som 1960. Et banebrydende værk er desuden tyske Manfred Görlachs Dictionary of European Anglicisms : A Usage Dictionary of Anglicisms in Sixteen European Languages (2001), som optegner og beskriver anglicismer i albansk, bulgarsk, finsk, fransk, græsk, hollandsk, islandsk, italiensk, kroatisk, norsk, polsk, rumænsk, russisk, spansk, tysk og ungarsk.

Der skal her desuden henvises til to vigtige forskningsartikler om anglicismeordbøger: Manfred Görlachs ‘Recent Dictionaries of Anglicisms’ (i International Journal of Lexicography, 1999, Vol. 12, No. 2, side 147–154), som giver en kort oversigt over og indføring i nyere europæiske anglicismeordbøger, og Henrik Gottliebs ‘Four Germanic Dictionaries of Anglicisms: When definitions speak louder than words’ (i Symposium on Lexicography X : Proceedings of the Tenth International Symposium on Lexicography May 4–6, 2000, at the University of Copenhagen, 2002, side 125–143), som bl.a. giver en videnskabeligt ærgerrig udredning af anglicismebegrebet samt en sprogvidenskabeligt anlagt kritik af nogle af de ovenfor nævnte værker med særligt henblik på deres forståelse af anglicismebegrebet.

 

Den tyske sprogkamp?

Som det fremgår af professor Høgenhavens anmeldelse i Budstikken nr. 2/2008, side 16–19, er man i Tyskland ikke udelt begejstret for den tiltagende anglificering af det tyske sprog. Tyskland er imidlertid meget større end Danmark. Det er intellektuelt, kulturelt og sprogligt mere mangfoldigt og selv forvaltningsmæssigt mindre sammenhængende. Det betyder bl.a., at det kan være meget vanskeligt at få et samlet overblik over f.eks. faglige, videnskabelige eller ideologiske bestræbelser, foreninger, kredse, tidsskrifter osv. Det er således også svært at få et overblik over den samlede indsats for bevarelsen og styrkelsen af nationalsproget samt modstanden mod såvel udefra som indefra kommende trusler. Ikke desto mindre vil jeg her prøve at give en meget kort og nødvendigvis overfladisk, men forhåbentlig alligevel indsigtsgivende gennemgang af tyske sprogforeninger med særligt henblik på Verein Deutsche Sprache, som er den forening, der står bag den ene af de her nærmere undersøgte ordbøger.

Antallet af tyske sprogforeninger er stort. Ser man bort fra de meget gamle og for længst hedengangne foreninger (de første blev dannet i 1600-tallet) – f.eks. (1) Aufrichtige Tannengesellschaft, (2) Deutsche Genossenschaft, (3) Elbschwanenorden, (4) Musikalische Kürbishütte og (5) Fruchtbringende Gesellschaft for blot at nævne nogle få – eller de lidt yngre, men stadig gamle foreninger, som heller ikke findes længere – f.eks. (6) Allgemeiner Deutscher Sprachverein (1885–1943) og (7) Verein für Sprachpflege Hamburg (1963–2002) – kan man opstille følgende liste over i dag eksisterende sammenslutninger:

 

