Institutionskonservatisme

Konservatismens udgangspunkt er en antropologisk realisme, der afviser en optimistisk tro på menneskets muligheder for at være andet end det er. Med udgangspunkt i denne antropologiske realisme, udlægger litteraten Kasper Støvring konservatismens forhold til institutionerne, hvis bestandighed og rolige udvikling han modstiller radikalismens evige trang til reformer.

“Konservative afviser den minimale kultur, for ultimativt har den at gøre med lystbetonet tilfredsstillelse af den enkeltes private drifter uden moralske skranker. Konservative vil i stedet knytte an til den maksimale kultur, der anviser en fælles mening og derved knytter den enkeltes projekter til en større fælles målsætning.”

“Ifølge en udbredt konservativ opfattelse er det moderne samfund i høj grad karakteriseret ved normopløsning. Individet har vundet frihed, men individet er et risikabelt væsen, et “ondt” væsen. Derfor må man reagere institutionsvenligt på friheden. Institutioner tilbyder nemlig måder at kultivere mennesket, så han kan få noget godt ud af det. Denne institutionelle konservatisme indebærer samtidig en kritik af anarkismen og radikalismens opgør med det bestående.”

“den konservative tradition fastholder altså, at mennesket har en natur, og den er ond eller i hvert fald risikabel. Det synspunkt medfører et opgør med tanken om den blanke tavle, dvs. ideen om menneskesindet som en tabula rasa, der fyldes ud af den påvirkning, mennesket får gennemlivet.”

Kasper Støvring (f. 1973) er ph.d.-stipendiat i litteraturvidenskab ved Københavns Universitet. Forfatter til bogen Blivende værdier om den konservative kulturkritik og kulturkamp.

Printervenlig udgave

Årsskriftet Critique bringer artikler fra og om den konservative og borgerlige kultur-, idé- og samfundsdebat. Det udkommer hvert efterår og indeholder over hundrede siders forskning, formidling, essays, polemik, politik og debat. Du kan bestille det her.