  • Aktion Deutsche Sprache (ADS), grundlagt 2006;
  • Arbeitsgemeinschaft für deutsche Sprache (AfdS), grundlagt i midten af 1990’erne;
  • Arbeitskreis Unsere Sprache (ARKUS), grundlagt 1998;
  • Bairische Sprache und Mundarten Chiemgau, grundlagt 2001;
  • Bärndütsch-Verein, grundlagt 1991;
  • Berliner Verein für deutsche Rechtschreibung und Sprachpflege, grundlagt i midten af 1990’erne;
  • Bund für deutsche Schrift und Sprache (BfdS), grundlagt 1918;
  • Bund für vereinfachte Rechtschreibung (BVR), grundlagt 1924;
  • Deutsche Akademie für Sprache und Dichtung (DASD), grundlagt 1949;
  • Deutscher Schul- und Sprachverein für Nordschleswig (DSSV), Danmark, grundlagt 1945;
  • Deutscher Sprachrat, grundlagt 2003;
  • Förderverein Bairische Sprache und Dialekte (FBSD), grundlagt 2003;
  • Forschungsgruppe Deutsche Sprache (FDS), grundlagt 2002;
  • Gesellschaft für deutsche Sprache (GfdS), grundlagt 1947;
  • Goethe-Institut, grundlagt 1951;
  • Initiative “Unsere Deutsche Sprache” (IUDS), grundlagt 2005;
  • Institut für deutsche Sprache (IDS), grundlagt 1964;
  • Interessengemeinschaft Muttersprache in Österreich (IGM), grundlagt 1998;
  • Lebendige deutsche Sprache (LDS), grundlagt 2002;
  • Neue Fruchtbringende Gesellschaft zu Köthen/Anhalt (NFG), grundlagt 2007;
  • Palmbaum, grundlagt 1993;
  • Pegnesischer Blumenorden (P.Bl.O.), grundlagt 1644;
  • Rat für deutsche Rechtschreibung (RDR), grundlagt 2004 (som dog ikke er nogen forening, men et af det tyske kulturministerium nedsat udvalg, som har til opgave at overvåge retskrivningen);
  • Schweizer Orthographische Konferenz (SOK), grundlagt 2006;
  • Schweizerischer Verein für die deutsche Sprache (SVDS), grundlagt 1904 (indtil 1994 med navnet Deutschschweizer Sprachverein (DSSV));
  • Sprachkreis Deutsch (SKD), grundlagt 1947 (indtil 1999 med navnet Bubenberg-Gesellschaft Bern), gendannet 2004;
  • Sprachrettungsklub Bautzen/Oberlausitz (SRK), grundlagt 1998;
  • Südtiroler Kulturinstitut, grundlagt 1954;
  • Verein Deutsche Sprache (VDS), grundlagt 1997;
  • Verein für deutsche Rechtschreibung und Sprachpflege (VRS), grundlagt 1997;
  • Verein für Sprachpflege (VfS), grundlagt 2000;
  • Verein Muttersprache, Wien, grundlagt 1949 (tidligere med navnet Deutscher Sprachverein, Wiener Zweig);
  • Verein Schweizerdeutsch, grundlagt 1938 (indtil 1990 med navnet Bund Schwyzertütsch).

 

At Pegnesischer Blumenorden, grundlagt 1644, findes den dag i dag, må siges at være sensationelt. Listen må ikke anses for udtømmende, der findes givetvis foreninger, som jeg ikke er bekendt med. Væsentligt for Critiques læsere må det være, at 16, 18, 21, 22, 24, 30 og 35 er statslige foretagender (svarende til Dansk Sprognævn og Det Danske Sprog- og Litteraturselskab); 11, 12, 18, 19, 40 er folkemålsforeninger (svarende til Alsingergildet, Vendsysselgildet og Æ Synnejysk Forening); 8, 10, 23, 25, 34, 36, 38 kæmper hovedsagelig mod udefra kommende trusler, idet de har som udtalt mål frem for alt at modvirke anglificeringen af det tyske sprog (svarende til Modersmålskredsen, hvis hjertesag er kampen mod anglificeringen af dansken); 9, 10, 13, 15, 20, 23, 26, 27, 31, 33, 36, 37 og 38 kæmper hovedsagelig mod indefra kommende trusler, idet de først og fremmest er imod den p.t. gældende retskrivningsnorm – af disse er dog 10, 23, 27, 36 og 38 også delagtige i modersmålets pleje i almindelighed, noget som de i øvrigt har tilfælles med 8, 14, 25, 34 (svarende til Modersmål-Selskabet og til dels også Modersmålskredsen).

 

Verein Deutsche Sprache og historien bag Der Anglizismen-Index

Verein Deutsche Sprache (VDS), dvs. Foreningen Tysk Sprog, blev grundlagt i november 1997 af professor Walter Krämer og hed på det tidspunkt Verein zur Wahrung der Deutschen Sprache (VWDS), dvs. Forening til bevarelse af det tyske sprog, men blev omdøbt til det nuværende VDS i april 2001. Med sine efterhånden mere end 30.000 medlemmer udgør foreningen nærmest en folkebevægelse og er angiveligt den største sprogforening i Tyskland. Anglizismen-Index er et barn af denne forening.

Allerede på et tidligt tidspunkt i VDS’ liv stod det klart, at en af foreningens hovedopgaver skulle være udarbejdelsen og udgivelsen af en fortegnelse eller en ordbog over anglicismer. Denne fortegnelse, som jævnligt skulle opdateres, skulle yde borgere uden eller med utilstrækkeligt kendskab til engelsk hjælp til forståelse af anglicismer i form af forslag til tyske modsvarigheder, dvs. afløsningsord. Også ved sprogfrembringelse, dvs. frembringelse af skrevet (og evt. også talt) sprog, skulle ordbogen kunne tjene som et hjælpemiddel. I 2001 blev det af VDS-bestyrelsen besluttet at påbegynde arbejdet på et sådant værk, som foruden at udkomme i bogtrykt form skulle være tilgængeligt på internettet.

Til at begynde med overdroges den konkrete udførelse af opgaven til ingeniør Gerhard H. Junker, som herefter grundlagde arbejdsgruppen Wörterliste. På grundlag af de brudstykker, der havde ophobet sig på foreningens hjemmeside, samt den af forlaget IFB Verlag udgivne Wörterbuch überflüssiger Anglizismen (1999), dvs. “Ordbog over overflødige anglicismer”, udarbejdedes en anglicismeordliste. Den kommende udgivelse blev drøftet og planen yderligere udformet under en konference afholdt af Netzwerk Deutsche Sprache (som er en sammenslutning bestående af seks sprogforeninger) i 2001 i Bern. Der var enighed om, at ordbogen skulle bringe så få, men til gengæld så brugbare og dækkende afløsningsord som muligt for på denne måde at modvirke anglicismernes indtrængen i det tyske sprog. I 2002 lykkedes det at få udsendt Die Anglizismenliste 2002 som netudgivelse. Da IFB Verlag imidlertid skønnede, at den indholdsmæssige forskel på Die Anglizismenliste 2002 og Wörterbuch überflüssiger Anglizismen (1999) var stor nok til, at det var forsvarligt også at markedsføre førstnævnte, blev det besluttet at udgive værket i bogtrykt form. Siden er ordlisten med titlen Anglizismen-Index udkommet årligt såvel på nettet som i bogform.

 

Der Anglizismen-Index

Der Anglizismen-Index indeholder 6.800 opslagsord. Formålet med bogen er, som det fremgår af brugervejledningens side 8, dels at modvirke brugen af anglicismer i tysk til fordel for tyske ord, udtryk og vendinger, dels at hjælpe tyske modersmålstalende, der har et lille eller slet intet kendskab til engelsk. For så vidt er bogen blevet udformet efter den oprindelige plan. De indledende sider siger imidlertid intet om, at bogen kan bruges som værktøj til sprogfrembringelse, som det ellers var planlagt i sin tid, og et hurtigt gennemsyn bekræfter da også, at en sådan brug ikke er forudset. Der gives stort set ingen grammatiske angivelser, ingen oplysning om ordføjning hhv. ordføjningsmønstre eller udtale og kun meget få oplysninger om stilværdi.

Udvalget af opslagsord er sket ud fra følgende kendemærker: Kun ord fra almensproget er medtaget, mens fagord kun er med, for så vidt de i det mindste delvis indgår i almensproget. Ikke medtaget er (a) almindelige engelske ord, som man finder i almindelige engelsk-tyske ordbøger (medmindre det drejer sig om ord, som er ved at fortrænge de tyske); (b) pornografiske samt vulgære ord og udtryk; (c) låneord, som har været i brug i længere tid og af modersmålstalende næppe længere opfattes som fremmedord.

For at gøre det tydeligt, at det ikke drejer sig om et puristisk eller fremmedordsfjendtligt værk, således i hvert fald tanken fra udgivernes side,1 har bogen siden 2005 haft titlen Der Anglizismen-Index. Anglizismen: Gewinn oder Zumutung? (“Anglicismeindekset. Anglicismer: En gevinst eller en uforskammethed?”). Udgaven fra 2008 medtager tillige sådanne anglicismer, som på tysk har en helt anden betydning end i det långivende sprog (oftest engelsk eller amerikansk), nemlig de såkaldte pseudoanglicismer, dvs. skinanglicismer. Værkets angiveligt ikke-puristiske grundholdning (se note i slutningen af denne artikel) kan delvis siges også at komme til udtryk ved, at der skelnes mellem forskellige grader af engelskpåvirkning: 1 % af de indeholdte 6.800 anglicismer inddeles som “ergänzend” (disse ord siges at udfylde det tyske sprog, dvs. de lukker “huller” i sproget); 16 % inddeles som “differenzierend” (disse ord siges at sameksistere med deres tyske modsvarigheder uden at true dem); 80 % inddeles som “verdrängend” (her drejer det sig om anglicismer, der angiveligt fortrænger de tilsvarende, fuldt ud brugbare og dækkende tyske ord eller udtryk); de resterende 2 % er egennavne.

Ordbogen er bygget op med fire spalter (man tænke her dog ikke på traditionelle spalter, som de kendes fra de fleste ordbøger, for spalterne udgør her tilsammen én samlet spalte, som i forhold til ordbogsartiklernes indhold skal læses vandret, jf. eksempeludsnittet i det følgende): I første spalte anføres opslagsordene (anglicismerne) med fed type. I anden spalte mærkes, hvorvidt det pågældende ord er et egennavn (mærket med 0), eller hvorvidt ordet er “ergänzend” (mærket med 1), “differenzierend” (mærket med 2) eller “verdrängend” (mærket med 3). I tredje spalte gives en tysk modsvarighed, dvs. et afløsningsord. I fjerde spalte angives brugsområdet; der skelnes mellem følgende ni brugsområder:

 

A:    (All-)Gemeinsprache (almensproget)

E:    Eigennamen, Abkürzungen (egennavne, forkortelser)

G:    Gesellschaft, Kultur, Politik (samfund, kultur, politik)

I:     Informatik im Alltag, Konsuminformatik (informationsteknologi)

P:     Popkultur und Szene (populærkultur og underholdning)

R:    Reklame, Werbung (reklame)

S:     Sport (sport)

T:    Technik, Wissenschaft (teknik, videnskab)

W:   Wirtschaft (erhvervsliv)

 

I de få tilfælde, hvor der ikke kan gives et afløsningsord i form af et enkelt ord eller udtryk, gives en omskrivning, som ofte har form af en betydningsforklaring. Desuden gives der se- samt se også-henvisninger. I det følgende eksempeludsnit ses tre ordbogsartikler, nemlig (1) business plan, (2) business process outsourcing, BPO og (3) business television:

 

business plan:        3      Geschäftsplan                                                          W

business                 3      Auslagerung von Geschäftsprozessen                      W

process

outsourcing,

BPO:

business                 3      Firmenfernsehen (zur Mitarbeiterschulung)                  W

television:

 

Som det fremgår af ovenstående udsnit, er den valgte udformning og opsætning af ordbogsartiklerne, som her er forsøgt gengivet så tro mod forlægget som muligt, ikke særligt hensigtsmæssig. Det er f.eks. svært at se, at business process outsourcing, BPO er ét opslagsord, ligesom det er svært at se, hvor en given ordbogsartikel begynder, og hvor den slutter. Brugeren ville f.eks. vente, at afløsningsordet (eller rettere: afløsningsudtrykket) “Auslagerung von Geschäftsprozessen” blev givet efter “BPO:”, men den gives på en måde midt i opslagsordet (eller rettere: efter den første af opslagsordets fire dele), nemlig efter “business”. Endvidere kræver opsætningen undertiden brug af en lineal, da afstanden imellem de enkelte artikelfelter er så stor, at det for brugeren kan være svært at se, hvad der hører til hvad. Til sammenligning ser Kirsten Rasks danske anglicismeordbog Sprogrenserordbog – tal dansk! (2000) med enspaltet opsætning således ud (gengivelsen er så tro mod forlægget som muligt):

 

business   forretning, virksomhed

business as usual   alt (er) ved det gamle

(get) down to business   komme til sagen, tage fat på opgaven

mean business   mene det alvorligt

business-class   1. klasse, luksusklasse

 

I ovenstående udsnit ses fem ordbogsartikler. De enkelte opslagsord er sat med fed type. Som man kan se, er Rasks ordbog så at sige mere ordbogslig (om end det er usædvanligt med enspaltet opsætning), men også denne har en leksikografisk set uheldig udformning og opbygning. Man lægge f.eks. mærke til spaltens højreside, som fremviser et pludseligt brud i bogstavrækken: For det første ses et indgangsord begyndende med bogstavet g og et begyndende med m, hvor man ellers ville vente kun at finde ord begyndende med b, for det andet er der parentestegn det ene af stederne (parenteserne omkring “get”). Mere hensigtsmæssigt kunne det have været med eksempelvis følgende løsning (“no.” står i det følgende for navneord og “fk.” for fælleskøn; der er spidse parenteser omkring bøjningsangivelserne):

 

business no.

forretning; virksomhed no. fk. <-en, -er, -erne>

  • business as usual alt (er) ved det gamle
  • (get) down to business komme til sagen; tage fat på opgaven
  • mean business mene det alvorligt

business class no.

første klasse; luksusklasse no. fk. <-en, -er, -erne>

 

En udførligere analyse og kritik af de leksikografiske strukturer i begge værker må af pladshensyn desværre udestå.

Af stor vigtighed ved såvel Der Anglizismen-Index som Sprogrenserordbog – tal dansk! er naturligvis afløsningsforslagene. Her er den tyske ordbog den danske overlegen: Forslagene til afløsningsord er næsten uden undtagelse opsigtvækkende gode; de er meget dækkende, tilmålte, nøjagtige og forståelige. Man finder ingen ufrivilligt morsomme, utyske, dristige nydannelser, dialektord eller arkaismer. I hvert fald er det ikke lykkedes mig at finde sådanne. Til sammenligning angiver Rasks ordbog f.eks. de mere dristige “bimsesild”, “suttesex” og “bollebøf” som afløsningsord for hhv. bimbo, blowjob og burger. Men lige netop til burger er det i Der Anglizismen-Index foreslåede tyske afløsningsord, “belegtes Brötchen”, heller ikke uproblematisk (“belegtes Brötchen” betyder omtrent ‘bolle med pålæg’ og minder uhensigtsmæssigt meget om “belegtes Brot”, dvs. ‘brød med pålæg’, som er den omtrentlige tyske modsvarighed til det danske “smørrebrød”).

Der Anglizismen-Index afsluttes med fire indlæg, som bl.a. omhandler anglicismer i tysk. Det drejer sig om følgende tekster: (a) Gerhard H. Junker: ‘“Blockbuster” und andere Zumutungen’ [“Blockbuster” og andre uforskammetheder] (s. 263–267); (b) Peter Hahne: ‘Über Deutsch für Inländer und Englisch für Dummschwätzer’ [Om tysk for indlændinge og engelsk for sludrehoveder] (s. 267–268), har tidligere været bragt i avisen Bild; (c) Heinz-Dieter Dey: ‘Wie wir es sehen, Sprache zwischen Pflege und Wissenschaft’ [Som vi ser det, sprog mellem pleje og videnskab] (s. 268–272); (d) Heinz-Günter Schmitz: ‘Über die Sprachloyalität der Deutschen’ [Om tyskernes sprogloyalitet] (s. 272–277). Endvidere er bogen om end meget spredt forsynet med tegninger af en professor Arnd Joachim Garth.

 

Wörterbuch überflüssiger Anglizismen

Wörterbuch überflüssiger Anglizismen udkom første gang i 1999 og senest i 2007 med 7. oplag. Bag værket står tre akademikere: De har alle tre en doktorgrad, og de er alle tre flittige skribenter med mange artikel- og adskillige bog- og/eller oversættelsesudgivelser bag sig. Den ene, nemlig Reiner Pogarell, er sprogforsker. Bogens forord fungerer dels som en meningstilkendegivelse, dels som en meget kort udredning af nationalsprogets og sprogrensningens tilstand i såvel tidligere tiders som det nuværende Tyskland, samtidig med at der lægges op til ordstrid. Forordet siger bl.a. følgende (i min oversættelse):

 

Hvad skal det [dvs. tysk] dog blive for et sprog, når det tilsyneladende ikke engang kan have sine egne ord for kærlighed, forretning, jul, velvære eller verden? Hvorfor læser man ellers overalt Love, Shop, Life, Christmas, Wellness og World? Mere internationalt bliver det tyske sprog ingenlunde af den grund. For det første findes mange af ordene ikke engang i hverken britisk eller amerikansk engelsk, det gælder f.eks. Handy, Dressman, GlobalCall osv. For det andet nytter det vitterlig ikke med de mange engelske ord, så længe resten af sproget vedbliver at være tysk. […] Denne miskmask kan på ingen måde retfærdiggøres. Den er uskøn, virker pinlig på engelsksprogede besøgende, og den er efterhånden også blevet uforståelig for mange mennesker [dvs. mange tyskere]. […] Man kan udtrykke sig lige så rammende og fyndigt på tysk som på engelsk – men man skal bare vælge at gøre det.

 

Argumentet om at anglicismer skulle være kortere og alene af den grund bedre end de tilsvarende nationalsproglige, i dette tilfælde tyske, ord og udtryk, afvises med følgende bemærkning: For det første er korthed ikke nogen værdi i sig selv – lange eller længere tekster kan sagtens være mere forståelige og mere behagelige at læse, desuden sælger tykke bøger ikke dårligere end tynde – for det andet gives der talrige eksempler på anglicismer, som er betydeligt længere end de tilsvarende tyske ord eller udtryk. Dette gælder også for dansk. Således giver f.eks. Rasks Sprogrenserordbog – tal dansk! følgende to ganske udmærkede afløsningsforslag til boardingpas: “flykort” og “ombordstigningskort”.

Forfatterne er godt bekendte med, at tysk også tidligere i historien har måttet døje med fremmedsprogsindflydelse. Særligt har sprogene latin og fransk været fremherskende trusler. Latin og fransk har, skriver forfatterne, rigtignok også været berigende for tysk, men grunden til, at de ikke fortrængte det tyske sprog, er, at der også tidligere har fandtes bestræbelser på at bevare og ikke mindst styrke nationalsproget og modvirke sprogimperialisme. Allerede i 1600-tallet havde man i de tyske lande purister, sprogrensere, sprogrevsere, målstrævere, og hvad de ellers kaldes eller kaldtes. Disse gjorde en ihærdig indsats for nationalsproget, bl.a. udarbejdede de afløsningsordbøger og/eller -ordlister. Havde man ikke haft purister, havde der måske ikke været noget tysk sprog i dag, hedder det i bogens forord. Først i 1940 blev der sat en ende på slige bestræbelser: Nazisterne brød sig ikke om sprogrensning, de var mere interesserede i et tilsløret og dunkelt sprog frem for et klart og godt sprog (dette er interessant, når man betænker at purisme i vore dage oftest – og fejlagtigt – netop umiddelbart forbindes med nationalisme). Efter Nazi-Tyskland har den tyske sprogrensning mere eller mindre stået i bero, og først i de seneste 10–15 år er den for alvor blevet vakt igen.

Formålet med bogen er (jf. forordets side 9) at dokumentere “overflødigheden af de fleste engelske ord i [det tyske sprog]” og at hjælpe mennesker, der bestræber sig på at tale og skrive et godt tysk og som ønsker at skrive “tysksprogede tekster bestående af tyske ord”. Anglicismer, som det “giver mening” at have og som beriger sproget, har forfatterne ikke noget imod (jf. forordet). Også med dette værk drejer det sig således om en ordbog, som først og fremmest er beregnet på sprogfrembringelse. Et gennemsyn af bogen kan imidlertid ikke bekræfte, at en sådan brug er blevet imødeset. Der gives hverken grammatiske angivelser eller oplysninger om ordføjning, ordføjningsmønstre eller udtale nogetsteds, og man finder kun forsvindende få oplysninger om stilværdi.

Ifølge forordet har forfatterne tilstræbt at samle ord fra alle samfundets områder. Med fagsprog og sportsjargon har de imidlertid været meget forsigtige, som de skriver, da disse sprogvarieteter er vanskelige at have at gøre med i puristisk sammenhæng (i modsætning til almensproget er de nemlig oftest internationale). Ved typisk engelske eller amerikanske tildragelser har forfatterne valgt helt at afholde sig fra at give afløsningsforslag (“vi vil på ingen måde oversætte Basketball med Korbball [på dansk svarende til kurvbold]”, skriver de i forordet), det samme gør sig gældende ved egennavne (“McChicken lader vi også være som det er”, sammesteds); “soccer”, mener de, bør dog vedblive at kaldes “Fußball” trods mange tyske reklamebureauers forkærlighed for det engelske ord. Om antallet af opslagsord gives ingen oplysning, hvorfor det er på baggrund af min egen optælling, jeg meddeler, at bogen indeholder ca. 7.400 anglicismer.

Heller ikke denne bog er hhv. udformet og opbygget leksikografisk hensigtsmæssigt jf. følgende eksempeludsnit, som her er forsøgt gengivet so tro mod forlægget som muligt:

 

business: Geschäft(sleben), Unternehmen, Gewerbe, auch in

Businessplan (Denglisch), business plan: Geschäftsplan

business process outsourcing, BPO: Prozessausgründung, Auslagerung von Geschäftsprozessen; Verwaltungsaufgabenauslagerung

business (process) reengineering: Geschäftsprozessoptimierung

 

Opsætningen er også i denne ordbog enspaltet. I eksempeludsnittet ses et hovedopslagsord samt tre underopslagsord af hvilke den ene angives med to staveformer. De tre prikker under hovedopslagsordet henviser til, at der findes mange andre underopslagsord før de her anførte (og der findes også mange andre underopslagsord efter de her anførte). Opslagsordene er sat med fed type og redaktionelle bemærkninger med kursiv. F.eks. bemærkes i underartiklen Businessplan i parentes, at staveformen “Businessplan” er Denglisch (dvs. en blanding af Deutsch og Englisch), hvoraf brugeren kan udlede, at det er den efterfølgende form, “business plan”, skrevet i to ord og med lille begyndelsesbogstav, der er den engelske staveform. Hvorfor “Auslagerung von Geschäftsprozessen” (som er det ene af de tre foreslåede afløsningsord til business process outsourcing, BPO) er sat med kursiv, er uklart for brugeren. Brugervejledningens side 11 angiver, at kursiv bl.a. bruges ved (a) udredninger af hhv. engelske og “denglische” begreber, (b) yderligere oplysninger vedr. betydning i de tilfælde, hvor et tysk ord eller udtryk har flere betydninger, (c) foreløbige oversættelser hhv. oversættelsesforslag (hvad forfatterne end måtte mene med det) og (d) dristige nydannelser. Det er meget uheldigt med en sådan løsning, for i mange tilfælde, f.eks. i det nærværende, er det slet og ret umuligt at afgøre, hvordan kursiveringen i just den pågældende sammenhæng skal forstås.

Afløsningsforslagene er generelt gode: De er dækkende og nøjagtige, og i modsætning til praksis i Der Anglizismen-Index gives der her oftest flere og ikke kun ét afløsningsord til den samme anglicisme. Hvorvidt dette sidstnævnte udelukkende er positivt, kan dog diskuteres. Ofte kan det f.eks. være svært for brugeren at vælge ét ud af flere foreslåede afløsningsord, da der ikke gives nogen som helst vejledning i form af redaktionelle bemærkninger om stilværdi, brugsområde eller andet.

 

Sammenfatning

Som det fremgår af ovenstående om end nok så overfladiske gennemgang, er såvel Der Anglizismen-Index som Wörterbuch überflüssiger Anglizismen (men i øvrigt også Sprogrenserordbog – tal dansk!) leksikografisk set af ringe standard.

Om begge tyske værker gælder imidlertid, at de i virkeligheden er afløsningsordbøger snarere end anglicismeordbøger af den vanlige slags (se denne artikels indledning). Dette gør sig også gældende for Kirsten Rasks ordbog. Vi har her at gøre med det, som kaldes folkeleksikografi, hvorfor man vanskeligt kan forlange de samme kvaliteter, som man finder i den videnskabelige eller i den kommercielle leksikografi. De her omtalte ordbøger er ikke skrevet med henblik på at tjene penge. De er heller ikke skrevet med henblik på at lave videnskab. De er først og fremmest sprogpolitisk orienterede arbejder og ikke lærde udstillingsskabe, der i videnskabens tjeneste nøgternt skal fremvise et stykke virkelighed. Derfor kan der også sættes spørgsmålstegn ved, hvorvidt det giver mening med fuldt akademisk beredskab at påvise alskens mangler og utilstrækkeligheder. Og derfor er det heller ikke problematisk, at der ikke gives definitioner af de pågældende anglicismer (hverken af den betydning, de har i det långivende sprog eller, såfremt der er en forskel, af den betydning, de har i det låntagende sprog), eller at der ikke gives nogen tid- og stedfæstelse af førsteforekomster og ej heller nogen ordhistorisk udredning. At der ikke gives dokumentation i form af belæg eller citater er heller ikke videre problematisk, ligesom den påtænkte bruger, som hverken er sprogforsker, leksikograf eller videnskabsmand i det hele taget, formentlig også sagtens kan klare sig uden en udredning af datagrundlaget. Problematisk er det til gengæld, at ordbøgerne ikke indeholder grammatiske angivelser, oplysning om ordføjning hhv. ordføjningsmønstre eller stilværdi samt evt. udtale. For netop denne type oplysninger er nødvendige for afløsningsordbøger, som i sagens natur er værktøjer beregnet på sprogfrembringelse.

Ærgerligt er det desuden, at hverken den danske eller de to tyske ordbøger drager nytte af traditionelle leksikografiske virkemidler, som kunne have understøttet deres brugbarhed som værktøjer til informationssøgning (med henblik på sprogfrembringelse). Endvidere er den sprogvidenskabelige fundering tvivlsom for ikke at sige fraværende: Hvordan afgrænses begrebet en anglicisme? Dette grundlæggende spørgsmål, som ikke bliver ligegyldigt af, at vi befinder os inden for sprogpolitik snarere end sprogvidenskab, bliver hverken stillet eller besvaret nogetsteds i nogen af bøgerne. Og hvordan afgøres i Der Anglizismen-Index graden af engelskpåvirkning? Hvornår er et ord “ergänzend”, “differenzierend” eller “verdrängend”?

Det er til gengæld flot, at begge de tyske ordbøger er så omfattende; Der Anglizismen-Index indeholder 6.800 opslagsord, mens Wörterbuch überflüssiger Anglizismen indeholder 7.400. Til sammenligning indeholder Sprogrenserordbog – tal dansk! kun 900 opslagsord. Af dette tal må man ikke udlede, at antallet af anglicismer er meget lavere i dansk end i tysk. F.eks. har Henrik Gottlieb (se nærværende artikels indledning) overbevisende gjort opmærksom på, at antallet af opslagsord i anglicismeordbøger udelukkende afspejler den pågældende leksikografs evner, ærgerrighed, temperament, teoretiske tilhørsforhold, skoling, tid, resurser osv.

Flot er det også, at Der Anglizismen-Index udkommer en gang om året og derved har karakter af tidsskrift – bibliografisk set er værket faktisk en årbog og dermed et tidsskrift. Alle ordbøger burde udgives på ny hvert år, alle ordbøger burde være årbøger. Man ville således i en vis udstrækning komme det velkendte forældelsesproblem til livs. Idémæssigt interessant ved Der Anglizismen-Index er det desuden, at der skelnes mellem forskellige grader af engelskpåvirkning. Godt er det endvidere, at bøgerne (især de to tyske, men for en meget stor dels vedkommende også Rasks ordbog), giver dækkende, nøjagtige og brugbare afløsningsord.

I 1700-tallet erstattede danske sprogrensere mange franske og latinske ord ved lån fra tysk; enten ved direkte lån, indirekte lån eller blandinger (hybrider). Måske kunne nutidens danskere blive inspireret til det samme. De her omtalte tyske ordbøger kan sagtens bruges som inspiration under arbejdet med at præge danske afløsningsord.

Loránd-Levente Pálfi (f. 1981), er ansat som forskningsmedarbejder på Center for Leksikografi, Handelshøjskolen, Aarhus Universitet. Han arbejder desuden som freelance oversætter og freelance indeksør. Endvidere er han medstifter af Modersmålskredsen samt medstifter af og medredaktør på dennes tidsskrift Budstikken : Nyt om dansk-nordisk sprog og sprogrøgt.

Printervenlig udgave

Årsskriftet Critique bringer artikler fra og om den konservative og borgerlige kultur-, idé- og samfundsdebat. Det udkommer hvert efterår og indeholder over hundrede siders forskning, formidling, essays, polemik, politik og debat. Du kan bestille det her.